Majbritt Kronbøl er del af forretningsudvalget i LFS og bestrider posten som kasserer. Hun genopstiller.
Hvilke mål ønsker du at opnå med din post i forretningsudvalget i LFS? Jeg ønsker at være med til at sikre, at LFS også i fremtiden er en stærk, synlig og nærværende fagforening. Det er vigtigt for mig, at vi fortsat kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår, større lighed og et arbejdsliv, som man kan holde til gennem hele livet. Jeg brænder for, at de faggrupper, LFS repræsenterer, får den anerkendelse og respekt, de fortjener for deres store betydning for vores velfærdssamfund. Deres arbejde gør en forskel hver dag og fortjener både synlighed, anerkendelse og ordentlige vilkår. Som kasserer vil jeg samtidig være med til at sikre, at LFS har en sund og bæredygtig økonomi, som understøtter de politiske mål og det fremtidige arbejde, som medlemmerne og repræsentantskabet har sat retningen for. Har du en særlig mærkesag? Den kommunale dagpleje ligger mit hjerte meget nært. Dagplejen er mange steder i landet under pres og risikerer at forsvinde, og derfor vil jeg fortsat lægge kræfter i at sikre, at denne vigtige pasningsform består og udvikles. Det er ligeledes mærkesager for mig, at vi har krav på et retfærdigt arbejdsliv, hvor ligeløn, ligeværd og ordentlige arbejdsvilkår er en selvfølge og ikke noget, vi hele tiden skal kæmpe for, og at de økonomiske ressourcer i kommunerne fordeles efter behov, så der skabes den bedst mulige velfærd.
Hvad kan netop du særligt bidrage med? Jeg kan bidrage med både erfaring og engagement. Jeg kender LFS indefra og ved, at det er vigtigt at lytte til medlemmerne, skabe gode relationer og omsætte idéer til handling. Medlemmerne skal opleve, at LFS er deres fagforening. Jeg tror på demokrati, åbenhed og inddragelse. Beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag. Samtidig er jeg ikke bange for at tage ansvar og træffe beslutninger, når det er nødvendigt. Har du overvejelser om, hvordan du vil bruge/samarbejde med hovedbestyrelsen?
Jeg har siddet i hovedbestyrelsen gennem 18 år på forskellige poster, og ved derfor, at åbenhed og dialog er vigtigt for et godt samarbejde. Jo bedre oplyst man er, jo større er chancen for, at man tager gode og rigtige beslutninger. Har du overvejelser om LFS’ rolle i forhold til resten af FOA? Jeg synes, at vi gennem de seneste fire år er kommet tættere på FOA, hvilket jeg ser som en styrke. Vi skal fortsat være en selvstændig fagforening, men med et tæt samarbejde ind i FOA. Hvem er Majbritt - helt personligt? Jeg er gift med Kim, har to voksne børn og et barnebarn. Familien er mit faste holdepunkt, og jeg nyder at tilbringe tid med dem, ligesom gode stunder med venner og rejser giver mig energi. Vi bor på Frederiksberg, men vores kolonihave i Herlev danner rammen for os det meste af sommeren. For mig handler livet om fællesskab, nærvær og gode relationer, både privat og fagligt.
Jeg var kommunal dagplejer på Frederiksberg i 28 år. Her skabte jeg gennem trygge rammer, udvikling, leg og læring for 0-2-årige i en lille børnegruppe, hvor nærvær, omsorg og tætte relationer var i fokus.