Hvad er forskellen på a-kassen og fagforeningen?

Det er fagforeningen, der forhandler din løn med arbejdsgiveren, og det er også fagforeningen, du skal gå til, hvis du fx får problemer med arbejdsforholdene på din arbejdsplads. Vil du sikres økonomisk, hvis du bliver arbejdsløs efter dine studier, skal du være medlem af a-kassen.

Mere om fagforeningen
Det er FOA, der har aftalt, hvor meget du som minimum skal have i timen, tillæg, pension, overarbejde, så du er sikret en ordentlig løn. Denne aftale kaldes en overenskomst. Kun fagforeninger som FOA, der har aftalt din overenskomst, kan føre din sag i arbejdsretten.

Du kan altid kontakte FOA, hvis du har spørgsmål vedrørende arbejdsforhold, løn, arbejdstid, faglige kurser, problemer på arbejdspladsen eller har brug for at vende en faglig problematik. FOA er ligesom en række øvrige fagforeninger knyttet til dit fag og kender dit fag. FOA er dit faglige netværk – vi er der for dig.

FOA er en del af FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation

Læs mere om FH

Mere om a-kassen
A-kasse står for arbejdsløshedskasse. I FOAs A-kasse udbetaler vi dagpenge til dig, hvis du bliver arbejdsløs, så du ikke skal på kontanthjælp. I modsætning til et almindeligt forsikringsselskab tjener vi ikke penge på at forsikre dig, men skal udelukkende administrere det kontingent, som du indbetaler til os og den statsstøtte, som vi modtager til udbetaling af dagpenge. Statsstøtten kommer fra det arbejdsmarkedsbidrag, som alle med et arbejde betaler af deres løn. Derfor er a-kassen et solidarisk system, hvor man sikre hinanden i tilfælde af arbejdsløshed.

Du kan få udbetalt dagpenge i op til to år hvis du bliver arbejdsløs. Du kan bl.a. optjene ret til at få dagpenge ved at tage en dimittendgivende uddannelse.

Læs mere om at få ret til dagpenge

Hvad skal jeg være medlem af?
Alt efter dine behov kan du vælge at blive medlem af fagforeningen eller a-kasse, men vi opfordrer dig til at melde dig ind i både fagforeningen og a-kassen - så du er bedst sikret.