Velfærdens Talent 100 2026. De fem udvalgte fra FOA SOSUs område

Laura, Alicia, Cecilia, Carolina og Catrine er nogle af velfærdens talenter

For niende år i træk kårer PenSam og FOA Danmarks 100 største unge velfærdstalenter. Fem af dem er fra FOA SOSUs område.

Af: Anne Guldager

Med Velfærdens Talent 100 sætter PenSam og FOA spot på de unge medarbejdere, der hver dag landet over gør en helt særlig indsats for borgerne og for vores fælles velfærd.

De 100 udvalgte talenter, der den 20. maj hyldes ved et arrangement på Christiansborg arbejder bl.a. som social- og sundhedsansatte, heraf kommer de fem fra FOA SOSUs område.

Laura og Alicia

Laura Warming Kristensen er social- og sundhedsassistent på Bostedet Skovgården i Herlev Kommune.

Hun er nomineret af en kollega, der roser hendes høje faglighed, der er præget af engagement, motivation samt en høj af grad af empati og respekt over for beboerne.

Alicia Chanette Lawaetz er social- og sundhedshjælper i Specialteamet i Furesø Kommune.

Hun roses blandt andet for sit relationsarbejde og for sin evne til at bruge sin unge alder (22 år) som en styrke i arbejdet med borgerne.

Cecilia og Carolina

Cecilia Tia Vammen Karas er social- og sundhedsassistent på Ældrecenter Dalvangen i Glostrup Kommune.

Hun beskrives som en holdspiller, der medvirker til at skabe et arbejdsmiljø præget af tillid, faglighed og fælles ansvar.

Også Carolina Louise Hansen er social- og sundhedsassistent på ældrecenter Dalvangen.

Hun beskrives som en medarbejder med stor faglighed inden for demensområdet og roses for sin evne til at skabe rolige og nærværende stunder med beboerne og samtidig jonglere komplekse SSA-opgaver.

Catrine og alle de andre

Catrine Bødker Hansen er social- og sundhedsassistent i Hjemmeplejen VKV i Københavns Kommune.

Hun beskrives som en kollega, der deler generøst ud af sin faglighed, tager ansvar og fungerer som rollemodel i sin funktion som oplæringsvejleder.

Udvælgelsen af de 100 unge er i år sket blandt hele 490 nominerede. Nomineringerne kommer fra hele landet og fordeler sig på tværs af 80 kommuner.

Du kan læse om alle de udvalgte og se nomineringerne i deres fulde længde i magasinet Velfærdens Talent 100.