Onsdag den 20.05.2026
Pædagoger i institution med internationale familier bruger ekstra tid på at forklare dansk pædagogik, men får ingen ekstra ressourcer.
Af: Agnete Solvej Christiansen
I en københavnsk daginstitution bruger de pædagogiske medarbejdere hver dag ekstra tid på at forklare, oversætte og skabe tryghed for familier fra hele verden. Det er en opgave, de gerne løfter, men som ikke bliver honoreret med ekstra hænder.
”Vi har en ekstra opgave oveni vores almindelige arbejde. Vi skal være kulturformidlere for familier, der ikke kender det danske system,” fortæller Emily MacDonald, der er pædagog i den integrerede institution Rosa.
Rosa har børn fra en lang række lande, og mange forældre møder den danske daginstitutionskultur for første gang. Her er det ikke en selvfølge, hvordan en dag foregår, hvorfor børn sover udenfor, hvorfor de skal være selvhjulpne og hvad pædagogik overhovedet er.
”Der er ikke de samme selvfølgeligheder. Vi skal sætte ord på alt og være sikre på, at vi har forstået hinanden rigtigt,” siger Emily MacDonald.
Samtaler med forældre tager længere tid. Afleveringer og afhentninger gør også.
”Vi skal bruge mere tid på at forklare og forventningsafstemme.”
Arbejdet foregår ofte på engelsk, men uden at de pædagogiske medarbejdere nødvendigvis er uddannet til det.
”Man bliver mere usikker på, om det bliver misforstået, når jeg skal forklare mig fagligt på et sprog, som jeg normalt ikke taler,” siger hun.
Misforståelser opstår løbende. Som da en besked om en klemt tommelfinger blev opfattet som en skade på barnets tunge.
”Det er små ting hele tiden, der gør arbejdet mere komplekst.”
Men det handler ikke kun om sprog. Også kulturelle forskelle spiller ind.
Nogle forældre undrer sig over, at børnene må blive beskidte. Andre undrer sig over, at de ikke bliver hjulpet mere.
”For nogle kan det virke forkert, at vi ikke hjælper børnene mere, men lader dem prøve selv. Der skal vi forklare, hvorfor vi ser det som vigtigt.
Ifølge Charlotte Ørhstrøm, der er ph.d. i dansk som andet sprog og lektor ved Københavns Professionshøjskole, er der dog ikke tale om helt ny type af opgave.
Kerneopgaven er den samme, argumenterer hun: At få alle børn til at trives.
”Forskellen er, at arbejdet bliver mere synligt og mere tidskrævende,” siger hun.
Charlotte Øhrstrøm peger på, forskningen viser, at flersprogethed er en kognitiv og læringsmæssig ressource. Men at det kræver, at der bliver bygget bro mellem børnenes sprog, og så kræver det en aktiv indsats fra de voksne at sikre, at alle børn kan deltage i fællesskabet.
”Børn kan få svært ved at deltage i fællesskabet, hvis der ikke bliver arbejdet aktivt med at støtte dem sprogligt fra start,” siger Charlotte Ørhstrøm.
Og netop tiden er en udfordring i praksis. Når der skal bruges ekstra tid på at undgå misforståelser i forældresamarbejdet, er der færre voksne til at være sammen med børnene.
”Alt det, vi bruger ekstra tid på, er tid, der går fra børnene,” siger Emily MacDonald.
Hun oplever det, som om hun står i et konstant dilemma:
”Hvis jeg bruger mere tid på én familie, så er der andre børn, som jeg ikke kan være lige så meget sammen med.”
I Børne- og Ungdomsforvaltningen indgår sproglig og kulturel kompleksitet ikke som et selvstændigt kriterium, når ressourcer fordeles til daginstitutioner.
Tildelingsmodellen tager i stedet udgangspunkt i børnetal og socioøkonomiske forhold som forældrenes uddannelse og indkomst.
”Sproglig og kulturel kompleksitet er i sig selv ikke et direkte kriterium, medmindre det kobler sig til de socioøkonomiske parametre,” oplyser forvaltningen.
Samtidig anerkender kommunen, at opgaven findes:
”Vi kan se, at der er en opgave i at formidle den danske pædagogiske tradition til nogle internationale familier.”
Men hvor meget tid, det kræver, er ifølge kommunen svært at vurdere.
Udviklingen peger på, at flere børn i København vokser op i familier med international baggrund.
Et notat fra Børne- og Ungdomsforvaltningen viser, at antallet af børn i såkaldte expat-familier i byens skoler er steget markant fra omkring 5.200 i 2013 til 8.700 i 2023.
Samtidig er det en gruppe forældre med et højt uddannelsesniveau. I 2023 havde omkring 80 procent af forældrene til expat-børn en videregående uddannelse.
Det betyder, at mange de familier, som pædagogerne møder, på papiret er ressourcestærke, selvom de ikke nødvendigvis kender den danske daginstitutionskultur.
Dermed falder de udenfor de kriterier, der normalt udløser ekstra ressourcer i daginstitutioner.
Netop det er kernen i problemet ifølge Emily MacDonald.
”Selvom familierne er ressourcestærke, kan det være en stor opgave for dem at forstå systemet. Og så bliver det vores opgave at formidle det.”
Hun oplever, at institutioner som hendes falder mellem to stole:
”Vi får de samme ressourcer som andre institutioner, men vi har nogle andre opgaver, som tager mere tid.”
Ifølge Charlotte Ørhstrøm er der en reel risiko, hvis rammerne ikke følger med opgaven.
”Det er en vigtig opgave, og derfor skal de pædagogiske medarbejdere have tid og ressourcer til at løfte den. Ellers kan det i sidste ende gå udover kvaliteten. ”
Hos Københavns Kommune peger man selv på, at det er politisk beslutning, om modellen skal ændres.
”Det er et politisk spørgsmål, tildelingsmodellerne skal justeres,” lyder det og forvaltningen fremhæver, at modellen løbende evalueres.
For Emily MacDonald handler det ikke om modvilje – tværtimod.
”Vi elsker arbejdet med de her familier. Det er spændende, og vi kan virkelig gøre en forskel.
Men hun efterlyser bedre rammer:
”Vi vil gerne sikre, at alle børn bliver set og hørt. Men det kræver, at der følger ressourcer med opgaven.”
Følg med i vores nyheder om OK26