Søger du job som pædagogisk assistent, kan du her hente inspiration til, hvad du kan skrive i din ansøgning. Vi har samlet en række eksempler på gode jobansøgninger samt en liste med formuleringer, du kan bruge, når du søger job som pædagogisk assistent.
"Hvis I vil have spændende aktiviteter og lærende lege, så behøver I ikke lede længere. Jeg er en haj til at sætte gang i sanglege, og jeg løber gerne forrest, når der skal spilles fodbold. Samtidigt sætter jeg en ære i at have øje for udviklingen og læringen i processen, så jeg arbejder altid tæt sammen med pædagogerne for at understøtte de pædagogiske processer."
"Jeg har fokus på og erfaring med idræt og bevægelse fra min uddannelse, hvor jeg fik et 12-tal til eksamen."
"Som det fremgår af mit CV, har jeg, udover mine uddannelser som pædagogisk assistent og SOSUassistent, også uddannet mig som coach/mentor, og jeg gør meget brug af kombinationen af mine faglige kompetencer."
"Jeg har arbejdet meget med ICDP-metoden, som er et arbejdsredskab til at skabe en god relation til børnene gennem anerkendelse, god kommunikation og refleksion og med fokus på det enkelte barns udvikling."
"Jeg kan planlægge aktiviteter, der understøtter børnenes udvikling ud fra de pædagogiske læringsplaner, bl.a. ved at tage dem med ud i naturen, lade dem udforske naturen, klatre i træer, rulle ned af bakker samt udfordre dem både sprogligt fx via dialogisk læsning og motorisk fx ved en god Tarzan-bane eller en god omgang morgengymnastik."
"Når der mangler idéer til nye aktiviteter eller inden for det kreative område, så er det naturligt for mig at bidrage med min viden og de erfaringer, jeg har gjort mig gennem min uddannelse og mine praktikker."
"Jeg har i løbet af min uddannelse specielt beskæftiget mig med sund og ernæringsrigtig kost, hygiejne samt motion og bevægelse. Jeg har lært, hvor vigtigt det er at være anerkendende over for børn, unge og voksne - med vægt på accept og indføling."
"Jeg har erfaring med at arbejde med pædagogiske læreplaner og med ICDP."
"Fagligt er jeg meget optaget af inklusion af børn, der er udfordret i forhold til sociale og personlige kompetencer. Mit afsluttende projekt handlede om inklusion af børn med ordblindevanskeligheder i indskolingen."
"Med solide kompetencer og 5 års erfaring med borgere, der har brug for hjælp til ADL (Almindelig daglig livsførelse) samt udfordringer som ADHD og autisme, har jeg opnået en forståelse for, hvad det vil sige at arbejde med mennesker, som har udfordringer i hverdagen."
"Hvorfor mig? Fordi jeg kender gruppen. Jeg ved, hvad de skal kunne i skolen, men samtidig ved jeg også, hvor meget jeg kan forlange af dem. Jeg har afprøvet mange forskellige redskaber på mange forskellige børn i arbejdet med at gøre dem skoleklar og med succes."
"Jeg har stor erfaring med vuggestuebørn."
"I de sidste par år har jeg været primærpædagog for børnehavebørnene, når de starter i SFO inden skolegang ved X-skolen. Jeg har stået for planlægningen for førskolebørnene og har blandt andet arbejdet med: samarbejde, tillid og sociale lege samt leg med bogstaver, rim og remser, leg med tal og sanglege, sprog (hvordan taler vi til hinanden), venner (hvad er en god, dårlig ven, hvordan får man gode venner og hvordan passer man på sine venner)? Med temaet venner brugte jeg ’Fri for Mobberi’-materiale."
"Jeg har været skolepædagog i 0. klasse og også stået for undervisning/forberedelse alene. Har også haft 0. klasse i idræt."
"I min bagage har jeg 6 års erfaring, der primært er indenfor specialpædagogikken med børn, unge og voksne."
"I min fritid har jeg været spejder i 14 år. Da jeg startede min uddannelse, valgte jeg at blive spejder leder for de 5 – 9-årige spejdere. Jeg er et udemenneske og elsker at lave mad på bål, udendørsaktiviteter og ting af materialer fra naturen."
"Jeg holder af naturen og prioriterer udendørs- og sportslige aktiviteter, da det er min opfattelse, at man udenfor har en helt anden frihed end indenfor – her kan man virkelig give den gas med store armbevægelser og sjove lege."
"Mit hjerte banker for fodbolden, hvor jeg både har været træner for børnehold og selv været aktiv på hold op til 1. division. Ligeledes har musik og sang min store passion, og jeg både spiller og skriver mine egne sange for både børn og voksne."
"Jeg har også en maleruddannelse, hvor jeg kan drage mine kreative erfaringer ind i kreative opgaver."
"Jeg vil bidrage til et godt sammenhold med mine kollegaer - og her vil jeg lige nævne, at jeg er rigtig god til at bage kage 😊"
"Jeg har erfaring med at samarbejde med andre faggrupper, da jeg har arbejdet som social- og sundhedshjælper."
"Jeg elsker at bruge min krop, og det har jeg altid gjort. Jeg startede til fodbold, da jeg var 4 år og spiller stadig den dag i dag i X-by idrætsforening. Jeg har også været træner for nogle børn i 2 år. Det var faktisk der, jeg fandt ud af, at det at følge børnenes udvikling og at være med til at udvikle dem var lige noget for mig."
"Jeg løber også et par gange om ugen, og derfor kan jeg også komme med en masse viden omkring motorisk udvikling og alderssvarende aktiviteter qua min uddannelse."
