Unsplash

Undgå at miste den ferie, du har ret til

Den 1. september 2025 begyndte et nyt ferieår. Sørg for at tage stilling til din ikke-afholdte ferie inden den 31. december 2025, så du ikke mister den.

Af: Anni M. Wiecka

Den 31. august 2025 sluttede det ferieår, der startede den 1. september 2024. Hvis du har været ansat i hele ferieåret, har du optjent fem ugers betalt ferie, og af dem skal de første fire uger bruges inden den 31. december 2025. De kan som udgangspunkt ikke udbetales eller overføres til næste ferieår.

Får du ikke afholdt din ferie inden den 31. december, risikerer du at miste feriedagene, hvis du ikke har en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om at få ferien overflyttet til næste ferieafholdelsesperiode. Så sørg for at få talt med din arbejdsgiver, hvis du ikke har fået afholdt al din ferie. 

Tag stilling til 5. ferieuge

Du skal også sørge for at aftale med din arbejdsgiver, hvis du gerne vil afholde den femte ferieuge eller overføre den til næste ferieafholdelsesperiode. Laver du ikke en aftale, skal din arbejdsgiver automatisk udbetale ferien, når året er gået.

 

Særlige regler for 6. ferieuge

Modsat 1. til 5. ferieuge, så optjener du 6. ferieuge fra 1. januar til 31. december. Og så afvikler du den i perioden 1. maj til 30. april i det efterfølgende kalenderår. Det er dit valg, om du vil afholde 6. ferieuge, eller om den skal udbetales. Hvis du vil holde din 6. ferieuge, bestemmer du i udgangspunktet selv, hvornår den skal afholdes, men der kan være nogle hensyn til arbejdspladsen, som din arbejdsgiver kan kræve, du tager.

Er du i tvivl, så tag fat på din tillidsrepræsentant eller på LFS.

Læs mere om feriereglerne her. 

Hvad må arbejdsgiver bestemme 

Hvis din arbejdsgiver vil bestemme, hvornår du skal afholde din restferie, så skal du have besked mindst en måned før. For hovedferien – det vil sige de tre ferieuger, du har ret til at afholde i perioden fra 1. maj til 30. september – skal du have besked mindst tre måneder før.

Hvis der er væsentlige, uforudsete og driftsmæssige årsager, kan din arbejdsgiver aflyse din ferie, inden den er begyndt. De årsager skal have været umulige at forudse og afværge, selv med rimelige forholdsregler. 

Hvis din arbejdsgiver vil aflyse din ferie, så kontakt LFS for at sikre dig, at de årsager, som din arbejdsgiver fremlægger, er force majeure.

Skulle det ske, at du bliver bedt om at aflyse din ferie, skal din arbejdsgiver betale, hvis du for eksempel har købt flybilletter eller lejet en feriebolig, som du ikke kan få pengene tilbage for. Husk at få en skriftlig aftale på, hvad din arbejdsgiver skal betale.