Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører


Debatindlæg

Danmarks skjold er investeringer i fællesskabet

I en verden præget af krig og uforudsigelige ledere må vi ikke glemme, at tryghed også skabes gennem uddannelse, arbejdsmarkedspolitik og stærkt sammenhold.

Af: Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører, FOA

Vi lever i utrygge tider. 

En verdenssituation med krig flere steder og en uforudsigelig præsident i Det Hvide Hus gør det næsten angstfremkaldende at tænde for radioen og nyhederne om morgenen. 

De seneste meldinger om USA’s nye toldafgifter stiller høje krav til, hvordan vi prioriterer økonomien i dansk politik.

Forsvar og sikkerhed er uundgåelige emner og ligger naturligvis højt på den prioriterede liste. 

Det tænker jeg, langt de fleste er enig i. Men tryghed kommer også fra andre steder end forsvar og sikkerhed. 

Tryghed gør sig gældende i mange aspekter af menneskelivet: Tryghed i arbejdslivet, tryghed i familielivet, tryghed i studielivet.

Tryghed er forankret i en hver livsfase og livssituation, vi står i. Selvom om vores livssituationer og vilkår kan være forskellige, skal de løftes af fællesskabet for at skabe tryghed. 

Tryghed er ikke kun den enkeltes opgave, det er også fællesskabets. Danmark bliver også ramt af Donald Trumps nye og højere toldafgifter. 

Beskæftigelsen lider

Ifølge DI’s adm. direktør, Lars Sandahl, kan det koste op mod 13.000 danske job, og noget der ligner et fald i bnp på 38 mia. kr. 

Dermed bliver Danmark ramt på beskæftigelsen, og et antal danske lønmodtagere bliver ramt på deres tryghed i arbejdslivet. 

Det kan forsvarspolitik ikke løse. Her skal der en aktiv arbejdsmarkedspolitik og uddannelsespolitik på banen. 

Tryghedsskabende initiativer

Vi så under coronakrisen, hvordan arbejdsmarkedets parter fik forhandlet gode trepartsaftaler med hinanden, der skabte tryghed for danske lønmodtagere. 
Den tryghed skal vi også skabe sammen nu. Da mange lufthavnsmedarbejdere mistede deres job, blev der skabt nye sporskiftemuligheder til bl.a. uddannelsen som social- og sundhedshjælper. 

Et samarbejde, som de faglige a-kasser hos FOA og 3F stod i spidsen for. De faglige a-kasser kender medlemmernes brancher og arbejdsmarked.

De jobformidler på tværs af brancher til gavn for medlemmerne og for samfundet. Sagt med andre ord, de skaber tryghed.

Sats på uddannelse

Vi ved også fra blandt andet AE-rådets analyser, at uddannelse betaler sig for samfundet. 

Så udover at EU nok slår tilbage med en toldafgift til USA, skal vi ikke glemme, uddannelse også er med til at gavne samfundsøkonomien.

Den samfundsøkonomiske gevinst ved uddannelse er faktisk ganske høj. Det koster i gennemsnit samfundet 180.000 kr. at uddanne en faglært, men for den enkeltes livsindkomst er gevinsten højere. 

F.eks. for en social- og sundhedsmedarbejder vil livsindkomsten være 7,5 mio. kr. højere end for en sammenlignelig ufaglært person.

Det er i den grad også noget, der skaber tryghed. Tryghed kommer altså ikke kun gennem forsvar og sikkerhedspolitik. 

Tryghed kommer også igennem en aktiv arbejdsmarkedspolitik og en investering i uddannelse. 

En investering i fællesskabet.

Bragt i Netavisen Pio, den 8. april 2025