Drop de romantiske myter om au pairer

Af: Pia Heidi Nielsen, sektorformand, FOA

Porcelænet, som resten af familien spiste af, var dyrt. Det måtte ikke gå i stykker. Så hun var henvist til at spise af de samme tallerkener som hunden. Af plastic. En anden spiste ikke engang med familien. I stedet fik hun hver måned 500 kr. at købe mad for. Og en pose med 5 kg ris. Velbekomme.

Sådan lyder to eksempler på, hvordan au pairer, der har søgt rådgivning hos FOA, er blevet behandlet nedværdigende af deres danske værtsfamilier.

Desværre er de to eksempler blot to af mange. Til gengæld er de gode at tage afsæt i, når man som jeg vil afskaffe myten om, at au pairordningen handler om kulturudveksling.

Det gør den ikke. Det har den ikke gjort længe, og de to eksempler her udtrykker det i deres grusomme enkelthed: Vil man ikke have et andet menneske til bords, eller må en person ikke spise af det samme porcelæn som resten af familien, er det jo ikke et menneske, som indgår i familien ”på lige fod” med de andre familiemedlemmer, sådan som ”au pair” ellers oprindeligt betyder.

I stedet lader au pairerne i episoderne her til - med undertoner af både imperialisme og racisme - at blive betragtet på lige fod med fortidens tyende.

Det er vitterligt for galt.

Som beskrevet i dagbladet Politiken er der lige nu 35 personer i Danmark, som er i karantæne fra at have au pair, fordi de har udnyttet ordningen groft i samlet 19 sager. For nogle lyder det af lidt. De advarer mod, at vi på grund af nogle »få brodne kar« smider barnet ud med badevandet og æder au pair-ordningen.

Men sagen er, at det med frygtelig stor sandsynlighed kun er toppen af isbjerget, vi ser her. I hvert fald er vores erfaring, at de fleste au pairer, som får konflikter med deres værtsfamilie, ikke tager sagerne op.

Problemet er, at au pairens opholdstilladelse er betinget af, at de også har en arbejdstilladelse. Og den har den danske værtsfamilie. Ryger arbejdstilladelsen, ryger derfor i praksis også opholdstilladelsen. Det gør det grumme svært for au pairen at sige fra.

Det opfordrer vores integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), ellers au pairerne til at gøre, hvis de oplever at blive udnyttet: at sige fra.

Men lige præcis det kan de ikke bare. Hvis de alligevel gør, risikerer au pairerne faktisk selv at blive politianmeldt. Altså - hvis familien pålægger au pairen at arbejde for mange timer eller at gøre Airbnblejemål rene eller muge ud i en hestestald, så får au pairen skylden for at have brudt loven. Ikke familien. Det er den omvendte verden. Derfor bider mange au pairer i stedet problemerne i sig.

Men kan de så ikke i stedet bare finde sig en ny familie? Det mente Venstres folketingsmedlem Christoffer Melson i en debat i ”Deadline”. Og det er sandt, at de i princippet har en måned til at finde en ny familie. Men det forudsætter i praksis, at skiftet sker uden større konflikter. For hvis au pairen er blevet politianmeldt for at have arbejdet for meget, kan de ikke få tilladelse til hverken ophold eller arbejde. Derfor er det også en myte, at au pairer frit kan skifte værtsfamilie, hvis de ikke har det godt, hvor de først er landet.

Også familier, som egentlig agter at behandle deres au pair godt, og familier, der overholder reglerne, kommer uforvarende til at udnytte et andet menneske, au pairen, som billig arbejdskraft.

For det er, hvad ordningen i dag er blevet til - et arbejdsgiver- og lønmodtagerforhold. At det forholder sig sådan, har vi allerede for længst fået dokumenteret i en evaluering af ordningen, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration udgav tilbage i 2019.

Adspurgt udtrykte alle de danske familier, at de først og fremmest var interesserede i en au pair, ikke for kulturudvekslingens skyld, men for at få hjælp til børnepasning og arbejdsopgaver derhjemme.

