"Pædagoger og lærere er velfærdssamfundets hverdagshelte," siger forfatter Morten Pape.
Af: Amalie Kønigsfeldt
Det stod langt fra skrevet i stjernerne, at forfatter Morten Pape ville vende tilbage til Dyvekeskolen, hvor han selv havde været elev. Skolen i Urbanplanen, som er et af omdrejningspunkterne i hans debutroman Planen, var for ham lig med uro og anarki, da han gik der.
Men da han efter gymnasiet hørte, at man fik 180 kroner i timen for at være lærervikar, søgte han alligevel job der – og fik det.
”Der var ingen respekt for vikarer. Det er det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har haft,” siger Morten Pape.
Men da han mere eller mindre ved et tilfælde blev sluset ind i specialklassen som pædagogisk medhjælper, åbnede der sig en helt anden verden for ham, og han endte med at arbejde der i to år.
”Der var otte elever i klassen, som havde forskellige diagnoser, var svagt begavede eller havde været udsat for omsorgssvigt, så der var ikke noget ’one size fits all’. Vi havde en forskellig tilgang til hvert barn. Man skulle være meget årvågen,” siger Morten Pape.
Mod alle odds
At opgaven var svær, og måske nærmest umulig, havde teamet fået besked om, husker Morten Pape.
”Vi havde fået at vide fra start, at den klassesammensætning ikke ville gå. Så vi var dømt til at mislykkes. Men der var et virkelig dygtigt lærerteam, og lærerne tog deres arbejde enormt alvorligt. Og lykkedes. Det var en ’mod alle odds-fortælling’,” siger han og slår fast:
”Det er altid meningsfuldt at være en del af noget, der lykkes. At dét, man knokler for, giver resultater.”
Når Morten Pape uden at tøve kalder jobbet som pædagogmedhjælper i specialklassen for det mest meningsfulde job, han nogensinde har haft og nogensinde kommer til at få, er det dog først og fremmest på grund af børnene:
”Det var nogle vidunderligt søde børn, som jeg knyttede mig meget til. Det føltes ikke som arbejde, det føltes virkelig, som om jeg hjalp dem og gjorde en forskel for deres skolegang. Det var meget meningsfuldt for mig - både ud fra et logisk og følelsesmæssigt synspunkt. Jeg havde både hjernen og hjertet med i det,” siger han.
12. mand på holdet
Morten Pape beskriver selv sin rolle som 12. mand på holdet, der kunne være den ekstra hjælpende hånd, hvis et barn havde en dårlig dag, og som agerede praktisk blæksprutte.
For eksempel hentede han børnene på parkeringspladsen hver morgen, når de blev afleveret i minibusser eller taxaer, og sammen fulgtes de hen til klasselokalet.
”En af grundpillerne i vores arbejde med børnene i specialklassen var, at alt var i system. Alle dage skulle være forudsigelige. Derfor var det vigtigt, at jeg var der hver morgen på p-pladsen, så der var en genkendelighed og kontinuitet,” siger Morten Pape, som i frikvartererne også blev en slags bodyguard.
”De blev mine unger. Så når jeg oplevede, at andre børn ikke var så søde ved dem i skolegården, ville jeg beskytte dem,” siger han.
De allerbedste dage var dem, hvor et barn virkelig rykkede sig, husker han:
”Første gang et barn læste et ord eller forstod et regnestykke; at se den overrumplende lettelse og jubel, var det hele værd,” siger Morten Pape.
Velfærdssamfundets hverdagshelte
Efter to år endte han dog med at sige op for at hellige sig studierne på universitetet, og hans lillebror overtog jobbet.
”Han er lærer i dag, og min søster er pædagog. De er lige så meget mønsterbrydere som mig,” siger Morten Pape med henvisning til deres barske opvækst.
”Jeg har meget stor respekt for lærere og pædagoger. De er velfærdssamfundets hverdagshelte, og de bør i virkeligheden få anerkendelse og ’credit’ i stedet for mig, der bare sidder og finder på ting som forfatter,” siger han med et ydmygt smil.
Selvom forfattergerningen endte med at trække mere i Morten Pape end pædagogikken, ser han tilbage på sin tid som pædagogmedhjælper som formativ.
”Når jeg nævner i min første bog, at jeg får arbejdet i specialklassen, er det, fordi det er en vigtig del af min fortælling og min dannelse. Og det har nok også sat et aftryk i nogle af mine bøger. Alle forfattere skriver karakterer med empati og medfølelse, og arbejdet som pædagogisk medhjælper har trænet og styrket et empatisk punkt i mig,” slutter han.