Vi er ikke sat i verden for at tie stille

Kære kammerater

Vi har ikke haft en regering i over en måned. Og alligevel er det som om, at det hele kører videre.

Beslutninger bliver truffet. Prioriteringer bliver gjort. Og for en stund – formentlig en lang stund – er vi fredet for diskussioner i fjernsynet om, hvem af dem der har mest, det er mest synd for. Hvem der er ondest ved grisene og grundvandet. 

Siden regeringen fjernede Store Bededag har vi ikke kunnet kende forskel på, hvem der ville de mange for de fleste på borgen ville de få.

Hvem der egentlig er røde. Og hvem der egentlig er blå. Men selv om det er som om, at det hele kører videre, så skal vi huske, hvad det er, der kører videre. Hvad det er, vi har vænnet os til: 

Vi har vænnet os til, at mennesker på kontanthjælp må klare sig for under 6.000 kr om måneden. 

Vi har vænnet os til, at mennesker med handicap er nogen der ikke rigtig er lige så lige som os andre. Og som man I øvrigt må grine af I radioen. 

Vi har vænnet os til, at børn  er blevet så desperate, at det nu er helt legalt at diskutere, hvordan de voksne skal have ret til at gribe fysisk ind, hvis de forstyrrer de voksne I skolen. Altså børn hvis arbejde egentlig er at forstyrre de voksne. 

Vi har vænnet os til, at pension er noget vi får glæde af et par år efter vi har lagt et helt liv og en hel sjæl I at passe på mennesker. 

Og vi har vænnet os til, at selv om forskellene og uligheden bliver større, så kan vi kun få øje på politikere, der diskuterer, hvem der er mest økonomisk ansvarlig.

Vi har vænnet os til det. Og det er problemet. For forandringer kommer sjældent som et brag. De kommer snigende. Lidt efter lidt. I bittesmå ryk. Et lille nøk mere hver dag. Men stort nok til, at vi langsomt mister det, vi troede, var vores. 

Og mens partierne skiftes til at råbe: ”Hvor pengene skal komme fra?” – som om det er et kæmpe mysterium, så har vi ingen på Borgen, der spørger hvor pengene bliver af eller hvem skal gå til. 

Vi er et rigt land, der opkræver fantasillioner i skat fra helt almindelige mennesker. Men når pengene skal deles ud igen, så er det til dem, der intet mangler. Dem, der på et helt liv – og over flere generationer – ikke vil kunne nå at bruge en brøkdel. 

Alligevel får vi at vide, at der ikke er råd. Ikke råd til dem, der har brug for hjælp. Ikke råd til det, der får hverdagen til at hænge sammen. Og det er ikke tilfældigt. Det er politik. Foretaget i bittesmå ryk.

Sidste år sagde jeg, at jeg nogle gange mister håbet. Det gør jeg stadig. Men jeg har også forstået, at det ikke er håbet, der er det farligste at miste. Det farligste er, hvis vi holder op med at reagere på de små forskydninger. De bittesmå ryk. For det er sådan, det sker.

Arbejdstiden bliver lidt længere. Tempoet lidt højere. Kravene lidt større. Vi vænner os til det. Accepterer det. Indretter os efter det. 

Og pludselig er vi et helt andet sted, end vi havde tænkt os. 

Men vi er ikke sat i verden for at tie stille og rette ind. Vi er ikke sat i verden for at være stille og effektive. Vi er sat i verden for noget helt andet. 

Vi vil have larmende mennesker. Levende mennesker. Legende mennesker. Både børn og voksne. Larmende. Legende. Og lette. 

Et samfund, hvor der er plads til at være menneske – ikke bare fungere. 

Vi har været her før. Vi ved godt, hvad der sker, når man lader retningen fortsætte. Så ender det med, at nogle bliver mere lige end andre. 

Derfor er det heller ikke nok at vente på, at noget går i stykker. Det er allerede i gang. 

Spørgsmålet er bare, om vi vil ændre det. 

For vi vil ikke have flere små ryk i den forkerte retning. Vi vil have store ryk i den rigtige. Vi vil have en ny retning. En retning hvor omsorg har værdi. Også når den ikke kan måles. 

Hvor relationer betyder noget. Også når de ikke kan gøres op i tal. 

Hvor fællesskab er noget, vi investerer i. Ikke noget, der langsomt bliver skåret væk. 

Pengene er der. De skal bare et andet sted hen. Til det, der ikke kan måles. Til det, der ikke kan regnearksoptimeres. Til det, der gør os til mennesker. 

Så hvad gør vi? 

Vi gør det, der altid har virket. Vi siger fra.

Ikke først når det brager sammen. Men mens det stadig kun er små forskydninger. Mens det stadig kan vendes.

Fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Og vi er mange nok. Så lad os sørge for, at det ikke er dem, der trækker i retningen, der bestemmer tempoet. Lad os selv sætte det. Ikke i små ryk. Men i store.

Glædelig 1. maj.