FOAs historie: 1920'erne

1920 blev et skelsættende år i forbundets historie. På kongressen den 7. juni (se billede) blev det besluttet at udvide forbundet fra at være et københavnsk forbund til et landsdækkende forbund under navnet: Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA).

I første omgang fik DKA afdelinger i Odense, Fredericia og Århus og det skulle hurtigt vise sig, at vejen til at blive et landsforbund var brolagt med grænsestridigheder med andre forbund, især arbejdsmændenes. Flere forbund var utilfredse med beslutningen, og derfor blev DKA heller ikke anerkendt af De Samvirkende Fagforbund. 
Først i 1924 blev DKAs ret til at danne afdelinger i provinsen godkendt.

I den lange række af konflikter mellem DKA og Arbejdsmændenes Forbund var striden om oprettelsen af afdelinger i Silkeborg og Middelfart nok den mest alvorlige. Arbejdsmandsforbundet afviste, at DKA havde ret til at organisere medlemmer i de to byer. Begrundelsen var, at arbejdets art skulle være afgørende for, hvor man skulle være medlem. DKA lagde i stedet vægt på løn- og ansættelsesformen. 

Sagen endte med en voldgift i begyndelsen af 1925. Kendelsen betød, at DKA skulle aflevere nogle få medlemmer til Arbejdsmandsforbundet, men fik ret til en afdeling i Middelfart af faste funktionærer og arbejdere. Det var en vigtig sejr for DKA.

Dansk Kommunal Arbejderforbund havde 1196 medlemmer, heraf var 1645 mænd og 151 kvinder i 1920.

Husassistenternes Fagforening havde 1000 medlemmer og 25 afdelinger landet over.

I Danmark var tyende pålagt at forevise skudsmålsbog ved pladsskifte. Personer, der skulle rejse til fx et andet sogn, skulle tidligere medbringe løse, stemplede papirer, men herfra kunne man let fjerne en ufordelagtig bedømmelse (skudsmål).

De samvirkende danske Tjenestepigeforeningers formand, Marie Christensen, sad i Tyendelovskommissionen, hvor hun arbejdede for Tyendelovens afskaffelse. Forbundet holdt adskillige protestmøder og oplysende møder samt udgav pjecer og postkost som led i kampen for lovens afskaffelse.

Forbundets kamp resulterede i, at Tyendeloven i 1921 blev afløst af den noget mildere, men langt fra tilfredsstillende Medhjælperlov, der udover nogle småforbedringer indebar den forhadte skudsmålsbogs afskaffelse.

Forbundet havde krævet Tyendeloven helt afskaffet og ikke erstattet af nogen lignende lov. Derimod krævedes en beskyttelseslovgivning for børn og unges arbejde.

Ved sit 25 års jubilæum den 19. marts 1924 bestod DKA af 17 afdelinger.

Festlighederne i forbindelse med jubilæet var henlagt til forbundets 12. kongres 18.-21. juni i Folkets Hus på Enghavevej i Købehavn.

Arbejdsmandsforbundet demonstrerede sin bitterhed over grænsestriden ved ikke at efterkomme indbydelsen til at deltage i jubilæumskongressen. Baggrunden var, at De samvirkende Fagforbunds repræsentantskab den 17. maj 1924 havde vedtaget en grænseordning, der skulle regulere forholdet mellem Kommunalarbejderforbundets organisationsområde og Arbejdsmandsforbundets.

Billedet viser daværende repræsentanter for Aarhus-afdelingen.

I 1854 vedtog Rigsdagen Tyendeloven, med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse. Men Tyendeloven fastholder i stedet tyendet i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne fuld råderet over deres arbejdskraft.

Tyendeloven giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 år og giftemodne og drengene til de er 18 år og parate til at gå ind i militæret. Loven slår fast, at husbond, hvis bare han har mistanke om, at tyendet har ytret sig mod ham, er syg eller gravid, kan nægte at tage tyendet i tjeneste og forlange den løn, der er blevet udbetalt, igen.

Hvis tyendet vil klage over husbonds mishandling og dårlige forhold, er det tyendets opgave at komme med beviser, her er rygter og formodninger ikke nok. Tyendet skal stå til rådighed for husbond 24 timer i døgnet. Nægter tyendet, kan det blive idømt bøde på mellem 1-10 rigsdaler eller fængsel.

Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til at give den ansatte en udtalelse i den såkaldte skudsmålsbog, hvis han eller hun skifter plads og tyendet har pligt til at melde sig hos myndighederne, når de får ny plads. Løber tyendet fra pladsen i utide, giver det problemer senere, da bogen er ikke udfyldt af bonden, og hvem vil ansætte ustabil arbejdskraft?

Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.
Hvis skudsmålsbogen bliver væk, kan det medføre straf. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret. Det får de først i 1908 til sognerådene og i 1915 til Folketinget.