Den anden vej rundt kommer au pairerne for at tjene penge. At der for nogle også er et udbytte kulturmæssigt eller sprogligt, er helt fint. Men vi skal stadig kalde en spade for en spade - og et arbejde for et arbejde. Ligesom vi skal give au pairerne løn i stedet for lommepenge. Her bør vi skele til overenskomsterne for pædagogmedhjælpere eller husassistenter, som udfører tilsvarende arbejde, for at finde et lønniveau.

Løn og lommepenge bringer os til en myte mere, der skal aflives. Flere lever i den vildfarelse, at de 4.700 kr., au pairer hver måned får i lommepenge, er et flot beløb, fordi de også har værdien af kost og logi oveni. Og at de ikke skal betale skat.

På sin vis er det skønt, når misforståelserne kommer ud i det åbne. For det giver en mulighed for at forklare, hvad der egentlig er op og ned.

For eksempel lod Klaus Riskær i en debat på P1 om au pairer til at mene, at når man indregnede værdien af de værelser, au pairerne bor i, »i hvilket som helst område af den del af København, de er i«, så var vi helt oppe på, at en au pair får, hvad der svarer til 10-12.000 kr. om måneden.

Men, nej. Stop. Der er ikke nogen herlighedsværdi over et kælderværelse, som trækker værdien af au pairens betaling op, bare fordi værelset ligger i bunden af et hus i Gentofte.

Men det behøver vi heldigvis ikke diskutere. Helt konkret er værdien af kost og logi fastsat af Skat til i 2023 at være 4.051,25 kr. om måneden - uanset kommune. Lagt sammen med lommepengene bliver det 8.751,25 kr. Fordeler man det beløb ud på en arbejdsuge på 30 timer - som er det maksimale, en au pair må arbejde, selv om mange blive sat til at arbejde mere - svarer det til en timeløn på godt 67 kr. Det beløb ligger langt fra de cirka 143 kr., som en husassistent får for tilsvarende arbejde.

Af både lommepenge og værdien af kost og logi trækkes au pairen i øvrigt 8 pct. i arbejdsmarkedsbidrag. Det svarer til cirka 700 kr. Dernæst skal de betale skat af det, der måtte overstige bundfradraget.

Jo, men au pairerne vil stadig stå med mange flere penge i hånden, end de kan tjene i hjemlandet, kan jeg allerede høre nogle fremsætte som argument for ikke at pille ved lommepengene.

Det er sandt - mange af au pairerne kommer hertil, fordi de her kan tjene nok til at sende nogle af deres lommepenge hjem til at forsørge deres familie. Også nogle gange deres egne børn.

Hvis argumentet om at bevare au pair-ordningen er, at det jo hjælper dem økonomisk, synes jeg da, at vi skal stoppe den systematiske underbetaling af dem og give dem en ordentlig løn for det arbejde, de udfører. Alt andet er at udnytte dem under dække af en forloren fortælling om kulturudveksling.

Ikke kun problematikken om underbetaling eller opholds- og arbejdstilladelsen skal vi have løst. Vi skal også have gjort op med decideret upassende krav om, at en au pair højst må være 30 år og ikke må være gift eller have børn. Ingen andre steder på arbejdsmarkedet blander vi os i folks private forhold, eller om de vælger at rejse til andre lande for at forsørge deres familier i hjemlandet.

Det er åbenlyst, at tiden er løbet fra au pair-ordningen, og at den må ændres. Ikke afskaffes, men ændres markant. Uden nogen form for ordning vil der intet værn være mod udnyttelse af mennesker fra fattigere lande, og vi kan frygte, at det vil føre til mere sort arbejde. For der er ingen tvivl om, at arbejdsopgaverne vil blive ved at eksistere. De vil også blive løst. Spørgsmålet vil da være af hvem og under hvilke vilkår.

Af samme årsag har FOA kontaktet samtlige integrationsordførere, og heldigvis er de foreløbige tilbagemeldinger, at ja, vi skal have set på ordningen. Det ser jeg frem til. Tiden er inde til en værdig ordning.

Bragt i Jyllands-Posten, den 2. september 2023