FOAs historie: 1930'erne

Der var grænsestridighederne mellem Arbejdsmandsforbundet og Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA). Da arbejdsmændene - der havde været udmeldt af De samvirkende Fagforbund (DSF) fra 1926-29 - igen meldte sig ind i DSF, forlangte de en afklaring af forholdet til DKA.

I 1930 fik Dansk Kommunal Arbejderforbund derfor sin ret til at hverve medlemmer i provinsen beskåret betragteligt. Beslutningen blev efterlevet under protest, men der skulle gå 5 år før DKA i 1935 fik en ny og mere klar aftale med arbejdsmændene og smedene. DKA måtte afgive en del medlemmer til de andre forbund, men kunne til gengæld igen optage agitationen og organiseringen i provinsen.

Aftalen i 1935 satte punktum for den store strid mellem DKA og Arbejdsmandsforbundet. DKA blev endegyldigt anerkendt som et landsdækkende forbund, men det satte ikke en stopper for grænsestridighederne.

Den 25. april 1934 lagdes grundstenen til Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem, som var en selvejende institution, stiftet af Husassistenternes Forbunds københavnske afdeling. Foreningen havde til formål: "at skulle stræbe hen til at skaffe sine gamle medlemmer en sorgfri alderdom". Til dette formål dannedes et "Fond til Alderdomshjem for gamle Tjenestepiger" under mottoet:

Et alle til stordåd holdtes,
det små blev de flestes sag,
men glem ej, af mange små stene
når huset en dag til tag.

Takket være pionerernes flid, sparsommelighed og ukuelige tro på sagen, voksede fonden til 50.000 kroner og resultatet blev, at drømmen om et alderdomshjem blev til virkelighed. Alderdomshjemmet bestod af 100 etværelseslejligheder og af disse var 24 lejligheder tildelt ældre eller svagelige husassistenter som hel eller halv fribolig.

På baggrund af den høje arbejdsløshed vedtog regeringen i 1907 en lov om oprettelse af statsanerkendte a-kasser. Loven revideres i 1937 hvad angår understøttelsens længde.

DKAs a-kasse havde i flere år haft underskud og håbede nu på at blive statsanerkendt. Det lykkedes ikke, fordi a-kassen i modsætning til anerkendte kasser omfattede flere fag. Forbundet måtte derfor fortsætte med at være en privat intern forsikring for dets medlemmer.

I 1937 havde forbundet 1400 medlemmer, fordelt på 23 afdelinger. Ud af de 1400 var de 74 mænd. De var imidlertid ikke ansat i private hjem, men derimod indenfor de offentlige institutioner, som det efterhånden var lykkedes for forbundet at opnå overenskomst med.

Det fik navnlig stor betydning, at Fagforeningen for Husmedhjælpere og Portører ved Statens Hospitaler meldte sig ind i forbundet i juni 1936, hvor den kom til at udgøre en selvstændig afdeling på linje med lokalafdelingerne. Det var ikke mindst denne indmeldelse, der gjorde det nødvendigt, at forbundet fremover også kunne optage mandlige medlemmer.

I 1938 havde Husassistenternes Forbund 1.125 medlemmer fordelt på 22 afdelinger, men derefter steg tilgangen pludselig med det resultat, at tallet i 1941 var vokset til 38 afdelinger med 2.500 medlemmer. Væksten skyldtes en større medlemstilførsel fra Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA).

Tilførslen var resultatet af en voldsom strid i slutningen af 1930erne mellem Husassistenternes Forbund og DKA om organiseringen af personalet inden for sygehussektoren i provinsen. Hidtil havde alle ansatte, portører såvel som kvindelige husassistenter, været medlemmer af kommunalarbejderforbundet. Som et led i sin nye, mere offensive strategi krævede Husassistenternes Forbund imidlertid at få eneret på at organisere det huslige personale, da forbundet i 1936 havde fået tilgang fra husassistenter og portører fra statens hospitaler. Tilgangen øgede i de følgende år gennem overenskomster med både amtslige og kommunale hospitaler. 

DKA fandt denne udvikling helt ubegrundet. Grænsestriden blev nøje beskrevet i forbundets jubilæumsskrift fra 1949 og bitterheden lyste endnu 10 år efter ud af beskrivelsen: Husassistenternes Forbund havde ikke hidtil "vist nogen særlig iver efter og endnu mindre evne til at tage organiseringen af sygehusenes kvindelige medhjælpere op".

Efter henstilling fra De samvirkende Fagforbund enedes de stridende parter om at lade en uvildig opmand afgøre striden ud fra det synspunkt, at det var uheldigt for sammenholdet inden for fagbevægelsen, når to fagforbund indbyrdes konkurrerede på et område, hvor det i forvejen var vanskeligt at organisere.

Opmanden afgav kendelse den 19. december 1938. hvorefter "de på kommunale sygehuse uden for Storkøbenhavn beskæftigede kvindelige husmedhjælpere bør organiseres af Husassistenternes Forbund og i videst muligt omfang overføres hertil".

DKA accepterede modstræbende kendelsen, men vreden mod navnlig De samvirkende Fagforbund (DsF) var stor, da man hævdede, at DsF havde spillet med fordækte kort under hele striden ved fra begyndelsen af tage parti for husassistenterne. Kendelsen betød, at DKA måtte overføre flere hundrede medlemmer til Husassistenternes Forbund. Husassistenternes Forbund måtte derimod afgive 105 medlemmer til et nystiftede Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund.