Fredag den 07.11.2025
Er det for hårdt at arbejde med pædagogik, når man har ADHD - eller kan man netop i arbejdet med børn drage nytte af den særlige følsomhed og kreativitet, som følger med for de fleste? Klyngeleder Guli Werther havde et langt pædagogliv bag sig, før hun selv fik diagnosen. Og hun mener ikke, at mennesker med ADHD skal være bange for faget. Men de skal sørge for at lære de rigtige strategier – og passe på deres alt for åbne hjerte.
Af: Anna Louise Stevnhøj
Du prøver at vise børnegruppen, hvordan man laver kastanjefigurer, men bliver afbrudt af Filip, som græder, og Maggie, som har tabt en strømpe. Du ved også, at du skal nå at få ryddet op, inden frokosten skal på bordet, og at du efter maden skal have overblik over, at samtlige børn på stuen får tisset af og bliver klar til at komme på legepladsen.
Hverdagen som pædagog på børneområdet kan lyde som et helvede for mennesker med ADHD, som typisk har udfordringer med at planlægge og overskue, og som ofte også er sensitive i forhold til støj og andre stimuli. Men faktisk byder pædagoglivet også på gode ting for mennesker med ADHD, mener Guli Werther, som selv er pædagog, og som fik diagnosen, efter hun blev 55.
”Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at vi med ADHD er lige så forskellige som andre mennesker, og at vores udfordringer kan opleves forskelligt. Derfor kan man ikke generalisere. Men jeg tror, der er en række bestemte ting, der er gode at forholde sig til,” siger klyngelederen, der selv bestemte sig for at blive udredt, fordi hendes egen datter fik diagnosen.
”Det er jeg glad for, at jeg gjorde. ADHD kan ikke helbredes. Men diagnosen har for mig betydet, at jeg er blevet klogere på mine egne mønstre, og at jeg har kunnet tilføje nogle strategier til dem, jeg i forvejen har udviklet over et helt liv. Og vigtigst af alt, så har diagnosen også gjort, at jeg ikke er helt så tilbøjelig til at slå mig selv i hovedet, når der er noget, jeg ikke magter, fordi mine udfordringer spænder ben for mig,” siger Guli Werther.
Man skal lære at forvalte sin energi
Guli Werthers arbejdsliv har været præget af høj aktivitet. Hun har altid kørt i et højt tempo og været drevet af nye ideer og lysten til at udvikle.
”Jeg er på det punkt klassisk ADHD. Det går rigtigt stærkt. Det betyder, at man får rykket noget, og at man lever sit arbejdsliv med høj intensitet.”
Det høje tempo kommer dog med en pris, som Guli Werther er tiltagende opmærksom på.
”Det høje tempo er ofte resulteret i træthedsnedture. Man kan blive helt høj af at knokle igennem i en periode, men på et tidspunkt bliver man simpelthen dødtræt og har allermest lyst til at lukke helt ned. Det har jeg så ikke gjort, fordi jeg er opdraget med en meget høj arbejdsmoral, men min udfordring – som jeg ved, jeg deler med rigtig mange andre med ADHD - er at øve mig i at forvalte min energi, så jeg ikke har så store svingninger. Man skal passe på, at man ikke overforbruger sig selv, selv om det, man laver, er sjovt og føles vigtigt. Det er helt klart en strategi, som de fleste mennesker med ADHD skal arbejde med – uanset hvilket fag, de arbejder i,” siger Guli Werther.
Lister og systemer og gode kolleger kan støtte overblikket
ADHD er kendetegnet ved, at man kan have vanskeligheder ved at bevare et overblik og ved at planlægge. Guli Werthers erfaring er, at man kan komme langt med at træne og med at lave systemer, der støtter.
