Stop skræmmebillederne - lønløft behøver hverken smadre økonomien eller betales af kolleger

Af: Mona Striib, formand, FOA

For nylig bragte A4 en artikel om de kommende trepartsforhandlinger om løn og rekruttering på det offentlige arbejdsmarked. Et vigtigt omdrejningspunkt for debatten var den såkaldte reguleringsordning – altså den mekanisme, der sørger for, at lønudviklingen på det private og det offentlige arbejdsmarked er i balance.

Smag lige på emnet ’reguleringsordning’. Selv ikke reklamefolkene bag Prime Tropical Punch kunne gøre det til spændende og sexy læsning. Men emnet er vigtigt. Og er man i tvivl om det, så kan man jo tælle antallet af eksperter og organisationer, der kaster sig over emnet i A4-artiklen (8 styks, plus det løse).  

Det har nemlig betydning, om det ekstraordinære løft til løn og rekruttering, som regeringen har lovet, holdes udenfor eller indenfor reguleringsordningen. Udenfor betyder, at de ekstra penge kan gives, uden at andre offentlige faggrupper indirekte ender med at betale via en mindre regulering af egne lønninger. Indenfor reguleringsordningen betyder omvendt, at de offentligt ansatte på sigt selv finansierer de ekstra penge.

I sidstnævnte tilfælde er der ikke meget ”ekstra” over de penge.

Netop derfor lød svaret fra den tidligere beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) også, at lønløftet "kun giver mening", hvis det ligger uden for reguleringsordningen, da Socialdemokratiet under valgkampen præsenterede det forslag, der siden fandt vej i det fælles regeringsgrundlag. 

Trepart vil (naturligvis) følge den danske model
Man skal gøre sig klart, at de kommende trepartsforhandlinger om løn og rekruttering naturligvis skal følge den danske aftalemodel.

I den danske aftalemodel er det overenskomstparterne, der afgør, om de vil aftale reguleringsordninger, der fx holder et ekstra lønløft til udvalgte grupper uden for reguleringen. Og intet tyder på andet, end at regeringen vil følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked.

Trepartsforhandlinger vil blive præget af, at regeringen har et politisk problem, der ikke kan løse uden hjælp fra overenskomstparterne i det offentlige. Problemet er, at de nuværende løn- og arbejdsvilkår gør det sværere og nogle steder tæt umuligt at fastholde og rekruttere tilstrækkeligt mange dygtige medarbejdere til vores ældrepleje, sygehuse, dagtilbud, osv.

Derfor giver det rigtig god mening, at regeringen indkalder parterne til trepartsforhandlinger. Det er sket mange gange før, og det er en naturlig del af den danske aftalemodel. Politisk bruger man trepartsinstitutionen til at finde en fælles forståelse af problemer og løsninger med arbejdsmarkedets parter, som så kan lægges til grund for en aftale og fælles løsning. 

Helt efter bogen
I Danmark er det børnelærdom, at det er aftaleparterne, der regulerer løn- og arbejdsforhold. Men i den danske model sker det også ud fra en afbalancering af hensyn til lønmodtagerne, arbejdsgiverne og til samfundsøkonomien.

Historisk har parterne bl.a. bidraget til samfundsøkonomien ved at skabe en hensigtsmæssig balance mellem lønkrav, eksporterhvervenes konkurrenceevne og betalingsbalancen.

Nu står man så over for endnu en vigtig samfundsøkonomisk udfordring. Løn- og arbejdsvilkårene for en række kvindedominerende offentlige faggrupper er ikke gode nok til, at kommuner og regioner kan fastholde og rekruttere tilstrækkeligt mange dygtige og engagerede medarbejdere.

Derfor er det også helt efter bogen, at regeringen vil indkalde aftaleparterne til en trepartsforhandling. Jeg undrer mig, når fx Dansk Arbejdsgiverforening hævder, at det ligefrem skulle bryde med grundelementet i den danske model, når regeringen via trepartssystemet og et ekstraordinært lønløft søger at løse et af vort tids store problemer, nemlig at sikre at vi kan rekruttere dygtige medarbejdere til vores ældrepleje, sygehuse, dagtilbud, osv. 

