Kandidat til bestyrelsen Charlotte Bartholin

Charlotte Bartholin

Charlotte Bartholin er kandidat til FOA SOSUs bestyrelse.
Her præsenterer hun sig selv.

Jeg hedder Charlotte Bartholin og har siden 2020 været en del af FOA SOSUs bestyrelse som suppleant.

Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent i 1998 og har været ansat i hjemmeplejen siden 2006.

Jeg har valgt at stille op til en ordinær plads i bestyrelsen, fordi jeg brænder for mit fag – og fordi jeg har lyst til at gøre en forskel.

Min tid som suppleant i bestyrelsen har givet mig rigtig meget. Jeg har fået lov til at lytte, lære og få indblik i det arbejde, der bliver gjort for os, vores fag og vores arbejdsforhold.

Vi gør en forskel

Jeg er stolt af at være SOSU.

Det er et fag hvor vi kommer tæt på mennesker. Vi gør en forskel for andre, også på de dage hvor arbejdet er hårdt, og hvor vi måske ikke altid føler, at vores indsats bliver set.

Og netop derfor betyder fagligheden så meget for mig. Vi skal have tid og rammer til at gøre vores arbejde ordentligt og bruge vores faglighed – og vi skal kunne gå hjem fra arbejde med følelsen af, at vi har gjort det, vi kunne.

Vejledere, elever og arbejdsmiljø

Vi skal prioritere ordentlige vilkår for oplæringsvejlederne og dermed for eleverne – vores fremtid.

Men vi skal også tale mere om, hvad arbejdet gør ved os. Det skal ikke være en naturlig del af det at være SOSU, at man bliver slidt ned af sit arbejde. Vi skal kunne holde til at være i vores fag i mange år.

Det kræver ordentlige arbejdsforhold. Det kræver, at vi bliver lyttet til, når vi siger fra. Og det kræver, at arbejdsmiljø ikke bare er noget, man taler om, men noget vi faktisk prioriterer.

Det er noget af det, jeg gerne vil være med til at kæmpe for.

Det er vigtigt at lytte

Jeg stiller ikke op, fordi jeg tror, jeg har alle svarene. Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil lytte, være med til og bruge mine erfaringer fra både arbejdslivet og bestyrelsesarbejdet.

Jeg synes, vi fortjener arbejdspladser, hvor vi både kan være stolte af det, vi laver, og hvor vi kan holde til at udføre det.

Jeg vil gerne bringe jeres stemmer med ind i bestyrelsesarbejdet. For det er vigtigt at lytte til, hvad der rører sig derude.

Det er derfor jeg stiller op. Jeg håber, I vil have tillid til mig og give mig muligheden for at fortsætte arbejdet i bestyrelsen som ordinært bestyrelsesmedlem.

TAK for jeres tid.