Hvordan kan vi lede faste, tværfaglige og selvstyrende teams?
Bliv klogere på de ledelsesvalg, der gør forskellen, når du står midt i skiftende rammer, stærke faggrupper og krav om både selvbestemmelse og kvalitet. Du får konkrete erfaringer, praktiske redskaber og mulighed for at dele virkelighedens dilemmaer med kolleger, der står med samme ansvar som dig.
9.30: Ankomst, indskrivning og Kaffe
10.00: Velkommen v/ sektorformand Tanja Nielsen og formand for Lederforeningen Joan Lindskov
10.15: Dagens program v/ moderator Line Freja Lauth
Dagen er inddelt i fire sessioner. Under hver session vil der både være relevante faglige pålæg samt muligheder for at diskutere og udveksle erfaringer på tværs. 10.20: Session 1 – Coachende og faciliterende ledelse - erfaringer fra ældreområdet
I denne session taler vi om, hvordan din ledelsesrolle skifter, når du går fra at være fixer til at være facilitator. Hvad betyder det for dig, når du ikke står med alle svar, og hvordan håndterer du balancen mellem at give frihed og sikre retning? Vi ser på typiske dilemmaer: Hvordan guider du teams, som træffer beslutninger selv? Og hvad gør du, når faglighed og holdninger støder sammen?
11.30 - 12.10: Frokostpause
12.10: Session 2 – Tværfaglig ledelse og balancen mellem kvalitet og selvbestemmelse
Her går vi konkret ind i, hvordan du skaber samarbejde på tværs af faggrupper, samtidig med at du leverer den kvalitet og frihed, som borgerne forventer. Vi taler om helt konkrete cases: Hvordan styrer du, når teams skal lave helhedsorienterede forløb? Hvilke konflikter og dilemmaer opstår, når medarbejderne har forskellige faglige perspektiver, og hvordan kan du som leder gribe ind? Vi sætter spot på ledelse af teams omkring borgere med komplekse behov – og på hvordan du håndterer grænser for selvbestemmelse, særligt ved demensproblematikker.
13.30: Kaffepause
13.45: Session 3 – Ledelse i krydspres - workshop
Her arbejder vi hands-on med det krydspres, du oplever som førstelinjeleder: Krav fra ledelsen, medarbejdernes ønsker og borgernes behov. Du får mulighed for at drøfte egne erfaringer, udveksle løsninger og få inspiration til, hvordan du kan navigere og skabe ledelsesrum, både opad, nedad, til siden og udad.
14.45: Session 4 - Hvad kan myrerne lære os om selvstyrende teams?
Vi runder dagen af med inspiration fra en helt anden verden – nemlig myrernes. De har igennem mange millioner år arbejdet med selvstyrende teams. Tro det eller ej, men måske kan disse flittige små væsner give os input til vores egen hverdagsledelse.
15.15: opsamling - hvilke input tager vi med hjem?
15.25: Afrunding og tak for i dag v/ sektorformand Tanja Nielsen og formand for Lederforeningen Joan Lindskov
FOA dækker billigst offentlig transport ifm. temadagen.
Vil du have en kollega med?
Du må gerne tage en lederkollega med, selv om vedkommende IKKE er FOA-medlem. Prisen for ikke-medlemmer er 100 kr.
Din kollega skal tilmelde sig via hkr001@foa.dk – husk at oplyse navn, mailadresse samt EAN-nummer.