Claus Reffstrup er del af forretningsudvalget i LFS. Han genopstiller.
Hvilke mål ønsker du at opnå med din post i forretningsudvalget i LFS?
Jeg vil gerne være med til at tage fat på nogle af de store opgaver, vi står overfor. Jeg brænder for mit arbejde i LFS og for at skabe bedre vilkår for vores medlemmer.
Specialområdet er vigtigt for mig, fordi alt for mange borgere og medarbejdere betaler prisen, når økonomien presses for hårdt. Der er brug for et langt stærkere politisk fokus på ordentlige arbejdsvilkår, faglighed og kvalitet i tilbuddene. Og så skal vi sætte en klar grænse: Der skal ikke kunne tjenes profit på velfærd. Pengene på specialområdet skal bruges på mennesker – på bedre støtte, flere faglige ressourcer og ordentlige vilkår for medarbejderne. De skal ikke ende som overskud hos private ejere og investorer. Samtidig har vi en helt reel boligproblematik. Mange af vores medlemmer har ganske enkelt ikke råd til at bo i København, og det er ikke bare et privat problem for den enkelte – det hænger direkte sammen med vores rekrutteringsudfordringer. Hvis politikerne vil have dygtige pædagogiske medarbejdere i byen, bliver de også nødt til at forholde sig til, om medarbejderne faktisk har råd til at bo her. Og så har vi et arbejdsmiljøpolitisk hængeparti, som jeg gerne vil være med til at få meget mere fokus på. Vi er en fagforening med et stort flertal af kvinder, men kvinders udfordringer i forbindelse med overgangsalderen er næsten usynlige i arbejdsmiljødebatten. Det skal vi have sat på dagsordenen og omsat til konkrete arbejdsmiljøindsatser på arbejdspladserne.
Har du en særlig mærkesag?
Ja. En af mine vigtigste mærkesager er at sikre ordentlig faglig og juridisk bistand til medlemmer, der bliver uberettiget beskyldt for vold, overgreb, krænkelser eller andre alvorlige forhold i forbindelse med deres arbejde. I denne type sager kan konsekvenserne for medlemmet være meget store, og derfor er det afgørende, at sagen bliver ordentligt belyst, og at der ikke skrides til bortvisning eller afskedigelse på et utilstrækkeligt grundlag. Jeg har arbejdet med den type sager i 33 år, og medlemmerne har brug for en fagforening, der går grundigt ind i sagen og holder fast i, at også den ansatte har krav på en fair og ordentlig behandling.
Det er et område, jeg fortsat vil prioritere højt.
Hvad kan netop du særligt bidrage med?
Jeg bliver ofte kaldt vagthund, og det tager jeg gerne på mig. Jeg er vedholdende og når medlemmerne bliver behandlet urimeligt, eller når deres rettigheder bliver udfordret, mener jeg, at LFS skal stå fast og tage kampen. Jeg har været en del af den pædagogiske fagbevægelse i mere end 30 år og har et meget stort kendskab til vores overenskomster, aftaler og fagpolitiske historie. Jeg ved, hvad der er blevet kæmpet for gennem årene, hvorfor aftalerne ser ud, som de gør, og hvor vigtigt det er, at vi ikke giver køb på rettigheder, som medlemmer før os har været med til at sikre. Jeg bidrager med erfaring, hukommelse og en stærk retfærdighedssans. Men også med viljen til at handle. Jeg har ikke noget imod at være besværlig, hvis det er det, der skal til for at sikre medlemmerne en ordentlig behandling. For mig er fagforeningsarbejde ikke noget, der først og fremmest foregår på møder og i papirer. Det skal gøre en konkret forskel for medlemmerne, når de har brug for os.
Har du overvejelser om, hvordan du vil bruge/samarbejde med hovedbestyrelsen?
Jeg synes faktisk, at der er sket noget rigtig godt med hovedbestyrelsen gennem de seneste repræsentantskabsperioder. HB er blevet et langt mere levende og demokratisk organ, hvor der bliver diskuteret, stillet spørgsmål og bragt forskellige perspektiver ind. Det er vigtigt for mig. En fagforening bliver stærkere af reel debat – ikke af, at alle nødvendigvis mener det samme. Den udvikling vil jeg gerne være med til at fastholde og bygge videre på.
Har du overvejelser om LFS’ rolle i forhold til resten af FOA?
FOA er en stor organisation, og det kan tage tid at flytte den. Men vi er kommet tættere på gennem de senere år, og der bliver lyttet mere til LFS. Det skal vi udnytte langt mere aktivt. LFS skal blive ved med at bringe de dagsordener ind i FOA, som udspringer af vores medlemmers hverdag. Når vi kan se et problem hos os, skal vi ikke nøjes med at arbejde med det lokalt, hvis det også gælder medlemmer andre steder i landet. Så skal vi presse på for, at FOA løfter det som en fælles fagpolitisk dagsorden. Det gælder blandt andet de arbejdsmiljøproblematikker, jeg allerede har nævnt.
Jeg vil også arbejde for et mere differentieret kontingent. De lavestlønnede skal ikke være dem, der har sværest ved at få råd til at være medlem af en fagforening. Hvis vi vil have en stærk fagbevægelse, skal medlemskabet også være økonomisk tilgængeligt for dem, der har mindst at gøre godt med.
LFS skal være en tydelig stemme i FOA. Vi skal ikke holde os tilbage, når vi har viden, erfaringer og politiske dagsordener, som kan forbedre vilkårene for medlemmerne – heller ikke når det kræver, at vi bliver ved med at skubbe på.
Hvem er Claus - helt personligt?
Jeg er gift med Nina og far til tre, Benjamin på 31, som er pædagog, William på 26, som er multihandicappet, og Rosa på 23, som læser kommunikation. Jeg arbejder nok mere, end de fleste vil mene er fornuftigt, så der er ikke blevet så meget plads til traditionelle fritidsinteresser. Til gengæld tilbringer jeg meget tid med familien i vores sommerhus i Sverige – selv om LFS som regel også kommer med derop i form af telefonopkald og mails.
1988 – 1994: Pædagogmedhjælper på specialskole/fritidshjem og 0-14 år institution 1990: Tillidsrepræsentant 1992: Fællestillidsrepræsentant 1994 – 2006: Faglig sekretær i Pædagogisk Medhjælper Forbund 2006 – Valgt som medlem af forretningsudvalget i LFS