Sundhedshuse skal ikke være mini-sygehuse – vi skal have langt større ambitioner

Af: Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA

Vi har ventet (alt for) længe på en plan for vores sundhedsvæsen og den kommer nu drypvis. De første tegn på der er noget i gang er aftalen om sundhedsklyngerne. Det er vigtigt, at den overordnede struktur er på plads. Der er også kommet mange udspil om sundhedshuse, nærhospitaler mm. Men her skal vi lige holdet vejret og tænke os om. Den fremtidige struktur for det nære sundhedsvæsen er altafgørende for vores sundhedsvæsen fremtid, derfor skal det ikke være tilfældigheder der råder. 

Så når vi taler om sundhedshuse, er det ikke bare huse med sundhed i. Det et hus som sikrer at sundheden er nær ved borgeren, sikrer at vi forbygger ulighed i sundhed og styrker den opsøgende og forbyggende indsats. Og frem for alt sikrer sammenhæng og holder fokus på det hele menneske.   

I disse år ser vi en stor stigning i antallet af ældre borgere og borgere med én eller flere kroniske sygdomme. Den udvikling har være med til, at sundhedshusene er kommet på tegnebrættet mange steder. En af begrundelserne er, at sundhedshuse skal være med til at aflaste sygehusene, så de ikke sander til. Bl.a. vil sundhedshusene kunne overtage mange af de ambulante kontroller og mindre behandlinger, som i dag foregår på sygehus.

FOA er ikke uenig i den analyse, men omvendt er det også væsentligt, at sundhedshusene ikke har som primært formål at aflaste sygehusene. Vi skal passe på, at de nye sundhedshuse ikke bare bliver små ”minisygehuse”. For det første fordi det kan risikere at gå ud over de seneste års nødvendige specialisering og kvalitetsforbedringer. For det andet fordi det ikke er den væsentligste rolle, som sundhedshusene skal spille – FOA har væsentligt større ambitioner end det.

Vi vil også advare imod at tro på, at behandlingen nødvendigvis bliver billigere, når den rykker ud i et sundhedshus. For hvorfor skulle det blive billigere, hvis det er den samme ydelse udført af det samme personale, blot i en ny bygning? FOA vil derfor gerne advare imod at sundhedshuse bliver en spareøvelse. Vi skal starte et helt andet sted. 

Hvis de nye sundhedshuse skal blive en succes, er det helt nødvendigt, at vi bliver konkrete på, hvilken rolle de skal spille. Her er det afgørende, at vi ikke først ser på, hvad der kan flyttes ud af sygehusene, men derimod spørger, hvad der er borgernes behov. Hvilke behov har borgerne for en sundhedsfaglig behandling tættere på eller i eget hjem? Og hvilke borgere har de største behov? 

Samtidig er det også vigtigt, at vi ikke kun ser sundhedshusene med ”sundhedsbriller” på, men også ser på, hvordan de kan spille en rolle for den kommunale ældrepleje, så vi kan styrke hele det kommunale sundheds- og ældrevæsen? Og også bredere end det - hvordan sundhedshusene kan spille en rolle for de mest udsatte borger i sammenhængende indsatser på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet?

De nye sundhedshuse skal ikke være nye minisygehuse – vi skal have større ambitioner end det. Sundhedshusene skal modvirke ulighed i sundhed, skabe tilgængelighed for borgere med størst behov og sikre et kompetenceløft af det nære sundheds- og ældrevæsen.

Derfor har vi følgende forslag til de nye sundhedshuse:

1. Lav en samlet strategi for sundhedshusene: Sundhedshuse er i dag meget uensartede, hvilket bl.a. skyldes forskellige lokale behov. Det, der giver mening og er muligt i København, passer ikke nødvendigvis på Samsø. Der bør dog i højere grad være en samlet ramme for, hvad sundhedshusene skal kunne, og hvilken rolle de skal spille i det samlede sundhedsvæsen. FOA anbefaler derfor, at der udarbejdes en strategi for sundhedshusene, som sætter en klar retning og skaber de nødvendige rammer, som kommuner og regioner herefter kan arbejde ud fra, evt. som en del af arbejdet i de nye sundhedsklynger. 
   
   
2. En integreret del af strategien imod ulighed i sundhed: Det er væsentligt, at sundhedshuse bliver tænkt sammen med andre initiativer, der skal modvirke ulighed i sundhed. Hvis ikke ulighed i sundhed bliver tænkt ind fra start, ved vi desværre, at hensynet til de mere sårbare borgere hurtigt skubbes i baggrunden. Omvendt, hvis det gøres rigtigt, har sundhedshusene et stort potentiale for at bidrage med meget af det, som de mest sårbare borgere efterspørger: Større nærhed og tilgængelighed, sammenhæng på tværs af de forskellige sektorer og et helhedssyn på borgeren. 
   
