Mandag den 19.10.2026
De delegerede til repræsentantskabsmødet i november skal vælge mellem (mindst) to næstformandskandidater.
Den daglige ledelse af LFS, forretningsudvalget, har haft en tom stol, siden Jan Hoby trak sig fra posten som næstformand i sommeren 2025.
Når Repræsentantskabet, som er foreningens højeste myndighed, træder sammen fredag den 20. og lørdag den 21. november, skal der derfor vælges en ny næstkommanderende for LFS.
Der er allerede to kandidater på banen. Det er Emil Solvind, som er fællestillidsrepræsentant for LFS’ medlemmer på almenområdet på Frederiksberg, og Martin Kragballe Rasmussen, som er formand for almenområdets medlemmer.
Men der kan sagens komme flere kandidater til, lige som der kan være kandidater til en af de øvrige fire pladser i forretningsudvalget.
Man kan nemlig stille op til både forretningsudvalget og de seks pladser i hovedbestyrelsen, der skal besættes på repræsentantskabsmødet, indtil tre timer efter, at repræsentantskabet har stemt om forkvindens mundtlige beretning. Dette kommer til at ske fredag den 20. om formiddagen. Selve valgene finder sted om lørdagen.
Alle medlemmer af LFS er velkomne til at overvære repræsentantskabsmødet, som i år foregår på Best Western Malmö Arena Hotel i Malmø.
Det er til gengæld for sent at blive valgt som delegeret til repræsentantskabsmødet. Det foregik på områdernes generalforsamlinger i september.
Se de kandidater, der har meldt deres kandidatur til forretningsudvalget
Følg med i vores nyheder om OK26