Både pausen og mødet fungerer bedre, efter at de er blevet skilt ad. Normalt lader gruppeleder daglig leder Vivian Eriksen (stående ved døren) medarbejderne have spisepausen for sig selv. Her har hun gjort en undtagelse for fotografens skyld.
Tirsdag den 01.09.2026
I hjemmeplejen på Hartmannsvej i Gentofte Kommune er frokost og faglige møder blevet skilt ad. Det har været med til at skabe en kultur, hvor en pause faktisk er en pause.
Af: Anne Guldager
En halv time til at spise. Uden møde, triagering eller andre faglige opgaver.
Sådan ser frokostpausen ud i hjemmeplejen på Hartmannsvej i Gentofte Kommune. Her er pausen skrevet direkte ind i medarbejdernes kørelister, og først når den halve time er gået, begynder dagens faglige møde.
Det lyder enkelt. Men sådan har det ikke altid været.
Da daglig leder Vivian Eriksen begyndte for tre og et halvt år siden, flød frokost og møde sammen. Medarbejderne spiste, mens de talte om borgerne.
Det besluttede hun at ændre.
”Medarbejderne var sindssygt glade for det. De siger, at det er dejligt at have et rum, hvor de bare kan hyggesnakke eller være stille,” fortæller Vivian Eriksen.
Erfaringen fra Gentofte står i kontrast til hverdagen for mange social- og sundhedsmedarbejdere. I en spørgeskemaundersøgelse blandt 643 medlemmer af FOA SOSU svarer mere end hver tredje, at de sjældent eller aldrig holder pause. Mange oplever også, at pausen bliver afbrudt, eller at pause og møde flyder sammen.
Mens medarbejderne tog godt imod ændringen, var den tidligere ledelse ikke vild med Vivian Eriksens beslutning.
”De sagde: ’Det kan du ikke bare gøre.’ Men så sagde jeg, at det er noget, medarbejderne har krav på. Det er jo frokost, og vi kan ikke sidde og holde møder samtidig,” fortæller hun.
Året efter kom ny ledelse, der så anderledes på det, og derfor er der i dag pause i alle dag- og aftengrupper i Gentofte Kommune.
Selv om medarbejderne nu både har en halv times pause og et kvarters fagligt møde, bruger de tilsammen ikke mere tid end tidligere. Dengang kunne møderne vare op til 45 minutter, mens medarbejderne spiste.
”Hvis vi holder fokus på de ting, der er vigtige, og på borgerne, så kan vi godt nå igennem mødet på et kvarter,” siger Vivian Eriksen.
Hun oplever også, at møderne er blevet bedre. Når maden er væk, og der ikke klirres med bestik, kan medarbejderne koncentrere sig om det faglige.
I begyndelsen skulle medarbejderne vænne sig til, at frokosten ikke længere var starten på dagens faglige møde.
I dag er det blevet en del af kulturen.
Hvis nogen begynder at gøre klar til mødet, før pausen er slut, kan en kollega finde på at sige:
”Vi har lige fem minutter endnu.”
På den måde er det ikke kun kørelisterne, der beskytter pausen. Medarbejderne hjælper også hinanden med at holde fast i den.
Der er dog én, som ikke er lige så god til at følge opskriften.
Vivian Eriksen holder ofte ikke selv en egentlig pause. Hun spiser, mens hun arbejder, og modsat medarbejdernes pause står hendes ikke i kalenderen.
”Jeg har faktisk ikke rigtig nogen pause i løbet af dagen. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske bare burde gå en tur eller sætte mig udenfor. Men jeg kan altid finde på et eller andet at lave,” siger hun.
Det understreger for hende, hvorfor det er vigtigt at synliggøre og respektere, at en pause er en pause.
”Det er et hårdt fag at arbejde i. Kroppen har brug for at restituere, og hjernen har brug for det. Man skal jo gerne have energi, når man kommer hjem”.