Opråb til politikerne: Børnene betaler den højeste pris for et liv i fattigdom

Mere end to et halvt år er gået, siden regeringen, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre skrev i deres fælles forståelsespapir, at de ville bekæmpe børnefattigdom og indføre en ny fattigdomsgrænse. Nu er forhandlingerne langt om længe i gang.

På vegne af de børn og familier, som lever med fattigdommens konsekvenser, vil vi gerne sende en kraftig appel: Børn har ret til at blive beskyttet mod fattigdom i Danmark.

Og det haster med handling. I 2001 levede der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) 31.700 børn i fattige familier. Det var året før kontanthjælpsloftet og starthjælpen. I den seneste opgørelse, fra 2020, var tallet steget til 56.500 børn.

Konsekvenserne for de børn, som venter på politikerne, er store. De må undvære ting og oplevelser, som deres kammerater i børnehave og skole tager for givet. Frivillige fra Red Barnet og DRC Dansk Flygtningehjælp møder familier, som ikke har tilstrækkeligt råd til mad og ordentligt vintertøj. Børn fra fattige familier fortæller om, at de ikke kan deltage i børnefødselsdage, fritidsaktiviteter og lejrture. At de står uden for fællesskabet, når klassekammeraterne spiller og chatter online, fordi de ikke har telefon eller computer.

For nylig satte 16-årige Rose i Egmont Rapporten 2021 ord på følelsen af børnefattigdom:

»Jeg var nødt til at sige, at jeg ikke kunne komme med (til arrangementer med klassen, red.) og fandt på undskyldninger over for lærere og kammerater. Jeg kunne ikke lide at fortælle, at vi er sådan en familie, der ikke har ret mange penge, og jeg syntes ikke, det kom andre ved. Så jeg løj og sagde, at jeg skulle noget andet, og når kammeraterne så spurgte til dét, føltes det dobbelt ubehageligt«.

Men børnene lider ikke kun under de konkrete afsavn, som efterlader dem med følelsen af skam og ensomhed. De lider også under et familieliv, hvor der ofte er manglende overskud, og under konstante bekymringer om familiens økonomiske problemer.
Hos Mødrehjælpen oplever 76 procent af forældrene, at deres økonomiske situation giver dem mindre overskud til deres børn. En mor har fortalt til Mødrehjælpens rådgivning, at hendes børn bliver påvirket af hendes stress over konstant at være i alarmberedskab for at få det hele til at hænge sammen. 9 ud af 10 socialrådgivere, der arbejder med børn og familier i udsatte positioner, oplever, at lave ydelser til forældre skader trivslen blandt børn og unge.

Det tærer på børnenes trivsel og overskud til at lære og kan få store negative konsekvenser for barnets muligheder senere i livet. Egmont Rapporten fra december 2021 viser, at uanset om børn fødes ind i fattigdom eller oplever fattigdom på et senere tidspunkt i barndommen, trækker fattigdommen langvarige negative spor i forhold til trivsel, skole og uddannelse. Børnene opnår f.eks. lavere resultater i de nationale tests i grundskolen, trives dårligere, får dårligere afgangskarakterer i dansk og matematik, og de påbegynder i mindre grad en ungdomsuddannelse end ikkefattige børn og unge.

Børnefattigdom er et politisk ansvar. Og lige nu hviler ansvaret tungt på regeringen og støttepartierne. For de har givet børnene et løfte om ville bekæmpe den fattigdom, som begrænser deres ret til at leve et godt børneliv, hvor de udvikler sig og trives på lige fod andre børn.

Politikerne skal indføre en fattigdomsgrænse, som kan understøtte en politik mod fattigdom, og den bør sættes, så børnene kan være med i fællesskabet og udvikle sig på linje med andre børn fagligt såvel som socialt. Ud fra fattigdomsgrænsen skal der løbende måles på, hvordan fattigdommen i Danmark udvikler sig.

Vores opfordring er samtidig et nyt ydelsessystem, der som minimum sikrer tre ting:

For det første: Alle børnefamilier i Danmark skal have et økonomisk råderum, som reelt er til at leve og have et børneliv for. Et velfærdssamfund som det danske bør have ydelser, der sikrer, at ingen børn lever i fattigdom. Heller ikke børn fra flygtninge- og indvandrerfamilier, som typisk er blandt de fattigste.

For det andet: Fattigdom må ikke tvinge familier til at flytte væk fra børnenes skole og kammerater. Det medfører alvorlige opbrud i børnenes liv. Familierne skal kunne bo i almindelige lejeboliger.

Og endelig for det tredje: Alle børn skal kunne deltage i et normalt børneliv med skole, fritidsaktiviteter og kulturoplevelser. Egenbetaling for at deltage i sociale aktiviteter i relation til skolen bør fjernes. Børn skal have adgang til udstyr, så de kan være en del af fællesskabet på sociale medier. De skal kunne komme i sfo, fritidshjem og klub. Alt sammen så de står på lige fod med deres jævnaldrende kammerater. Samtidig skal det sikres, at børn har ret til de samme ydelser i alle landets kommuner. Som det er i dag, sker der en forskelsbehandling, fordi praksis varierer fra kommune til kommune.

Det, ved vi, gør en vigtig positiv forskel. Gennem sin fritidsaktivitet håndbold, som Roses mor søgte økonomisk støtte til gennem foreningen Broen, oplevede Rose at være på lige fod med holdkammeraterne på banen med samme klubdragt. Som hun fortalte i Egmont Rapporten: »Det betød, at jeg fik samme slags håndboldtøj, sko og håndbolde som de andre på holdet. Det var virkelig rart for mig at se ud som de andre. Jeg var ikke udenfor«.
Så kære politikere: Husk Rose og de 56.499 andre børn, der vokser op i fattigdom, når I sætter jer til forhandlingsbordet. De har ret til at vokse op uden fattigdom.

Underskrivere:
Agi Csonka, formand, Børnerådet; Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær, Red Barnet; Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår; Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen; Lena Søgaard, formand, Børnesagens Fællesråd; Cecilia Decara, national chef, Unicef Danmark; Peter Poulsen, formand, Broen Danmark; Kenneth Flex, direktør, DRC Integration, DRC Dansk Flygtningehjælp; Puk Draiby, generalsekretær, Grønlandske Børn; Tina Christensen, konstitueret formand, 3F; Mona Striib, forbundsformand, FOA; Mads Samsing, forbundsnæstformand, HK Danmark; Grethe Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd; Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne, Elisa Rimpler, formand, Bupl; Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening; Mads Bilstrup, formand, Dansk Socialrådgiverforening; Signe Nielsen, Forældrenes Landsorganisation; Jeanette Bauer, chef, Kirkens Korshær; Flora Ghosh, Liva – Forening mod skadevirkninger af vold, prostitution og seksuelle overgreb; Robert Olsen, Kofoeds Skole.