Almenområdet står fortsat i en dobbeltsituation: På den ene side overenskomster og politiske aftaler, der leverer sporadiske forbedringer, og på den anden side et velfærdssystem, der er under massivt pres – økonomisk, politisk og organisatorisk. Rekrutteringskrisen, høje krav til papirarbejdet, styring og måling frem for faglighed samt presset på arbejdsliv og stigende pensionsalder sætter rammen for de kommende år. Det drastiske fald i antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen er et tydeligt tegn på, at kommende årgange ikke vil acceptere dårlige løn- og arbejdsvilkår. Hvis rekrutteringskrisen skal løses, er reelle lønløft – i kroner – en del af løsningen.
Samtidig ser vi, at styringen af det pædagogiske felt, både økonomisk og fagligt, fortsat fjernes fra dem, der står med opgaven: Pædagogisk personale, ledere og kollegaer i hverdagen. Minimumsnormeringer har tilført midler til dagtilbud, men mange andre dele af almenområdet har måttet se til fra sidelinjen. Kampen for velfærd, faglighed og ordentlige vilkår vil fortsætte – og den forudsætter, at vi styrker vores fællesskab og organisering.
Derfor samler vi fremtidigt arbejde for 2026-2028 i tre gensidigt afhængige spor:
Kampen for fagligheden - rum til nærvær, fordybelse og pædagogik
Kampen for kollegaen - arbejdsvilkår i den nære hverdag
Kampen for fællesskabet - på arbejdspladsen og i samfundet
1. Kampen for fagligheden - rum til nærvær, fordybelse og pædagogik
Det pædagogiske råderum er blevet mindre. Styring, dokumentation, koncepter og målinger trænger sig fortsat på i hverdagens arbejde med børn og unge, og alt for ofte bliver fagligheden reduceret til det, der kan tælles og kontrolleres. Ledere og medarbejdere oplever i stigende grad, at de mister definitionsmagten over det, de brænder for: Pædagogikken og de børn og unge, de er sammen med hver dag.
Samtidig mangler der pædagogisk udannet personale, og rekrutteringskrisen rammer almenområdet særligt hårdt. Det ændrer ikke på, at vores fag er fundamentalt vigtigt for samfund, individ og økonomi. Uden os, i samfundets grundfjeld, ville der ikke være den velfærd og tryghed, som vi kender i dag. Vores fag er et fag, som mange elsker højt, som aldrig er kedeligt, og som giver rigtigt mange gode oplevelser i arbejdslivet.
Vores kamp for faget handler om at sætte lys på alt det i faget, som vi vil bevare og udvikle. De ting, der fik os ind i faget, og som får os til at blive. Det vi vil videregive til uerfarne pædagogmedhjælpere, elever og studerende, så de også oplever glæden og succeserne. Det gælder generelt, når kollegaen er ny, hvor kollegaernes erfaringsdeling og sidemandsoplæring spiller en stor rolle. Den erfarne pædagogmedhjælper spiller i højere og højre grad en afgørende rolle i hverdagen og deres bidrag skal anerkendes mere, og de skal også have del i den nødvendige opkvalificering af området. Studiesteder og arbejdspladser er de steder, hvor de vigtigste processer sker, og samarbejdet med bl.a. PLS og andre parter på uddannelsesområdet skal fastholdes og udvikles. En generel uddannelsesdagsorden skal fortsat være et mål for LFS. Skal det lykkedes at inkludere flere børn på almenområdet, koster det ressourcer. Det har Danmark rigeligt af, og vi kan og bør opnormere med mere pædagogisk personale.
Det gælder både dagtilbud, skoler og de mindre pædagogiske felter, som fx pædagogisk bemandede legepladser og støttepædagoger, der ofte kan være usynlige i de store dagsordener, men som er afgørende for mange børn og familier. Pædagogisk kvalitet forudsætter tid, rum til nærvær, fordybelse og pædagogik
Derfor skal almenbestyrelsen arbejde for og engagere sig i:
2. Kampen for kollegaen – arbejdsvilkårene i den nære hverdag
Arbejdsvilkårene på almenområdet er præget af højt tempo, mange opgaver, begrænsede ressourcer og stigende forventninger både fra system, forældre og samfund. For mange kollegaer er det en kamp at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, og udsigten til et langt arbejdsliv med stigende pensionsalder virker uoverskuelig og fremmedgørende.
Kampen for arbejdsvilkår er også kampen om finansiering af den kommunale velfærd. Økonomiaftalerne har ikke i tilstrækkelig grad løst problemerne, og den stramme styring af økonomien sætter sig direkte i styringen af pædagogikken. Samtidig er det blevet vanskeligere at fastholde kollegaer på arbejdspladserne og i faget generelt, hvilket påvirker både kvalitet og arbejdsglæde. Det kan kalde på en større debat om prioriteringer af arbejdskraft, og om hvad danskerne rent faktisk beskæftiger sig med. Det kalder også på arbejdet med boligpolitik, hvis kollegaerne skal have råd til at bo i hovedstadsområdet og dermed også arbejde der.
Anerkendelse af arbejdsindsatsen handler både om løn, arbejdsvilkår, tid til kerneopgaven og respekt for fagligheden. Kronestigninger frem for procentstigninger er afgørende i overenskomsterne, hvis de, der har mindst, skal løftes reelt. Der er dertil nødt til at være forskel på medlemmer og ikke- medlemmer, hvad angår fordele af overenskomsternes resultater.
Vi skal fastholde kritikken af de nuværende rammer, samtidig med at vi arbejder for det bedst mulige inden for de eksisterende aftaler. Det er nødvendigt med bredt samarbejde med andre faglige organisationer, græsrodsbevægelser og andre allierede for at skabe den nødvendige styrke bag kravene om bedre vilkår.
3. Kampen for fællesskabet – på arbejdspladsen og i samfundet
Fagforeningens styrke bygger på, at vi er mange. Uden et stærkt fællesskab og en aktiv medlemsbase, bliver det vanskeligt at skabe forandringer i arbejdsliv og samfund. Organisering, medlemsdemokrati og aktivisme er derfor centrale elementer i almenområdets fremtidige arbejde.
Almenbestyrelsen har igennem en del år gjort sig gode erfaringer med at give økonomisk tilskud til arbejdspladsklubmøder. Det har styrket det sociale og faglige fællesskab på arbejdspladserne og tydeliggjort, at LFS først og fremmest består af medlemmerne ude på arbejdspladsen og ikke kun er et hus på Østerbro. Arbejdspladsklubber er vejen frem, hvis LFS skal være synlig og stå stærkt i kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår. Organiseringshåndværk trænger til at komme længere frem i bussen, så organisering bliver et middel til forandringer på den enkelte arbejdsplads og ikke blot for, at bevægelsen overlever.
Organisering har mange facetter. Foreningen og bevægelsen er både social og faglig, og begge dele er nødvendige for, at bevægelsen lever. Vi skal fortsat have en lav dørtærskel til deltagelse, så flere kan engagere sig på den måde, der giver mening for dem. Hvad enten det er gennem tillidshverv, netværk, kampagner eller konkrete aktiviteter.
Aktivisme er en vigtig del af dette spor. Med kreative og meningsfulde tiltag; alt fra medlemsmøder, paneldebatter, podcast og læserbreve til synlige aktioner og kampagner kan vi skabe opbakning fra både medlemmer og den brede befolkning til fælles handling for ligeløn, bedre vilkår og pædagogikkens værdi. Det handler om at gøre det tydeligt, hvad vores fag betyder for børn, unge og samfundets udvikling, og om at skabe medvind til pædagogisk personale.