Mandag den 02.02.2026
Politikerne vil (næsten) forgylde de lønmodtagere, som vælger med at fortsætte med at arbejde efter deres folkepensionsalder. Men der er også en pæn gevinst til dig, der har fem år eller mindre tilbage til pensionsalderen, hvis ”bare” du holder ud de sidste år.
Af: Anna Louise Stevnhøj
Er du en af de heldige, der ikke er nedslidt, og som har lyst til at arbejde efter din folkepensionsalder, kan du se frem til en klækkelig belønning.
Hvis du arbejder 1560 timer det første år, efter at du egentlig er blevet folkepensionist, får du en seniorpræmie. De 1560 timer svarer til cirka 30 timer om ugen.
Seniorpræmien udgør fra 2026 56.300 skattefrie kroner for det første år, du arbejder efter pensionsalderen. Arbejder du endnu et år, udløser det en ekstra præmie på 33.500 kroner.
Beløbene kommer til at stige: I 2029 bliver seniorpræmien yderligere hævet med cirka 9600 det første år og cirka 5600 kroner det andet år.
Det betyder, at lønmodtagere, der er født i 1962, og som kan gå på folkepension i 2029, kan hente en skattefri seniorpræmie for det første år på 65.900 kroner og 39.100 kroner for det andet ved at fortsætte med at arbejde efter den officielle pensionsalder.
Du kan desuden begynde at hæve din folkepension, når du har passeret folkepensionsalderen, selv om du bliver ved med arbejde, og din lønindtægt fører ikke til modregning i pensionstillægget.
Beskæftigelsesfradraget stiger også for seniorer
Der er dog også penge til de lønmodtagere, der ”bare” holder ud på arbejdsmarkedet de sidste år frem mod folkepensionen.
Alle lønmodtagere uanset alder, der er i arbejde, har allerede nu et beskæftigelsesfradrag på 12,75 procent samt et jobfradrag på 4,50 procent af indkomsten over 235.200 kroner.
Men fra i år er det kommet et ekstra fradrag, der kun gælder for ”seniorer”, der er i arbejde.
Har du et eller to år tilbage til folkepensionsalderen, kan du allerede nu se fradraget på din forskudsopgørelse. Det udgør 1,4 procent af den am-bidragspligtige indkomst - dog maksimalt 6100 kroner.
Politikerne har imidlertid allerede besluttet at udvide ordningen, så man får fradraget fem år før folkepensionsalderen, og så fradraget bliver hævet.
Ida er 40 år og tjener 360.000 om året. Hun har i 2026 et beskæftigelsesfradrag på 44.625 kroner. Det svarer til, at hun får cirka 11.000 kroner mere i hånden på et år.
Mette er 65 år. Hun har i 2026 et beskæftigelsesfradrag plus senior beskæftigelsesfradrag på 74.375 kroner. Det svarer til, at hun får cirka 18.600 kroner mere i hånden på et år.