Helene Brydensholt: Det var mere krævende at være pædagogmedhjælper end at være folketingspolitiker

Af: Amalie Kønigsfeldt

Som så mange andre unge mennesker søgte Helene Brydensholt job som pædagogmedhjælper i en børnehave efter gymnasiet. Hun vidste ikke, om hun var god til børn eller ej, men hun kunne godt tænke sig at arbejde med mennesker og fik heldigvis jobbet.

”Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg var rigtig glad for at arbejde i børnehaven, og jeg fik også rigtig meget ros for intuitivt at være god til børn. Jeg oplevede med det samme en glæde ved børns uskyldighed, uspolerethed og deres glæde ved livet,” siger Helene Brydensholt, der er folketingsmedlem, gruppeforperson  og børneordfører for Alternativet.

Der er børn, som for få holder af

Glæden ved at arbejde med børn var så stor, at Helene Brydensholt endte med at arbejde som pædagogmedhjælper i sammenlagt fem til seks år - i nogle perioder på fuld tid og i andre perioder som vikar ved siden af antropolog-studierne.

”Det, der tiltrak mig ved jobbet, var det her med at gøre børnenes dag god. Give dem nogle gode oplevelser med at sige farvel, trøste og få dem, der var udenfor i legen hjulpet ind i en leg eller videre i noget andet,” siger Helene Brydensholt.

Som pædagogmedhjælper har hun altid haft et ømt punkt for de børn, der har ekstra meget brug for hendes opmærksomhed.

”Det lyder måske lidt hårdt, men det er min erfaring, at der er nogle børn, som nogle af pædagogerne og de andre pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter har sværere ved at holde af end andre. Og de børn var jeg altid meget optaget af at passe på og holde af,” siger hun.

Det kunne både være de stille børn og børn, der var frække og udfordrede grænser, fortæller hun.

Alene med 20 børn

Men selv om Helene Brydensholt elskede sit job som pædagogmedhjælper, syntes hun også, at det var hårdt.

”Jeg har aldrig haft et job, hvor jeg var så udmattet om aftenen, som da jeg arbejdede fuldtid som pædagogmedhjælper. Fordi man bruger sig selv så meget. Det er mere krævende end at være folketingspolitiker," siger hun med et smil.

Sommetider stod hun også i situationer, som, hun ikke syntes, var okay over for børnene.

”Jeg stod tit alene på en stue med 20 børn, når pædagogerne havde samtaler eler skulle gå fra med et barn,” siger hun.

Og det skyldtes ikke, at der var problemer med institutionen, påpeger hun.

”Der var en super dygtig leder, super dygtige pædagoger, og der var ikke meget udskiftning på nær blandt os pædagogmedhjælpere. Og selv dér oplevede jeg bare ting, hvor jeg tænkte, ’det er ikke okay,’” siger hun.

Især en oplevelse har printet sig fast:

”Jeg kan huske engang, hvor jeg var alene på stuen, hvor der var et barn, der skulle have skiftet ble, et barn der græd, og en forælder der stod med et barn, der skulle afleveres, og som græd og ikke ville sige farvel. To børn var kommet op at skændes over et eller andet stykke legetøj. Og det var jo en umulig situation for mig. Hvilket barn skulle jeg hjælpe først?”, spørger hun retorisk.

”Alle mine kolleger var dygtige, men med de ressourcer, vi havde, slog det bare ikke til.”

Drivkraft til at gå ind i politik

Senere fik Helene Brydensholt et andet job i en institution på Frederiksberg, men kort tid efter hun var startet, blev en masse institutioner slået sammen under en klyngeledelse. Som vikar blev hun kastet rundt på flere forskellige matrikler, hvor hun ikke kendte børnene, og hun var ikke alene om at være utilfreds, fortæller hun.

"Det gik helt galt. Medarbejdere blev syge og sagde op, og vi blev flyttet rundt mellem stederne. Jeg oplevede blandt andet at blive sendt ud i en vuggestue, hvor det var tydeligt for mig, at børnene ikke havde det godt på grund af underbemanding. Det var ikke det, som en institution bør være,” siger hun.

Og med de oplevelser blev en politisk indignation vakt i hende.

”Jeg kan huske, at jeg sagde til nogle af de andre ansatte, at ’I må gå på gaden, I må protestere, I må gøre oprør, gør et eller andet’”, siger Helene Brydensholt, der som tilkaldevikar ikke helt følte, at hun var den rette til at kæmpe den kamp.

I stedet blev politik hendes arena, og det skyldes langt hen ad vejen hendes oplevelser i årene som pædagogmedhjælper.

”Jeg er ret sikker på, at jeg faktisk ikke ville sidde her på det her kontor lige nu, hvis det ikke var, fordi jeg så nogle ting i de daginstitutioner, jeg har været i, som jeg gerne ville lave om. Så det har været en direkte motivation for mig til at gå ind i politik,” siger Helene Brydensholt.

Et af de vigtigste jobs

I dag kæmper hun for bedre arbejdsforhold i daginstitutioner. Først og fremmest for børnenes skyld, men også for forældrenes skyld, så de trygt kan aflevere deres børn, mens de er på arbejde, og sidst men ikke mindst for det pædagogiske personales skyld.

”Jeg har rigtig mange veninder, der er pædagoger, og det er fandme også for deres skyld. De fortjener nogle gode arbejdsforhold. Det er så vigtigt, det arbejde, de laver. Det er et af de vigtigste jobs,” siger hun og slår fast, at hele vores samfundsmodel ville falde fra hinanden, hvis der ikke var pædagogisk personale, der tog sig af vores børn, mens vi gik på arbejde.

”Det er så ekstremt vigtigt, at vi har nogle dygtige pædagogmedhjælpere, pædagoger og pædagogiske assistenter, der kan give vores børn tryghed, imens vi andre er på arbejde. Og det får de slet ikke nok ’credit’ for,” siger Helene Brydensholt.