Mandag den 27.10.2025
Pauser og mikropauser bliver ofte beskrevet som altafgørende for, at du kan udføre dit arbejde godt nok. Men når kollegamangel eller konflikter mellem børn, unge eller borgere ikke gør det muligt for dig at holde en pause, hvad gør du så?
Af: Anni Wiecka
”Husk at holde pauser. Og husk også at holde mikropauser, så du øger dit energiniveau og løser dine opgaver bedre. Men sid ikke med din telefon, når du holder pause!”
Der er mange ting, du kan gøre forkert, hvis du læser diverse anti-stress-anbefalinger til arbejdslivet i livsstilsmagasiner og dagblade. Men forfatter til bogen ”Fra stress til trivsel i den pædagogiske verden”, Jeanett Bonnichsen, mener ikke, at de anbefalinger kan overføres til pædagogisk personale.
”Mange steder har man en pauseplan, men hvis der er kaos inde på stuen eller på afdelingen, så holder man måske pausen lidt i trods, mens man har dårlig samvittighed. Og så er det ikke en rigtig pause, fordi man ikke rigtigt giver slip. Men det kræver jo, at der er kollegaer nok, før man kan give slip. For det er mennesker, vi taler om her. Man kan ikke bare skride fra en stue eller en situation, hvor man oplever, at der er kaos, eller at man lader sine kollegaer i stikken,” siger Jeanett Bonnichsen og uddyber, at problematikken om pauser til pædagogisk personale griber ind i mange ting.
”Det griber ind i normeringer, sygefravær, og hvad det er for en type mennesker, man arbejder med.”
Som konsulent – og direktør – i Center for Stress og Trivsel (CFS) har Jeanett Bonnichsen holdt oplæg om psykisk arbejdsmiljø på mange pædagogiske arbejdspladser.
Her har hun på klos hold været vidne til de frustrationer og den vrede, der kobler sig til rammerne på arbejdspladsen. Herunder til rigide pauseplaner.
Til gengæld oplever hun, at en fælles forståelse for problemet kan føre til konstruktive løsninger – om end ikke de mest optimale løsninger.
”Som det første gør jeg meget ud af at få det pædagogiske personale til at sætte ord på, hvad det er for nogle problemer, de står med, hvordan problemerne påvirker dem, og hvordan de får talt om dem. Det åbner op for en fælles forståelse. Når den er der, kan vi begynde at finde frem til, hvilke løsninger, der måske ikke er de mest optimale, men som kan være de bedste i situationen,” siger Jeanett Bonnichsen og uddyber:
”Et eksempel kunne være, at selvom du har frokostpause kl. 13, så er vi fleksible omkring det til en sådan grad, at den måske bliver 10 minutter over, før du holder din pause, fordi vi har forståelse for situationen. Og de dage, hvor der ikke er nok personale på stuen eller afdelingen, så du slet ikke har ro til at holde pause, så registrerer vi det, så der kan blive gjort noget ved det. Ingen af de to løsninger er den optimale løsning på problemet, men i mangel på bedre strukturer for arbejdet, kan det være det, der gør, at man sænker skuldrene bare en lille smule.”
Hvis du har mulighed for at holde en pause uden at føle, du lader nogen i stikken, skal du så have dårlig samvittighed, hvis du bruger din pause på at scrolle på telefonen?
Det, svarer Jeanett Bonnichsen, klart ”nej” til.
”Man skal ikke give folk dårlig samvittighed over, hvad de bruger deres pause på. Det er meget forskelligt, hvordan folk lader op. Teoretisk set kan det at gå ud og trække noget luft, tage noget mad og få tanket op på det, der skal tankes op på for at få ro i hoved og krop, give god energi. Men hvis man er én, der får energi af at snakke med en anden i pauserummet eller af at kigge på sin telefon, så skal jeg ikke gøre mig til dommer over det,” siger hun.
Til gengæld opfordrer hun til, at man mærker grundigt efter, om man får energi af de pauser, man holder.
”Hvis man siger til sig selv, at den bedste måde at holde pause på er med en smøg i den ene hånd og en telefon i den anden, men man ikke oplever at få mere energi af det, så skal man spørge sig selv: Bruger jeg reelt set min pause, som jeg har brug for, eller kan jeg gøre noget bedre for mig selv?”
Lykkes man med at mærke efter, hvad der giver én energi, får man skabt en fælles forståelse omkring pause-problemerne på arbejdspladsen, og bliver man anerkendt for det, man gør, selvom man bryder med pauseplanen, så mener Jeanett Bonnichsen, man er bedre stillet i forhold til sit psykiske arbejdsmiljø. Til trods for de svære arbejdsvilkår.