Alderskrav til meritpædagoguddannelsen fjernes

Fra sommeren 2026 bliver det muligt at søge ind på meritpædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP) uden at opfylde et alderskrav. Hidtil har ansøgere skullet være fyldt 25 år, men fremover er det alene erhvervserfaring og uddannelsesbaggrund, der tæller.

Af: Agnete Solvej Christiansen

Fremover er der ikke længere et alderskrav for at søge ind på meritpædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole.  

Ifølge institutchef på pædagoguddannelsen på KP, Nina Hemmersam, har alderskravet i praksis betydet, at nogle kvalificerede ansøgere har måttet vente med at søge ind.

”Vi fjerner et adgangskrav, som har betydet, at nogle har måttet vente – uden at der var en faglig grund til det,” siger hun i en nyhed på uddannelsesinstitutionens hjemmeside.

Hos LFS bliver nyheden modtaget positivt. Formand for almenområdet, Martin Kragballe, ser fjernelsen af alderskravet som et naturligt skridt.

”Jeg synes, det er helt oplagt, at man fjerner alderskravet,” siger han.

Potentiale i tidligere uddannelse

Martin Kragballe har selv taget meritpædagoguddannelsen og peger på, at der fortsat er mange erfarne pædagogmedhjælpere i faget og også et uudnyttet potentiale i at uddanne tidligere.

”Da jeg selv tog meritpædagoguddannelsen, havde jeg været pædagogmedhjælper i næsten 12 år. Den type kollegaer findes stadig, men jeg tror, der er et stort potentiale i at uddanne kollegaer tidligere på livsstigen”, siger han.

Ifølge Martin Kragballe kan tiden i sig selv blive en barriere for at tage springet fra arbejde til uddannelse.

”Tiden, der går, kan være en snubletråd i forhold til at få taget en uddannelse. Når man har arbejdet i mange år, kan tanken om at blive studerende føles længere væk,” forklarer han.

Han oplever, at usikkerheden sjældent handler om faglighed.

”Jeg taler med mange erfarne pædagogmedhjælpere, som føler en usikkerhed ved at starte på en uddannelse igen. Her er det tidsperspektivet, der spiller ind, ikke deres faglige kunnen.”

Flere veje ind i pædagogfaget

Meritpædagoguddannelsen henvender sig både til pædagogmedhjælpere med relevant erhvervserfaring og til ansøgere, der ønsker at skifte spor fra en anden videregående uddannelse. Tidligere har der været krav om mindst fem års relevant erhvervserfaring, men i 2020 fik KP dispensation til at sænke kravet til to år. Den dispensation er nu forlænget af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Vores erfaringer viser, at studerende med to, tre eller fire års erfaring har rigelig praktisk ballast til at gennemføre uddannelsen på et højt fagligt niveau. Derfor er vi meget glade for, at dispensationen er forlænget,” siger Nina Hemmersam.

Den gennemsnitlige alder på de optagne på meritpædagoguddannelsen er i dag 36 år. Den forventes at falde en smule, men ifølge institutchefen er alder ikke det afgørende.

”Det vigtigste er, at vi åbner flere reelle veje ind i pædagogfaget. En 22-årig pædagogmedhjælper med to års erfaring – eller en 23-årig med en bacheloruddannelse – skal ikke vente, hvis motivationen og kvalifikationerne er der,” siger hun.

For Martin Kragballe er ændringen et klart fremskridt.

”Jeg kan kun glæde mig over, at KP nu vil optage yngre personer på pædagoguddannelsen med pædagogfaglig erfaring,” siger han.

Adgangskrav til meritpædagoguddannelsen

For at søge ind på meritpædagoguddannelsen skal ansøgere have relevant erhvervserfaring, som opfylder følgende krav:

  • Mindst to års erhvervserfaring fra pædagogisk eller pædagoglignende arbejde (fx som pædagogmedhjælper eller arbejde i det pædagogiske felt sammen med uddannede pædagoger)
  • Arbejde på mindst 30 timer om ugen i en periode på to år
  • Mindst ét års sammenhængende ansættelse

Meritpædagoguddannelsen som sporskifte

For ansøgere, der søger meritpædagoguddannelsen som sporskifte, gælder følgende adgangskrav:

  • En gennemført videregående uddannelse på minimum bachelorniveau (fx professionsbachelor, bachelor- eller kandidatuddannelse)