Lyngby-Tårbæk kommune forsøgte sig i 1952 med en privatisering af skolerengøringen. DKA havde på normal vis opsagt overenskomsterne med henblik på forhandlinger om fornyelse. Kommunens svar var, at man anså sig løst fra samarbejdet med forbundets medlemmer, og at der var taget kontakt til et privat rengøringsselskab. Formålet var at få billigere arbejdskraft og en faglig voldgift gav kommunen ret til privatiseringen.
DKAs næste skridt var at hindre, at lønnen blev sat ned, når arbejdet overførtes til Det Danske Rengørings Selskab ISS. Der blev etableret blokade mod selskabet, som DA indankede for Arbejdsretten, der gav forbundet medhold. De Samvirkende Fagforbund udvidede blokaden, hvorefter der blev indgået forlig.
Rengøringsassistenterne kunne forblive medlemmer af DKA. Lønnen blev den samme som i det offentlige, idet kommunen betalte forskellen mellem ISS' takst og lønnen ved Københavns kommuneskoler. Kommunen vandt den principielle side af sagen, men DKA fik hindret, at den fik nogen særlig betydning.
I sommeren 1953 fik Husligt Arbejderforbund en del nye overenskomster for husmoderafløsere. En række overenskomster var forhandlet, men ventede på godkendelse i. Det var trist for forbundet at se flere og flere overenskomster hobe sig op dér, men nu så det ud som om der var lys forude, idet man regnede med at blive indbudt til forhandling om disse i Købstadsforeningen i november samme år. Det lykkedes at få en forhåndsforhandling med Købstadsforeningen (sammenslutning af datidens store bykommuner) i december måned.
I marts 1954 kom endelig det første resultat af de forhandlinger, der var ført i Købstadsforeningen angående overenskomster for husmoderafløserne. En stor kuvert dumpede ind gennem brevsprækken, og den indeholdt 9 overenskomster, 1 var glemt, men kom to dage efter.
Det var en stor dag for HAF, for aldrig før i forbundets historie var så mange overenskomster, 10 på én gang, underskrevet og godkendt.
Den gamle strid om grænseaftalen med Arbejdsmændene dukkede op igen i forbindelse med forsøget på at få a-kassen statsanerkendt. Købstadsforeningen krævede i 1954, at de ansatte fortrinsvis skulle være medlem af en statsanerkendt kasse. Problemet var, at kassen havde medlemmer fra forskellige faggrupper, hvilket tidligere havde hindret anerkendelsen. Skulle den komme nu, var det nødvendigt at beskrive mere nøjagtigt, hvem der kunne blive medlemmer af kassen.
Statsanerkendelsen forudsatte, at forholdet til Arbejdsmændene blev diskuteret igen, da en statsanerkendelse var betinget af, at kassens område var klart fagligt afgrænset.
Det var ikke muligt at få dispensation, og sagen blev først løs da forbundet gik til statsminister H.C. Hansen og a-kassen blev endelig statsanerkendt i 1957.
Hjemmehjælperne i Husligt Arbejder Forbund overtog en del af de klienter, som hidtil havde hørt under husmoderafløserne, nemlig invalidepensionister og ældre mennesker, som ikke kunne komme på plejehjem. For disse grupper have det været et problem, at de kun kunne få hjælp 10 dage ad gangen, hvorimod de nye hjemmehjælpere fungerede på mere permanent basis. For Husligt Arbejder Forbund betød denne udvikling, at der kom endnu flere nye medlemmer.
En film af Mette Knudsen og Ulla Boje Rasmussen.
Filmen skildrer tjenestepigernes liv og levned fra århundredskiftet til efterkrigsårene gennem gamle film, fortællinger, skillingsviser, samt sang- og dansenumre. Filmen varer 47 minutter, og du kan slå engelske undertekster til og fra på det lille cc-ikon i bunden af afspilleren.