"Jeg er imødekommende, observerende, reflekterende og nysgerrig, både på egne og andres handlinger, i teori som i praksis. Samtidig er jeg ikke bleg for at handle og tage fat der, hvor jeg kan se, der skal ske noget."
"Kollegaers udtalelser: initiativrig, god samarbejdspartner til et godt flow, omsorgsfuld, anerkendende, skarp."
"Hvorfor bør I vælge mig? Jeg er moden, struktureret, har erfaring med aldersgruppen, fleksibel og har et godt humør."
"Jeg er god til at skabe kontakt med andre mennesker."
"Da jeg også er aktivt lyttende, får jeg nemt kontakt med de mere stille børn."
"Jeg er samvittigheds- og ansvarsfuld over for mine ansvarsroller. Jeg gør mit bedste for at være rollemodel."
"Jeg er udadvendt og hurtig til at danne nye relationer."
"Jeg er meget fleksibel ift. vagter og har erfaring med at blive indkaldt akut."
"Jeg er god til at have øje for børns forskellighed og for det enkelte barns behov, da jeg kommer ud af en søskendeflok på 12. Også derfor er jeg som person meget tålmodig og hjælpsom."
"Som person er jeg glad og smilende og får at vide, at jeg har en indre ro, som smitter af på børnene."
"Jeg er god til at give børn den opmærksomhed, de søger, og være nærværende og til stede, så barnet føler sig tryg."
"Jeg er god til at bevare overblikket på en gruppe af børn uden at miste fokus på det enkelte barn."
"Jeg er god til at formidle daglige oplevelser med børnene videre til forældre og kollegaer, så vi hele tiden sikrer, at alle har den sidste viden omkring dagligdagen med børnene."
"Jeg er musikalsk og vil gerne præsentere børnene for den verden også. Jeg mener, at musik, dans og sang stimulerer nogle af børnenes andre egenskaber, såsom rytme, sprog, kropforståelse og koordination."
"Jeg er yderst loyal overfor både kollegaer og borgere. Har vi en aftale, bliver den overholdt, og alt, hvad der sker, kommer ikke uden for matriklen."
"I beskrivelsen af jeres institution fremgår det, at institutionen tager udgangspunkt i forældresamarbejde. Det, syntes jeg, er vigtigt, fordi et godt forældresamarbejde, hvor forældrene bliver inddraget i, hvad der foregår i institutionen, er med til at skabe de bedste forudsætninger for det enkelte barns trivsel."
"Jeg har læst jeres velkomstpjece og hjemmeside med jeres pædagogiske læreplan og pædagogiske indhold i førskoletiden (kombiner med, hvad du synes, var særligt relevant)"
"Som nyuddannet pædagogisk assistent er jeg fuld af energi og med stor lyst til at omsætte al min teoretiske viden til praksis. Gevinsten for Børnehuset ved at ansætte mig er, at I får den nyeste viden om værkstedsarbejde inden for det pædagogiske område inden for dørene. Det kan vi sammen omsætte til nye, spændende projekter."
"Jeg blev uddannet pædagogisk assistent i april 2016, hvor jeg igennem uddannelsen har arbejdet i både børnehave, vuggestue og på et botilbud. Da jeg arbejdede i børnehaven, bestod en del af mine opgaver i at planlægge udflugter til børnene, kreative lege både ude og inde, lave projekter med det formål, at de tosprogede børn skulle blive bedre til det danske sprog, og ligeledes at lave inkluderende lege for, at børnene skulle lære hinanden at kende på kryds og tværs af de forskellige stuer."
"I den første praktik var jeg 6 måneder i en vuggestue. Det var spændende og lærerigt at følge børnene i deres tidlige udvikling. Her arbejdede jeg med SMTTE-modellen som både dokumentations- og evalueringsredskab. Jeg havde også meget fokus på forældresamarbejdet sammen med mine kollegaer."
"I den anden praktik var jeg 6 måneder i en SFO/skole. Der lærte jeg virkelig at tage ansvar og at samarbejde med kollegaer. Jeg stod flere gange alene med en klasse og skulle stå for undervisningen. Jeg var også med til at stå for maden i SFO'en, så derfor har jeg også haft fokus på håndhygiejne, køkkenhygiejne og fokus på maden."
"Under min uddannelse som pædagogisk assistent har jeg arbejdet på et bosted for udviklingshæmmede, hvor det hovedsageligt handlede om at gøre hverdagen så struktureret og forudsigelig som muligt for dem."
"På X-skolen havde jeg ansvaret for tre 1. klasser, hvor jeg stod for at skabe og gennemføre lærende aktiviteter."
"Jeg var oprindeligt bange for at skulle i en børnehave, men opdagede hurtigt, at arbejdet med førskolebørnene var superspændende, og det var med til at udvikle mig meget igennem min uddannelse."
"Jeg har været i praktik i både børnehave og i SFO. Der har jeg med stor interesse arbejdet med sproglige aktiviteter som for eksempel rim og remser og børnelitteratur. Jeg har også igangsat fysiske aktiviteter så som rime-stafet og læsehule. For mig er det naturligt at tumle med børnene i boldspil og skabe et fællesskab."
"Jeg er nyuddannet pædagogisk assistent og kan næsten ikke vente med at komme ud og vise alt det, jeg har lært."
"Lige nu kan jeg ikke vente med at komme i arbejde, så jeg kan bruge alt den viden, jeg har fået med mig fra uddannelse."
"Jeg vil blive rigtig glad for at blive tilbudt en fast stilling, men jeg vil også blive glad, hvis i kunne bruge mig som vikar."
"Jeg vil rigtig gerne læse videre til pædagog, men vil gerne have noget erfaring, inden jeg begynder at læse videre."