Søndag den 02.05.2021
Da sangen ”Smuk som et stjerneskud” vandt det europæiske melodigrandprix, var Jørgen Olsen som den ene halvdel af Brødrene Olsen med til at samle Danmark. Men med sin medvirken i TV2-programmet “Slaget om Fredens Havn” får han det hele til at handle mere om individet end om fællesskabet.
Af: Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, FOA
I programmet bliver der sat fokus på den del af Danmark, vi lukker øjnene for. Her møder vi medmennesker som Storken og Esben, der er kommet skævt ind i livet. De lever ikke som os andre, og på den måde kommer de på tværs af dem, som lever det lykkelige liv på villavejene i dyre boligkvarterer.
I stedet for et system, der angriber de borgere, der har det sværest, kunne vi så ikke indrette et system, der hjælper de af vores medmennesker, der har mistet overblikket?
Der er mange ting, vi kan gøre. Vi kan give psykiatrien de midler, der er brug for. Vi kan styrke vores indsatser mod misbrug. Vi kan lave bedre planer for vores hjemløse.
Hvorfor accepterer vi, at velfærden kun er for dem, der i forvejen kan, og ikke for dem, der har brug for den? Hvorfor lader vi tingene stå til så længe, at den eneste løsning er tvang, bulldozere og oprydningshold?
Bragt Helsingør Dagblad, den 2. maj 2021