Onsdag den 25.09.2024 Debatindlæg
Vi mangler uddannede i børnehaver og vuggestuer. Alligevel glimrer en hel gruppe pædagogisk uddannede ved deres fravær i Radikales børneudspil, som lugter fælt af uddannelsessnobberi, skriver Astrid Krag (S) og Kim Henriksen.
Af: Astrid Krag, medlem af folketinget (S) og Kim Henriksen, sektorformand, FOA
Vi bør også uddanne erfarne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter. De – og det handler om flere tusinde – der er over 25 år og har mere end to års erfaring fra området, kan få merit for deres praksiserfaring. Derfor kan de tage uddannelsen på under et år. Dét er vejen til et hurtigt løft af kvaliteten i dagtilbuddene – det er et løft, der vil vare ved. Og som om det ikke er slemt nok med de glemte pædagogiske assistenter, er finansieringen af børneudspillet hamrende skæv og ulighedsskabende. Det er de gamle og nedslidte, der skal betale. De fattigste folkepensionister og dem på tidlig pension. Det er en ommer! Derfor: Løft blikket, kære Radikale. Det handler ikke om at få flest mulige pædagoger til børnene. Det handler om at få flest mulige med en pædagogisk uddannelse. Det gælder både pædagoger og pædagogiske assistenter. Det må Radikale kunne se. Til gavn for børnene.
Bragt i Altinget, den 25. september 2024