Det var meget voldsomt, og vi tænkte først og fremmest på at få børnene i sikkerhed, fortæller Helle Thueson Larsen. Hun var en af de medarbejdere, der var i nærkontakt med den mand, der trængte ind i Flora og truede med en kniv.
Onsdag den 27.05.2026
Flere medarbejdere blev truet på livet, da mand med kniv trængte ind i Børnehuset Flora på Østerbro.
Af: Anna Louise Stevnhøj
Klokken nærmede sig ni om formiddagen den 30. april, og Helle Thueson Larsen var på vej efter stuens madvogn med formiddagsmad til de mindste. Der var fødselsdag på stuen, så det barn, hun plejede at have ved hånden, var blevet på stuen.
”Heldigvis. For da jeg kommer ind på fællesområdet, er der kaos. En mand med en kniv løber rundt og råber, at der er nogen efter ham, og at politiet skal komme. Han virker helt forstyrret og meget truende,” siger Helle Thueson Larsen, der også registrerer, at en kollega står og spærrer en dør ind til en stue med sin krop.
Brugte sin psykiatri-fortid
Helle Thueson Larsen har en fortid som social- og sundhedsassistent i psykiatrien.
”Jeg troede egentlig, jeg havde glemt alt fra de sikkerhedskurser, jeg fik i psykiatrien, men noget har nok alligevel sat sig fast. Jeg brugte i hvert fald det kropssprog og tonefald, som jeg har lært, og fik ham overtalt til at lægge kniven fra sig.”
Manden gik derefter ud, men før Helle Thueson Larsen og de øvrige kollegaer kunne nå at låse døren, var han inde igen og ville have kniven tilbage.
”Han gik rundt og råbte og truede, og det var meget voldsomt. Men så kom politiet heldigvis,” fortæller Helle Thueson Larsen, der sammen med de øvrige medarbejdere blev samlet på personalestuen, så snart der var ankommet kompetencepædagoger, der kunne være sammen med børnene.
Sprang via et tag
Her fandt hun ud af, at manden var kommet ind i institutionen ved at springe ud ad et vindue på anden sal i nabobygningen, som huser et herberg for unge hjemløse. Han landede på et tag og sprang derefter ned på Floras legeplads og gik videre ind institutionen, hvor en medarbejder straks forsøgte at føre ham væk fra områder med børn og ind i fællesområdet.
Manden snuppede herefter en skarp frugtkniv fra en madvogn og fægtede vildt med den og truede køkkendamen og flere andre medarbejdere med, at han ville slå dem ihjel.
Medarbejderne forsøgte først og fremmest at få alle børnene væk og at få spærret adgangen til stuerne.
Brugte rutiner fra brandøvelser
Pædagogisk leder Helle Christoffersen var en af de medarbejdere, der var til stede, og hun er også en af de tre, som manden efterfølgende er blevet tiltalt for at true på livet.
”Jeg er meget imponeret af alle medarbejderne, for de reagerede fuldstændig, som vi har øvet i forbindelse med blandt andet brandøvelser. Ingen gik i panik, og alle arbejdede sammen om først og fremmest at få børnene i sikkerhed og undgå, at de blev vidne til noget skræmmende,” fortæller Helle Christoffersen.
Det lykkedes da også at skærme samtlige børn, og ikke engang de forældre, der var til stede i institutionen, opdagede noget, før de så, at der holdt politibiler ud for adressen.
Krisehjælp døgnet rundt
Klyngeleder June Moser Kampmark ankom i løb til Flora få minutter efter de voldsomme begivenheder, og der kom hurtigt kompetencepædagoger, som kunne overtage stuerne, så Floras medarbejdere mødtes med en krisepsykolog.
Helle Thueson Larsen fortæller, at det første møde med krisepsykologen mest gik ud på at få talt om, hvad der egentlig var sket. Hvordan var manden kommet ind, hvad havde han sagt, hvem var blevet truet og så videre. Medarbejderne fik også information om almindelige reaktioner, og de fik at vide, at der var krisehjælp til rådighed 24-7, og så blev der aftalte endnu et møde to dage senere.
”På det andet møde var vi lidt mere rolige, og det var, som om vi bedre kunne huske detaljerne,” siger Helle Thueson Larsen.
Tredje møde fandt sted en uge senere, og medarbejderne har fortsat adgang til den krisehjælp, de oplever at have brug for.
Skræmmende eftertanker
Der var seks medarbejdere i Flora, der var direkte involveret i hændelsen, og et par stykker har været så berørte af situationen, at det har medført sygefravær. Men pædagogisk leder Helle Christoffersen understreger, at situationen også har været svær for de kollegaer, der ikke blev direkte konfronteret med manden.
”Det kan være lige så skræmmende at få at vide, at det er sket på ens arbejdsplads og for ens kollegaer. Jeg tror, vi alle sammen har haft mange tanker om især børnene – at det ville have været helt forfærdeligt, hvis vi ikke havde kunnet skærme børnene fra situationen,” siger Helle Christoffersen, der kun har ros til overs over for kommunens kriseberedskab.
Det samme har Helle Thueson Larsen, som også er tillidsrepræsentant.
”Hjælpen var helt perfekt fra både politi, kompetencepædagoger og krisepsykologer. Vi har ikke følt os overladt til os selv overhovedet,” siger Helle Thueson Larsen.
Forældreinformation gjorde lidt ondt
Helle Thueson Larsen har dog sammen med nogle af kollegerne undret sig over den information, som blev udsendt fra Københavns Kommune til forældrene efter hændelsen.
”Vi blev kede af det, for vi oplevede, at situationen blev dysset ned, og at det blev fremstillet som om der bare var tale om en forvirret mand, og at der aldrig rigtig var nogen risiko,” siger Helle Thueson Larsen.
Klyngeleder June Moser Kampmark har fuld forståelse for, hvis medarbejderne ikke helt kan spejle sig i den forældreinformation, der er blevet givet.
”Det er jo information til forældrene, hvor vi heldigvis har kunnet skrive, at der ikke har været risiko for deres børn, og børnene ikke har oplevet noget skræmmende. Og det er jo personalets fortjeneste, at vi har kunnet skrive sådan. Så det er klart, der er et helt andet perspektiv for medarbejderne. Hvis de ikke havde tacklet situationen godt, som de gjorde, havde situationen måske været en anden. Jeg underkender ikke et sekund, at det har været meget voldsomt for de involverede, og jeg har kæmpestor respekt for deres indsats,” siger June Moser Kampmark.
De burde have en medalje
Det samme siger pædagogisk leder Helle Christoffersen, der lige som tillidsrepræsentanten giver politiets og kommunens kriseberedskab topkarakter.
”Der har været virkelig god krisehjælp. Og medarbejdergruppen fortjener faktisk en medalje. De satte alt ind på at beskytte børnene og lagde sig selv imellem,” siger Helle Christoffersen.
Der venter den 21-årige mand et retsligt efterspil, idet han er sigtet for at true tre af de pædagogiske medarbejdere på livet.
Men Flora skal også have besøg af Københavns Kommunes sikkerhedsteam, som skal vurdere, om der bør gøres noget ved sikkerheden, og så skal klyngeleder June Moser Kampmark og pædagogisk leder Helle Christoffersen til møde med nabobygningen, herberget, hvorfra den unge mand sprang ud ad vinduet og ned på legepladsen for at drøfte, hvordan noget lignende kan undgås i fremtiden.
Følg med i vores nyheder om OK26