Tillad mig at føre et par beviser:

Hvornår var det nu, det var?
I 1995 aftalte man fx at et ekstraordinært løft på én procent til sygeplejerskerne, der blev holdt uden for KTO-forligets ramme. Den korte historie er, at DSR i forbindelse med det lovindgreb, der fulgte deres konflikt, via en trepartsanalysegruppe fik mulighed for den ekstra lønløft mod at ”betale” med udvidet fleksibilitet.

I 1999 måtte først private arbejdsgivere på bl.a. landbrugsområdet og senere de offentlige arbejdsgivere give tre ekstra feriefridage for at følge i fodsporet på det, der blev gennemført i 1998 med lovindgrebet på LO/DA-området. Til gengæld måtte de offentlige lønmodtageres forhandlere acceptere en forøget fleksibilitet på arbejdstidsområdet. Her blev det aftalt at korrigere reguleringsordningerne for en del af virkningen af de særlige feriedage ved opgørelsen af reguleringsordningens udmøntning 1. april 2002.

Ved trepartsforhandlinger i 2007 blev der aftalt, at voksenelevlønnens virkning (anslået værdi 400 mio.) på reguleringsordningen skulle neutraliseres. Det samme blev aftalt vedrørende en række seniorpolitiske initiativer fra trepartsaftalen i 2007 til en værdi af 600 millioner. Endvidere aftalte man, at førstnævnte skulle gøres permanent, mens korrektionen af sidstnævnte blev tilbageført i 2012, hvor puljen opførte.

Ekstra løn uden regulering
Ved overenskomstforhandlingerne i 2013 ”solgte” Gymnasielærernes Fagforening (GL) en ret til reduceret undervisning for seniorer og accepterede, at den lokale aftaleret vedrørende arbejdstid blev erstattet af en aftalemulighed. Til gengæld fik GL et værn omkring arbejdstiden og en økonomisk kompensation.

Da det var uacceptabelt for CFU og andre statsligt ansatte, at staten på den måde fik udsigt til efterfølgende at kunne få den økonomiske kompensation for afskaffelse af timereduktionen for seniorer ’betalt’ i form af en mindre lønregulering for andre statsligt ansatte, fandt man efterfølgende en løsning på dette problem, så lønstigningerne blev holdt ude af reguleringsordningen.

Man kunne også nævne, at de ekstraordinære lønstigninger til lærerne, der fulgte med lovindgrebet i folkeskolelærerkonflikten i 2013, også blev holdt uden for reguleringsordningen, så stigningen ikke ville blive modregnet i fremtidige lønreguleringer, hverken for lærerne eller for andre kommunalt ansatte.

Nej tak til skræmmebilleder
Den danske model indebærer altså, at regeringen ikke blander sig i de reguleringsordninger, som parterne på de tre offentlige overenskomstområder (stat, kommuner og regioner) aftaler.

Men det er en misforståelse, at overenskomstparterne ikke kan lave aftaler om, at de vil løse særlige lønudfordringer for bestemte personalegrupper uden at lade andre grupper af offentligt ansatte ’betale’ med en lavere lønudvikling.

Et andet skræmmebillede i debatten er påstanden om, at et lønløft uden for reguleringsordningen vil skade virksomhedernes konkurrencekraft og dermed samfundsøkonomien.

Synspunktet udstiller dels en meget lille tiltro til den stabilitet, som den danske aftalemodel faktisk har bidraget med i over hundrede år.

Jeg har også temmelig svært ved at følge argumentet om, at et lønløft til social- og sundhedsassistenten på Sønderborg sygehus og social- og sundhedshjælperen på plejehjemmet i Nordborg vil få medarbejderne på Danfoss til at løbe ledelsen over ende med lønkrav, der vil bremse eksporten af Danfoss-termostater? Det holder ikke!

Som bonusinfo kan man i øvrigt påpege, at Lønstrukturkomitéen faktisk bad økonomer i Danish Research Institute for Economic Analysis and Modelling (DREAM) om at regne på de samfundsøkonomiske konsekvenser af et ekstra lønløft. Deres analyser kunne ikke bekræfte den slags skræmmebilleder.

Og har du læst herned, får du som tak for flid og indsats det hele i kort form: Parterne kan sagtens aftale ekstra lønløft til nogen uden at sende regningen til andre offentligt ansatte, og uden at det ødelægger samfundsøkonomien.