Mandag den 16.02.2026
Brugen af metoder, programmer og koncepter i daginstitutioner er vokset markant de seneste ti år. Men selvom metoderne ofte lover evidens og kvalitet, er der ifølge forsker Christian Aabro god grund til at stille langt flere kritiske spørgsmål. I en ny bog undersøger han sammen med Anne Mette Buus deres udbredelse og deres konsekvenser for pædagogisk arbejde.
De går under navne som ”De utrolige år”, ”KIDS”, ”Fri for Mobberi”, ”Marte Meo” og ”Hjernen og Hjertet” for bare at nævne nogle få betegnelser. “Det hedder mange ting: Programmer, koncepter, manualbaserede værktøjer. Kært barn har mange navne. Her kalder vi dem metoder,” fortæller Christian Aabro.
Christian Aabro er ph.d. og lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole og har sammen med Anne Mette Buus, ph.d. og lektor ved pædagoguddannelsen ved Professionshøjskolen VIA, skrevet en bog om metoder i daginstitutioner, et fænomen de begge har forsket i gennem mere end ti år.
Allerede for ti år siden lavede Christian Aabro en national kortlægning af, hvilke metoder der blev brugt i kommunale dagtilbud. Den har han gentaget for nylig med markante resultater.
“Der bliver det meget tydeligt, at der er sket en voldsom vækst på ti år. Samlet set er billedet, at vi i dag bruger mange, mange flere metoder, end vi gjorde for ti år siden,” siger han.
Da metoderne begyndte at vinde indpas i midten af 00’erne, troede forskerne, at det var en forbigående tendens.
“Vi tænkte på et tidspunkt, at det går over igen. Men det gør det ikke,” siger Christian Aabro.
Tværtimod viser nye kortlægninger, at brugen af metoder er blevet stadig mere udbredt. Bogen samler og opdaterer forskningen og viser, hvad der sker, når metoder rammer den pædagogiske hverdag.
Kom til foredrag med Christian Aabro i LFS den 23. marts 2026
Ifølge Christian Aabro er den stigende brug af metoder ikke udtryk for én enkelt årsag, men for en sammensmeltning af flere tendenser.
“Jeg tænker nogle gange på det som en slags perfect storm,” siger han.
Nationale krav om læreplaner, øget fokus på tidlig opsporing af børn i mistrivsel og internationale dagsordener som PISA spiller sammen med kommunalreformen, der skabte behov for styringsredskaber og benchmarks. Samtidig peger han på professionshøjskolernes rolle:
“De bliver mere og mere pressede økonomisk og begynder at udvikle efter- og videreuddannelsesprogrammer, som de kan sælge. Det er også en del af efterspørgslen,” siger han.
I bogen ”Metoder i daginstitutioner” kortlægger Christian Aabro og Anne Mette Buus både hvilke metoder, der faktisk bliver brugt i dagtilbud i Danmark, og dykker ned i den forskning, der findes om den enkelte metode, så det bliver tydeligt, hvilken viden der foreligger om metodernes effekt. Christian Aabro understreger, at metoder altid har en virkning i praksis, men at problemet netop er, at denne virkning sjældent er den, metoderne markedsføres med.
“De her metoder virker, men ikke på den måde, som de lover. Metoderne får pædagogerne til at orientere sig mere samlet mod en metode, frem for at orientere sig mod børnene,” forklarer han.
Den effekt, forskningen kan pege på, handler ikke om dokumenterede forbedringer i børns trivsel eller udvikling, men om ændringer i pædagogernes arbejde. Ifølge Christian Aabro betyder det, at fagligheden forskydes. I stedet for at udfolde sig i mødet med børnene bliver fagligheden i stigende grad knyttet til systemer, skemaer og dokumentation.
“Fagligheden bliver på en måde båret over i at bevise faglighed i nogle systemer frem for at udføre faglighed over for nogle børn,” siger han.
Metoderne skaber dermed struktur, fælles sprog og ensartethed, men de former også hverdagen, prioriteringerne og blikket på børnene. Det er her, deres reelle virkning ligger.
Ifølge Christian Aabro er problemet ikke, at pædagoger arbejder systematisk. Det har de altid gjort. Problemet opstår, når metoder bliver brugt som erstatning for faglig vurdering.
”Hvis pædagoger mister retten og evnen til at bruge deres faglige dømmekraft, risikerer vi at ende i en situation, som allerede kendes fra England,” advarer Christian Aabro.
I England er det i dag ofte kortuddannede medarbejdere, der arbejder direkte med børnene, mens den uddannede pædagog sidder med dokumentation og rapportering. Christian Aabro efterlyser derfor, at man ude i det enkelte dagtilbud for eksempel på personalemøder taler om de metoder, som man benytter i dagtilbuddene.
“Man må godt spørge: Hvor kommer det her system fra? Hvorfor skal vi have det her system? Hvem er det, der tjener penge på det her system?” siger han.
