Fællestillidsrepræsentanter og bestyrelse i FOA SOSU

FOA SOSUs fællestillidsrepræsentanter og bestyrelse

Hvis sundhedsreformen skal lykkes, skal medarbejderne inddrages

FOA SOSUs fællestillidsrepræsentanter og bestyrelse advarer mod usikkerhed og medarbejderflugt.

Af: Anne Guldager

”Vi bakker op om ambitionerne i sundhedsreformen om det nære sundhedsvæsen, men skal vi i mål, skal vi tage rejsen sammen".

Sådan lyder det i en fælles udtalelse fra FOA SOSUs fællestillidsrepræsentanter og bestyrelse, som den 20.-21. oktober var samlet til seminar, hvor sundhedsreformen og de nye sundhedsråd var på dagsordenen.

Sundhedsrådene – sammensat af politikere fra både kommuner og regioner – får en nøglerolle i at føre reformen ud i livet og skabe et stærkere, mere nært sundhedsvæsen.

I udtalelsen fra fællestillidsrepræsentanterne, der er bragt på fagforeningens sociale medier, bliver det understreget, at det er helt afgørende, at de nye sundhedsråd lytter til de medarbejdere, der hver dag får velfærden til at fungere.

”Sundhedsrådene må ikke blive en overfladisk politisk ramme. Vi forventer at blive løbende inddraget i beslutningerne”, skriver fællestillidsrepræsentanterne.

Frygter at blive glemt i regionen

Et af de konkrete eksempler på den usikkerhed, reformen allerede har skabt, handler om de kommunale rehabiliteringspladser. Som en del af reformen bliver ansvaret flyttet fra kommunerne til regionerne – og det vækker bekymring blandt social- og sundhedspersonalet.

Social- og sundhedshjælpere og -assistenter spiller i dag en central rolle i den kommunale rehabilitering. Men flere frygter, at fremtiden i det regionale sundhedsvæsen er usikker, da efterspørgslen på SOSU-medarbejdere i regionen afhænger af, om der er mangel på sygeplejersker.

”Vores faggruppers erfaring og kompetencer inden for rehabilitering mister ikke relevans, fordi ansvaret for opgaven skifter”, slår udtalelsen fast.

Tryghed og tillid er afgørende

Hvis medarbejderne oplever usikkerhed om deres fremtid, kan det få flere til at søge væk fra faget, advarer fællestillidsrepræsentanterne.

De opfordrer politikerne i sundhedsrådene til at arbejde for en samlet strategi, der skal tiltrække, fastholde og udvikle – ikke afvikle – medarbejdere.

”Lyt til medarbejderne. Hvis ikke I inddrager dem og styrker oplevelsen af tryghed, tillid og anerkendelse, vil usikkerhederne vokse. Og man kan ikke lave store organisatoriske forandringer i et utrygt miljø”, lyder den afsluttende salut.

 


Fakta om sundhedsrådene

Som led i Sundhedsreformen etableres der 17 nye sundhedsråd i regionerne. De skal være drivende i omstillingen af sundhedsvæsenet og styrkelsen af det nære sundhedsvæsen. Sundhedsrådene skal bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådet og de kommuner, som ligger i sundhedsrådets geografiske område.

Læs mere om sundhedsreformen