   
3. Bred involvering: Hvis sundhedshusene skal modvirke ulighed i sundhed, kræver det, at der er en særlig ekspertise til stede, som ikke er rent sundhedsfaglig eller sundhedsøkonomisk. Derfor er det ikke kun de sædvanlige parter, der skal sidde rundt om bordet, når strategien for sundhedshusene skal udarbejdes. Her skal også andre fagligheder og interessenter tænkes ind, bl.a. eksperter i ulighed i sundhed og socialt udsatte borgere, socialrådgivere, repræsentanter fra almene boligforeninger osv. Dette gælder også i etableringen af hvert enkelt sundhedshus. Fx kan sundhedshuse i udsatte boligområder indgå et samarbejde med de lokale boligorganisationer om, hvordan man bedst muligt indretter et hus, som også de mest udsatte borgere vil føle sig velkomne i.
   
   
4. Placer sundhedshuse i de mest udsatte områder: Der skal placeres sundhedshuse i de områder, hvor de mest udsatte borgere bor. Her kan sundhedshusene fungere som en tryg og velkendt ramme om sundheden for den enkelte borger og dermed understøtte, at de fx opsøger en læge eller et rygestopkursus tidligere end før. Sundhedshusene skal være specifikt rettet mod at skabe tryghed for de borgere, som har de største behov, og som normalt ikke kommer til læge i tide. Her kan vi lære meget af coronakrisen, hvor forskellige håndholdte indsatser i udsatte områder, ændrede åbningstider mv., øgede vaccinetilslutningen og testvilligheden. 
   
   
5. Sundhedshuse i områder med langt til sygehuse: Med samlingen og specialiseringen på de store sygehuse – og med flere patienter med behov for hyppige kontroller og behandlinger - er der opstået et behov for sundhedstilbud tættere på borgernes liv. Der skal derfor etableres sundhedshuse de steder, hvor borgerne i dag har meget langt til sygehuset. Stor afstand til sundhedstilbuddene er især en udfordring for de mindst ressourcestærke borgere, hvor det at komme ud ad døren kan være en udfordring.
   
   
6. Sundhedshusene som lokale sundhedsvidenscentre: Sundhedshusene skal bidrage til at løfte kvaliteten i ældreplejen og de kommunale sundhedsindsatser. De skal være videnscentre, som ligger inde med fx de nyeste sundhedsfaglige retningslinjer, og som bidrager med faglig viden til bl.a. hjemmeplejen, hjemmesygeplejen og plejecentrene. Fx kan de afholde kurser for de ansatte, og de kan fungere som sparringspartnere i forhold til mere komplekse sundhedsopgaver. Sundhedshusene kan på den måde blive faglige fyrtårne, som kan gøre det nære sundhedsvæsen mere attraktivt at være en del af og dermed tiltrække flere dygtige sundhedspersoner.
   
   
7. Bred vifte af fagligheder: Sundhedshuse skal have en bred vifte af faglige funktioner, fra det læge- og sygeplejefaglige til genoptræning, ernæringsvejledning, forebyggelse, aflastning, psykologhjælp mv. Men mange steder vil sundhedshusene også skulle tænkes bredere end dette. Netop fordi sundhedshusene især skal have udsatte borgere som målgruppe, vil det også i mange tilfælde være oplagt at have fx en socialrådgiver ansat, som kan hjælpe borgeren igennem systemet.
   
   
8. Sammenhængen til sociale tilbud: Borgere uden for arbejdsmarkedet har langt oftere fysiske og psykiske problemer, end de der har et job. Sundhedsvæsenet har svært ved at håndtere disse borgere, fordi deres behov også rækker ind på socialområdet og beskæftigelsesområdet. Mange sundhedshuse bør derfor også indeholde jobcenter eller socialkontor – eller i hvert fald have meget tætte forbindelser til disse sektorer. På den måde kan sundhedshusene hjælpe borgerne på tværs af de forskellige systemer. 
   
   
9. Kvalitetsplan for udflytningen af behandlinger fra sygehusene: Hvis mere behandling skal rykke ud i sundhedshuse og ud i borgernes hjem, er det helt afgørende, at det foregår inden for klart definerede rammer. Ellers risikerer vi at stå i de udfordringer, som i dag er med de kommunale akutpladser, hvor man mange steder kan stille spørgsmålstegn ved, om den sundhedsfaglige kvalitet i orden. Der skal derfor udarbejdes en kvalitetsplan, som klart beskriver, hvilke opgaver der kan rykkes ud af sygehuse, og hvad der skal til for, at kvaliteten bliver opretholdt.
   
   
10. Fjern barrierer for samarbejde: Der kan være en række lovgivningsmæssige barrierer for at etablere samarbejde mellem fx kommunale og regionale aktører i et sundhedshus. Eksempelvis har kommunale aktører ikke bemyndigelse til at træffe beslutninger for praktiserende læger eller regionsansat sundhedspersonale – og det samme gør sig gældende den anden vej. Der ligger således en væsentlig udfordring i at etablere en samlet ledelse på tværs af sektorer. 

Lad os kigge bredt på problemstillingen og sammen udvikle en ambitiøs strategi for, hvad sundhedshusene skal kunne. Det handler ikke blot om at flytte sygehusydelser ud til sundhedshuse, men om hvordan sundheden kommer helt ud i borgerens eget hjem og lokalsamfundet.  

Bragt i Sundhedsmonitor, den 2. august 2021