Ifølge forskningen har metoder ikke kun negative konsekvenser. Tværtimod oplever mange pædagoger også, at metoder kan understøtte deres arbejde.
“Man kan ikke sige, at alt, hvad der hedder koncepter og metoder, er noget bras. Det viser forskningen ikke,” understreger Christian Aabro.
Metoder kan give fælles sprog, retning og en oplevelse af faglig anerkendelse.
“Når en institution siger, at vi arbejder med Dialogisk Læsning eller De Utrolige År, så signalerer det, at vi arbejder metodisk. Det kan skabe en form for status,” siger han.
Men netop her opstår også spændingerne. For samtidig oplever pædagoger metoderne som et udtryk for mistillid.
“Tror I ikke, vi selv kan finde ud af, hvordan vi skal gøre? Har forvaltningen ikke tillid til vores faglighed?” er en reaktion, han ofte møder, når han som forsker laver interviews.
Resultatet er ambivalens også hos den enkelte pædagog.
“Pædagoger kan føle sig splittet i deres faglighed. På én gang anerkendt og underkendt,” siger han.
Metoder kan også forskyde fokus i det pædagogiske arbejde. Især registrerings- og kortlægningsmetoder kan komme til at styre hverdagen.
“Vi begynder at arrangere hverdagen for børnene, så det passer med det, der skal måles frem for, hvad børnene har lyst til,” forklarer Christian Aabro.
Han peger blandt andet på eksempler, hvor børn vurderes relativt til hinanden, fordi der ikke er tid til grundige vurderinger af alle.
“Vi skal nå 40 børn på en time. Så bliver det tilfældigt, og så bliver det til sandhed, når det sendes ind som data,” siger han.
Her opstår det, han kalder “papirbørn”: Børn, der eksisterer som farver, tal og kategorier i systemerne, men ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden.
Christian Aabros centrale budskab er, at pædagogisk personale skal insistere på kritisk refleksion og faglig dømmekraft.
“Vi er kritiske forbrugere når det handler om alt muligt andet. Hvorfor ikke også, når det handler om metoder, vi udsætter børn for?” spørger han.
Det handler ikke om at afvise alle metoder, men om at stille spørgsmål:
“’Hvor kommer systemet fra? Hvem tjener penge på det? Virker det og for hvem?’,” siger han.
Christian Aabro peger på, at vi som samfund stiller skrappe krav til produkter, børn møder i hverdagen lige fra mad og tøj til legetøj og bleer. De skal være miljømærkede, testede og deklarerede, siger han. Alligevel bliver pædagogiske metoder indført uden tilsvarende krav til dokumentation og kvalitet.
”Vi har kritisk sans i forhold til, hvad vi udsætter børn for på alle mulige andre områder, men hvor er den kritiske sans, når det handler om metoder?” siger han og fortsætter:
”Når det handler om metoder, er der en nul-deklarering. Vi tænker bare: Det er sikkert fint, det er jo evidensbaseret,” siger han.
Ifølge Christian Aabro er mange metoder pakket ind i flotte programerklæringer og store løfter, som sjældent bliver undersøgt nærmere.
”Det hele har sådan en glat overflade, hvor der prales med at det her kan løfte alt muligt hurtigere, billigere og bedre,” siger han.
Metoderne markedsføres ofte med henvisning til forskning, men uden at der er tydeligt, hvad forskningen reelt dækker over.
”Man smykker sig med lånte fjer. Evidensen er ofte hentet fra noget helt andet, i en anden kontekst,” siger han.
At være kritisk forbruger handler ifølge Christian Aabro også om at stille spørgsmål til, hvem der har en interesse i, at metoderne udbredes.
”’Hvem er det, der tjener penge på de her systemer? Hvem har bestemt, at vi skal bruge dem?’” siger han.
Mange metoder er udviklet af private, kommercielle aktører, der konkurrerer på et marked, hvor virkning og videnskabelighed bliver salgsargumenter.
”Det svarer lidt til et marked for vaskemaskiner. Alle overbyder hinanden i, hvor gode deres produkter er.”
Christian Aabro mener, at de pædagogiske medarbejdere selv bør insistere på at være dem, der foretager kvalitetskontrollen på børnenes vegne. Man kunne for eksempel sige:
”Vi skal ikke udsætte børn for noget, som ikke er fagligt deklareret af os,” siger han.
Det handler ikke om at afvise metoder, men om at tage ejerskab.
”Man må gerne bruge metoder. Man skal bare vide, at det er et valg, man træffer, og at ”evidensbaseret” meget ofte er noget, der bare står på pakken,” siger Christian Aabro.
At være kritisk forbruger er dermed ikke udtryk for modstand, men for professionel ansvarlighed.
”Det er ikke at være imod. Det er at tage sin faglighed alvorligt.”