Torsdag den 06.04.2023
Nyttejob er ikke andet end ren dovenskab. Dovenskab fra politikernes side. Det er et useriøst tiltag, der ikke får borgerne tættere på et job og mangler forståelse af arbejdsmarkedets behov.
Af: Søren Heisel, forbundssekretær, 3F og Helena Mikkelsen, forbundssekretær, FOA
Den store fordel ved at opkvalificere borgere via en erhvervsuddannelse eller AMU med sprogunderstøttelse er, at borgerne meget hurtigere kommer tættere på et reelt job. Det skaber ikke blot værdi for den enkelte ledige, men også for arbejdsmarkedet. Politikerne burde derfor bruge tid på at skabe ordentlige kvalificerende rammer for de ledige borgere og ikke bare give dem en gammel karklud og bede dem vaske lygtepæle. Lad os nu for alvor tage integrationsindsatsen seriøst, for hvis beskæftigelsesgraden for ikkevestlige indvandrere bliver den samme som personer med dansk herkomst, vil det give et arbejdsudbud på ca. 55.000 personer.
Bragt i Jyllands-Posten, den 6. april 2023