21 procent i pension til pædagogiske medarbejdere

I 2026 skal vi have nye overenskomster. Dem har LFS en række krav til. Et af dem er, at pædagogiske medarbejderes arbejdsgiverbetalte pension skal hæves til 21 procent.

”Når pensionsalderen bliver ved med at stige, så bliver vi også nødt til at sikre, at folk rent faktisk har råd til at gå på pension. Det kræver højere arbejdsgiverindbetalinger til pensionen for pædagogisk personale, end vi har i dag. Ellers har pædagogisk personale ikke en reel mulighed for at gå på pension, uden at det går alvorligt ud over deres økonomi. Det er ikke rimeligt, når man har knoklet hele livet i et job, der slider både fysisk og mentalt," siger forkvinde i LFS, Kirsten Gunvor Løth om et af LFS’ krav til OK26: Nemlig det, der handler om pension.

Lighed, tryghed og frihed

LFS’ samlede krav til OK26 er lighed, tryghed og frihed, og pensionskravet handler om tryghed. Tryghed til at kunne trække sig tilbage efter et langt arbejdsliv og vide sig sikker på, at man kan opretholde sin levestandard.

LFS mener, at pædagogiske medarbejderes pensionsprocent skal hæves til 21 procent, så den kommer på niveau med blandt andet akademikere og ledere.

”Pædagogiske medarbejdere har en livsløn på mellem 16 og 17 millioner kroner. Akademikere har en livsløn på op mod 29 millioner, og de har en arbejdsgivertalt pension på 21 procent. Pædagoger har en arbejdsgiverbetalt pension på 16,13 procent og pædagogmedhjælpere på 14,5 procent. Derfor mener vi i LFS, at pædagogiske medarbejdere skal have en arbejdsgiverbetalt pension på 21 procent, så vi også kan få et værdigt liv efter arbejdslivet,” lyder det fra Kirsten Gunvor Løth.

Småt med penge  

Den danske pensionsalder er den højeste i Europa, siden Folketinget tilbage i maj stemte for at hæve pensionsalderen til 70 år for borgere født efter den 31. december 1970.

Hvis vi arbejder, til vi fylder 70 år, får den enkelte flere penge til sin pension. Men kan man til gengæld ikke klare at fortsætte til folkepensionsalderen, kan det blive småt med pengene. Faktisk så småt, at hver tredje dansker ikke kan opretholde samme livsstil som før pensionen, lyder analysen fra pensionsselskabet Danica.

Er du pædagog, pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent, er det i forvejen småt med pengene. Og er du bosat i Københavnsområdet – uden en stor friværdi i en bolig – kan du med god grund være bekymret for din levestandard, hvis du ikke kan holde til at arbejde, til du er 70 år.

Det er utrygt, påpeger forkvinde i LFS, Kirsten Gunvor Løth.

"Den høje pensionsalder straffer dem, der har haft et langt og belastende arbejdsliv og ønsker at trække sig tidligere tilbage. Når man risikerer at skulle gå markant ned i levestandard, fordi man ikke kan holde til at arbejde til de 70, så svigter systemet dem, der har båret det i årevis – herunder det pædagogiske personale, som passer de velstilledes børn."

Det er endnu et argument for at hæve pædagogiske medarbejderes pension til 21 procent.

 

Se vores forklarende video om pensionskravet her.