Ordningen med husmoderafløsere var under Danmarks besættelse (1940-45) etableret i adskillige kommuner for at afhjælpe den store arbejdsløshed blandt kvinder. I sin oprindelse var der imidlertid ikke tale om en kommunal foranstaltning, men derimod en ordning foreslået af organisationen Danske Kvinders Samfundstjeneste af 1940.
Ordningen skulle være en støtte for mindrebemidlede og tillige samfundsnyttig, da det i mange tilfælde kunne aflaste en husmoder, så hun ikke skulle stå for tidligt op efter en sygdom.
Husmoderafløseren skulle tage sig af følgende: Pasning af børnene, husgerning, pasning af kakkelovne, rengøring af lejligheden, vask, reparation, indkøb af madvarer, madlavning, opvask, håndsrækning til patienten i form af daglige toilette, sengeredning, mad og lignende.
Ordningen havde som nævnt også et socialt sigte. Allerede af en betænkning fra den såkaldte Husassistentkommission fremgik det i 1942, at behovet for husmoderafløsning var stort blandt mange mindrebemidlede familier, f.eks. som følge af moderens sygdom eller graviditet og efter fødsler. Betænkningen lagde op til, at ordningen ikke blot skulle være en midlertidig løsning, men burde indgå i den fremtidige vifte af sociale tilbud til danskerne.
Fra den 1. oktober 1949 etableredes en udbygget og lovfæstet husmoderafløsningsordning, vedtaget i Folketinget, hvor kun Venstre havde stemt imod med den begrundelse, at det kostede det offentlige for mange penge. Det blev anslået, at der i alt ville blive brug for ca. 2000 husmoderafløsere. Ved lovens vedtagelse var kun omkring det halve antal i arbejde.
I forbindelse med lovens vedtagelse placeredes arbejdet som husmoderafløser mellem husassistent- og sygeplejergerningen, og rammerne for en særlig uddannelse blev udstukket ud fra den definition. Det blev tillige fastslået, at husmoderafløsere ikke kunne være kommunale tjenestemænd.
Den 13.-16. juni 1944 - hen imod slutningen af krigen - afholdt DKA sin 17. kongres i Folkets Hus. Kongressen udformede et program for det fremtidige arbejde. Man stillede krav om:
Desuden krævede man:
1946 blev et arbejdsrigt år for DKA. Det var først og fremmest den store lønrevision for tjenestemændene, der optog sindene. I juni 1946 moderniseredes lønsystemet i den tro, at man så havde en lønningslov, der kunne holde i en årrække. Det viste sig ikke at blive tilfældet.
Det øjeblikkelige resultat blev bedre for tjenestemænd i Københavns kommune end for statens tjenestemænd i tilsvarende stillinger. I de mest omfattende lønklasser for medlemmer af Dansk Kommunal Arbejderforbund fik sporvejsfunktionærer og brandfolk mest ud af revisionen, nemlig næsten 1000 kroner om året på slutlønnen.
I løbet af 1946 lagde forbundsledelsen atter op til det navneskift, som var blevet forpurret på kongressen to år tidligere. På et møde i februar vedtog en enig hovedbestyrelse på ny at fremsætte forslaget, og det blev som følge deraf sendt til urafstemning blandt medlemmerne i maj måned. 80% deltog i afstemningen, og de 75% stemte ja til navneskiftet.
Den 1. januar 1947 blev Husassistenternes Forbund til Husligt Arbejder Forbund. Medlemsbladet fortsatte dog med at hedde "Husassistenten".
Skiftet til Husligt Arbejder Forbund signalerede tydeligt, hvilke grupper forbundet ville satse på i fremtiden. Det tyndede så meget ud blandt privatansatte huslige arbejdere, at ingen fagforening kunne udvikle sig på et så beskedent medlemsgrundlag. Derimod bød det offentlige - stat, amter og navnlig kommuner - på et stigende antal ansatte, der rettelig hørte hjemme under Husligt Arbejder Forbund.