Pædagogfaget er rykket længere ind på Vesterbro Ny Skole

Af: Amalie Kønigsfeldt

Det er formiddag på Vesterbro, og i fritidshjemmets musikstudie er en pædagogisk assistent i gang med at indspille en sang sammen halvdelen af en 1. klasse. Den anden halvdel af klassen er i gang med at planlægge deres kommende projekt ”Barndommens gade” sammen med KKFO-pædagogen Julie Christensen.

1. klassens sædvanlige lærer underviser samtidig en lille gruppe børn i det specialpædagogiske tilbud Rumraketten, hvor børn med særlige behov bliver undervist i to timer midt på dagen, så de bedre kan rumme at være i deres almindelige klasser resten af skoledagen.

”Den måde, vi pædagoger bliver brugt på nu, er en helt anden, end da man begyndte at ansætte pædagoger på skolerne efter skolereformen. Der er sket en modning,” siger Tanja Bervald, der har arbejdet med inklusionspædagogik i skolen i 20 år.

Fra at være en fagminoritet, der har måttet kæmpe for ligeværdig inddragelse, oplever hun nu, at skolen i højere grad har fået øje på den pædagogiske faglighed og er blevet bedre til at sætte den i spil i løbet af skoledagen.

På Vesterbro Ny Skole, hvor Tanja Bervald har været ansat i 10 år, er modningen gået ekstra stærkt. For her har man indgået i et stort anlagt projekt med skoleforsker Louise Klinge, som agter at skabe ”En god skole for alle”, som projektet hedder.

En god skole for alle

Helt centralt i Louise Klinges projekt står relationskompetence og projektbaseret læring, som al pædagogisk personale bliver efteruddannet i. Og det er arbejdsformer, som pædagogerne har et særdeles godt forhåndskendskab til, fortæller Tanja Bervald.

“I en relationskompetent praksis er det afgørende at kunne være spontan, fordi der sker et samspil med barnet, og hvad er en relation uden et samspil? Der er pædagogerne utroligt kompetente, fordi vi er vant til at arbejde med det fokus og har dyrket den fagkultur altid,” siger hun og tilføjer, at det for nogle lærere kan være sværere, fordi lærerne i højere grad er vant til at arbejde med planer, som kan være sværere at rykke ved.

”I praksis har det betydet, at pædagogernes faglige perspektiv er direkte repræsenteret igennem Louise Klinge. Det, vi står for som pædagoger, bliver nu fremhævet og tilføjet i skolen som en værdi,” siger Tanja Bervald, der dermed også ser det som et opgør med tidlige tiders tendens til at bruge skolepædagogerne som en slags assistenter, hvis rolle det var at sikre, at børnene ikke forstyrrede undervisningen.

Projektbaseret læring

Som led i Louise Klinges projekt har man på Vesterbro Ny Skole to forløb af seks ugers varighed per skoleår, der bygger på projektbaseret læring.

Forløbene er bygget op omkring børnenes ideer, og der skal altid komme en form for produkt ud af projektarbejdet. Dermed lægger arbejdsformen sig tæt op ad værkstedspædagogikken, og den er ny for mange lærere. Nogle synes, det er svært, fortæller Tanja Bervald.

“Jeg synes, at der er kommet et nyt syn på, hvilke kompetencer der er brug for, for at kunne skabe de tilbud, som projektet gerne vil fremme, blandt andet den projektbaserede læring. Her har vi nogle rigtig dygtige værkstedspædagoger fra KKFO’en, der har fuldstændig styr på de forskellige processer og strukturering af forløbet,” siger Tanja Bervald.

En af dem er Julie Christensen fra skolens ene fritidshjem Bryggergården. Hun er særdeles vant til at arbejde projektorienteret - som nu med projektet ’Barndommens gade’.

”Værkstedspædagogikken er jo vores hjemmebane, og vi arbejder meget projektorienteret i Bryggergården. Også med vores egne projekter. Det, vi gør med, at børn lærer gennem hænderne, er noget af det, Louise Klinge gerne vil have ind i skolen,” siger Julie Christensen, der hilser den udvikling velkommen.

Hun synes, at den projektbaserede tilgang er vigtig, fordi der er en pædagogisk værdi i, at nogle af de børn, som måske ikke ’shiner’ i den almindelige skoleform, kan blomstre gennem kreative aktiviteter i et værksted og vise andre sider af sig selv.

Hun synes dog, at det er vigtigt at holde fast i fritidshjemmets identitet.

”Vi er fritidshjem, de er skole. Vi skal huske på, at vi ikke har heldagsskole. Børnene skal også føle, at de får fri, år de kommer over til os om eftermiddagen,” siger hun.

Ikke helt i mål

Louise Klinges projekt er estimeret til at vare i fem år, men det kommer til at tage lang tid at komme helt i mål, mener Tanja Bervald.

"Vi har været i gang i tre år nu, og vi er ikke færdige om fem år. Og det er jo fordi, det ikke bare er kompetencer, der skal udvikles. Det er jo en kultur. Skolen er en gammel maskine,” siger hun.

Blandt andet arbejder de stadig på at udvikle et fælles sprog på tværs af fagligheder, og så er der en lavpraktisk udfordring, når det kommer til planlægningen af projekter, som vanskeliggør det gode samarbejde lærerne og pædagogerne imellem:

”Der er en udfordring med, hvordan pædagogernes tid er organiseret, som gør det svært for dem at deltage i planlægningsmøder, fordi de skal følge med børnene over i fritidshjemmet. Den er vi ikke nået i mål med endnu, men ledelsen er opmærksom på det,” siger hun.