Mandag den 02.03.2026
På Instagram deler Matilde Trobeck ærligt ud af sig selv, og den tilgang havde hun også i de syv år, hun arbejdede som skolepædagog. ”Jeg vil gerne være relaterbar,” siger Matilde Trobeck, der synes, at det bedste ved at være pædagog er at se et barn blomstre op, når det føler sig set.
Af: Amalie Kønigsfeldt
Matilde Trobeck kommer fra et rigtigt pædagoghjem. Når hun kom hjem om eftermiddagen, var det tit noget med at drikke te og tale om følelser rundt om bordet sammen med resten af familien, fortæller hun med et smil.
Så da hun som teenager skulle tage stilling til, hvad hun ville uddanne sig som, skulle det i hvert fald ikke være pædagog.
”Det var mit teenageoprør,” siger hun.
Men hun vidste, at hun ville arbejde med mennesker, og helst børn, så i sidste ende faldt valget alligevel på faget.
”Og så startede jeg på pædagoguddannelsen,” siger Matilde Trobeck, der i dag er influent med 127.000 følgere på Instagram og forfatter til to bøger.
Pædagogen er barnets advokat
”Jeg syntes, uddannelsen var fed. Jeg kan huske, at i en af de første timer sagde underviseren, at vi skulle være barnets advokat. Det kunne jeg godt lide, og det tog jeg med mig,” siger hun.
Som 23-årig og nyuddannet fik Matilde Trobeck arbejde på en folkeskole i Holte, hvor hun endte med at arbejde i syv år.
”Det var verdens fedeste job. Måske ikke lige lønnen, men dét, at man kunne gøre en forskel for de børn, var fedt, og jeg havde det bedste samarbejde med lærerne,” siger hun.
Hun var pædagog i indskolingen og var både med i timerne og i fritidsordningen.
”Jeg kunne godt lide at være pædagog på en skole, fordi jeg både var sammen med børnene i skoletiden og i SFO-tiden, så når forældrene kom og hentede, kunne jeg tale om hele dagen. Det gjorde også, at jeg kunne se børnenes styrker og svagheder begge steder og være bindeled mellem skole og forældre,” siger hun.
Bruger sig selv
Som pædagog brugte Matilde Trobeck sig selv meget i samspillet med børnene, fortæller hun.
”For eksempel fortalte jeg om, at jeg var meget genert som barn og godt kunne huske, hvordan det var, når jeg blev rød i hovedet, hvis et barn oplevede noget tilsvarende. Jeg gik meget op i at være i øjenhøjde med børnene,” siger hun.
Hendes måde at opnå det på, var ved altid at bestræbe sig på at være autentisk, ligesom hun i øvrigt bestræber sig på at være på sin Instagram-profil.
”Børn må godt se, når jeg er vred eller irriteret, sådan har jeg altid haft det. Og så giver jeg gerne en undskyldning bagefter, hvis jeg har været urimelig. Den tilgang har jeg taget med mig i forhold til mine egne børn og i forhold til min Instagram. Jeg vil gerne være det modsatte af et glansbillede, jeg vil gerne være relaterbar,” siger hun og slår fast:
”Jeg er ikke bange for at bruge mig selv og dele ud af, at jeg også har haft udfordringer eller synes, noget er svært – hverken som pædagog eller influent”
Blødt punkt for de vilde drenge
Som pædagog havde Matilde Trobeck især et svagt punkt for de børn, der havde brug for lidt ekstra støtte. For eksempel de lidt vilde drenge, som måske ikke var helt skoleparate.
”Jeg valgte tit at møde dem i det og lade dem spille lidt ekstra bold, inden de skulle ind og lave matematik,” siger Matilde Trobeck, der på den måde agerede en slags børnenes forsvarsadvokat.
For ordene fra første dag på pædagoguddannelsen genlød stadig i hende, og de forpligtede.
”Jeg har også taget på mig at være børnenes advokat over for deres forældre og har taget nogle lidt svære samtaler og sagt: ’Jeg synes, I har for travlt. Jeg synes, I skal tage en hel dag fri og være sammen med jeres barn’,” fortæller hun.
Sideløbende med arbejdet som pædagog bloggede Matilde Trobeck flittigt under aliasset Helse Matilde, udgav en kogebog og fik mere og mere travlt med dét, der nu er blevet hendes arbejde.
Så efter syv år på skolen sagde hun op for at hellige sig sin nuværende beskæftigelse som influent og forfatter.
Savner mandag morgen
Når Matilde Trobeck i dag tænker tilbage på, hvad hun savner mest ved arbejdet som pædagog, er det intet mindre end mandag morgen.
”Jeg savner at komme ind på skolegangen mandag morgen og blive løbet i møde af børn, der har savnet en i weekenden. Jeg savner hverdagen og rutinerne, at spille bold og grine sammen med børn, jeg har kendt siden 0. klasse og være en del af deres liv. Man lærer dem ret godt at kende,” siger Matilde Trobeck, der stadig har kontakt til flere af sine gamle elever.
”Det man giver, får man tilbage. Det savner jeg. Børnene kan lide en for den, man er, ikke for hvor flotte tal, man har, eller hvor meget man har solgt for en virksomhed,” siger hun med henvisning til sin nuværende branches fokus på tal.
For i sidste ende er det det relationelle, der driver hende:
”Den der direkte kontakt med et andet menneske, som man hjælper på vej, og dét at se et barn blomstre op, når det føler sig set, er det bedste ved at være pædagog,” siger Matilde Trobeck.
I dag bruger hun sin baggrund som pædagog i sin måde at kommunikere på og i sin rolle som mor, men på sigt forestiller hun sig, at hun igen kommer til at bruge sin pædagogfaglighed mere direkte.
”Jeg kunne helt klart godt forestille mig at vende tilbage til faget og være i en indskoling igen,” slutter hun.