I har valgt et fag, hvor man hver dag stiller sig i vejen for uretfærdighed

Af: Martin Kragballe

Kære pædagoger. Tillykke!

Jeg er her i dag på vegne af jeres fagfæller, den pædagogiske fagbevægelse, og det er en kæmpe ære at måtte sige jer et par ord i dag.  Vores fag - fra i dag er det nemlig vores fag. Vores fag handler basalt set om at kæmpe for noget og nogen. For retfærdighed. For større lighed. For børn og unge. For værdighed i hverdag og opvækst. For retten til at blive mødt med åbne øjne og åbent sind.

Når jeg kigger ud på jer, ser jeg ikke bare nye pædagoger. Jeg ser fakkelbærere. Dem, der tænder lys i andres liv. Pædagogikken er ikke neutral. Den tager stilling. Og I har valgt et fag, hvor man hver dag stiller sig i vejen for uretfærdighed: Når barnet ikke bliver hørt. Når den unge står alene. Når den anderledes bliver skubbet ud.

Modsat af hvad omverden tror, så I skal ikke bare passe børn, unge, og dem på yderkanten. I skal passe på verden og på menneskerne i den.

Og det gør I hver eneste gang, I møder et menneske med blik for, hvem de er – ikke hvem de burde være. Med den kærlige hånd, det kærlige blik og en stemme på deres side. Jeres handlinger imod uretfærdighed forplantes til dem, I har i jeres hænder og lever videre i verden. Det gør, at vi kan leve sammen, tale sammen og forstå.

I disse år kan man se et koncentrat af, hvad der sker, når der er ikke er en pædagogisk kompetence til stede.

Man kunne fx iagttage det helt særligt komplekse pædagogiske tilfælde af mange psykoser på en gang. Han hedder vist nok Donald til fornavn. Når man hører hans personlige historie, så ser jeg et ødelagt menneske, som en pædagog kunne have haft modgift imod. Tænk, hvis han var blevet fyldt på i hans barndom.

Donald kom ikke til magten alene. Han kom dertil, fordi menneskerne i hans land mister deres gensidige empati. Man kan iagttage, hvor mange steder i verden hadet flyder frit, hvor modvægten er kærlighed og omsorg.

I de kommende år vil verden blive mere skør, og jorden kan komme til at ryste. Krig er tæt på os og splitter os, og vi hører om oprustning og alt den slags.

 I dag har Danmark i sandhed oprustet. I dag sender Danmark nogle af sine allermest slagkraftige våben ud i landet. Nemlig pædagoger som kan sprede kærlighed og karma og modvirke den ondskab, som hurtig kan gribe en befolkning.

Mange vil mene noget om jeres arbejde. Alle ved jo, hvordan man opdrager, tager sig og guider andre mennesker. Lige indtil de ikke gør det. Men de, der mærker jer tættest – børnene, de unge, de udsatte. De glemmer jer aldrig. I bliver deres sikre sted. Jeres stemme, jeres blik, jeres smil – det bliver i deres rygsæk videre i livet. Og I får det ikke altid at vide.

Men tro mig: Taknemmelighed kan godt være tavs. Relationer kan godt være evige, selv når man går hver til sit. I kender måske Batman.  Batman tager maske og kappe på for at kæmpe for retfærdighed. Det er man selvfølgelig også velkommen til som pædagog. Men Ikke alle helte bærer kappe. Stå stædigt op imod uretfærdighed. Vær stædigt den, der tager parti for den, der ikke bliver taget parti for. Vær venlig i et system, der ikke altid er det. Vær modig i en verden, der har brug for det. Gør det sammen så vinder vi! Og vigtigst af alt: Glem aldrig, hvorfor I valgte det her fag.

Fordi I ved, at pædagogik flytter liv. Tillykke – og hold fast i hinanden.