Pædagog eller assistent til barselsvikariat i Lundsgade – fokus på natur, udeliv og science
Vi søger en pædagog eller assistent til et barselsvikariat i Lundsgade.
Vi har plads til dig i børnehaven i Lundsgade. Du skal brænde for – og gerne have erfaring med – natur og udeliv.
Vi er et legende og lærende hus – og vil værdsætte både dig, der kommer med erfaring og dig, der måske stadig er ny i pædagogrollen.
Du får et særligt tilrettelagt opstartsforløb, så du trygt kan blive en del af vores pædagogiske hverdag. Vi arbejder med ”gå til tid”, og har på den måde skabt en ramme for pædagogisk planlægning og refleksion.
Lundsgade er med i et flerårigt projekt, der forskningsbaseret og systematisk undersøger, hvad der skaber de bedste sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer. Det er vores mål, at alle i Lundsgade arbejder bevidst med science-pædagogik i rammerne af vores deltagelse i forskningsprojektet NAVADA.
Vores omdrejningspunkt er relationer, tryg tilknytning, leg og det at folde sig mere og mere ud som et livsdueligt menneske i balance. Med det afsæt leger vi, og gør os erfaringer med alle de temaer, der indgår i den pædagogiske læreplan. Vi har fokus på dannelse og fællesskaber og inddrager ofte lokalområdets naturområder, kunst- og kulturinstitutioner.
I det pædagogiske arbejde vil du se en bred vifte af aktiviteter: sang, musik, kunstneriske læreprocesser, bevægelse og ikke mindst et udeliv, hvor natur og science fylder en del – og videreudvikler sig i kraft af vores deltagelse i forskningsprojektet.
Du får kolleger, der har positive forventninger til vores mange børn, deres forældre og dig. Du kommer til at arbejde systematisk og refleksivt med pædagogiske redskaber og metoder. Dine kolleger er optagede af 'barnets nærmeste udviklingszone' og reflekterer løbende over kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø.
Du får en ambitiøs og nærværende faglig ledelse, der er insisterende på et udviklende læringssted. Du bliver en del af det miljø – naturligvis med den opbakning, som du har brug for.
Din arbejdsplads er en charmerende historisk bygning på Østerbro. Der er et grønt nærmiljø, der på den gode måde supplerer Lundsgades store legeplads.
Lundsgade er en del af Klynge IBØC med plads til ca. 40 vuggestuebørn og ca. 60 børnehavebørn. Vi fordeler os på syv stuer og har et tæt samarbejde i afdelingerne, men også på tværs af hele huset.
Lundsgade åbner hver dag kl. 7.15 og lukker kl. 17. Du skal derfor kunne arbejde på alle tider indenfor det spænd.
Ansættelsesvilkår
Du kan få 35-37 timer ugentligt og fleksibilitet i dine mødetider. Vi forventer, at barselsvikariatet er på omkring 1 år.
Vi har brug for, at du kan tiltræde 1. december eller snarest herefter.
Yderligere information
Du kan ringe til Berit Vilsbøll på 61 39 21 43 eller Julie Monique Wagn Trougaard på 21 35 59 05, hvis du ønsker at høre mere om stillingen, eller få en rundvisning, hvor du også kan hilse på os.
Se også gerne vores hjemmeside
Søg via linket senest søndag den 26. oktober 2025
Vi holder samtalerne løbende.
Ansøgning skal sendes igennem dette link:
Venlig hilsen
Københavns Kommune