”Jeg har masser af lister, jeg støtter mig til. Jeg indkalder til en del møder, og jeg ved, at jeg kan blive så optaget af indholdet i dagsordenen, at jeg glemmer basale praktiske oplysninger. Så jeg har simpelthen en tjekliste, og det har jeg også på andre områder af mit liv, fordi så behøver jeg ikke have det i hovedet,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg har så også været god til at skabe et fællesskab med kollegaer og partnere, som er dygtige til det med detaljer, og hvor vi har kunnet supplere hinanden. Det har betydet, at jeg ikke har behøvet bruge så meget energi på nogle ting, som jeg dybest set ikke er god til,” siger Guli Werther, der ved, at hun som klyngeleder har adgang til nogle ressourcer, man ikke har, når man er pædagogisk medarbejder på gulvet.
”Men mit bud er, at man kan komme langt med at være ærlig over for sin leder og sine kollegaer, hvis der er nogle områder, hvor man har særlige vanskeligheder. Det er jo meget ofte sådan, at det, den ene ikke er god til, det kan den anden.”
Man kommer nemt til at kede sig
ADHD står for Attention Deficit/hyperactivity Disorder. Attention Deficit betyder koncentrationsbesvær, og det er et kernesymptom, som dog viser sig ret forskelligt hos mennesker med ADHD. Men mennesker med ADHD har oftest også det, man kalder hyperfokus, hvor de faktisk er superkoncentrerede, hvis der er noget, de er meget optaget af. De kan til gengæld have svært ved at fastholde opmærksomheden, hvis interessen ikke er der.
Det kan Guli Werther sagtens genkende.
”Jeg kan netop arbejde både hurtigt og koncentreret, når opgaverne interesserer mig – og jeg er så heldig, at jeg faktisk interesserer mig meget for mit arbejde,” smiler Guli Werther, som dog også genkender den lavere tærskel for kedsomhed, som hører til diagnosen. Netop derfor tænker hun, at det pædagogiske felt kan være det rigtige valg for nogen mennesker med ADHD.
”Der er gode muligheder for at have en arbejdsdag med aktivitet og afveksling og for at udfolde sin kreativitet, når man arbejder med børn. Det er også sådan, at mennesker med ADHD ofte har en højere grad af sensitivitet. Det betyder, at de bedre kan sætte sig ind i det enkelte barns følelser og hjælpe børn, der har det svært. Når man arbejder med børn, kan man gøre en forskel, som mærkes med det samme. Det kan have en særlig værdi for mennesker med ADHD, fordi det at gøre en forskel for andre udløser dopamin, som er det signalstof, der er forbundet med motivation og belønning og opmærksomhed. Og når man har ADHD, er hjernens evne til at transportere signalstoffet dopamin nedsat,” siger Guli Werther.
Hjertet står alt for åbent
Det sensitive sind, som giver den pædagogiske medarbejder med ADHD bedre forudsætninger for at mentalisere, har imidlertid også en bagside.
”Jeg kender pædagoger med ADHD, som er sindssygt dygtige til deres arbejde og til at fornemme nogle børn. Men det er også medarbejdere, der er i risiko for at brænde ud, fordi de kan have svært ved at passe på sig selv. De føler børnenes følelser, og de kan have svært ved at bære afvisninger og vrede fra børnene. Hjertedelen står for åben. Derfor er det meget nødvendigt, at man arbejder med sig selv og eventuelt får hjælp til at skille tingene ad, hvis man skal kunne holde til arbejdet i det lange løb,” siger Guli Werther.
Flere og flere voksne får diagnosen ADHD, og endnu flere venter på udredning, fordi der er lange ventelister.
Er man en af de mange, der har - eller forventer at få - en ADHD-diagnose, er Guli Werther fortaler for, at man er åben omkring sine udfordringer på arbejdspladsen og taler med sin leder om at finde løsninger på nogen af udfordringerne.
”Der kan være opgaver, man er mindre god til, men som andre ikke har noget problem med at løse. Men det kan eksempelvis også handle om, at man med ADHD kan have det svært med aftaler, der bliver lavet om. Det kræver simpelthen mere af en ADHD-hjerne at skulle omstille sig, når programmet ændres med kort varsel. Det kan jo ikke undgås, når man arbejder med mennesker, men det er godt for lederen og de nærmest kollegaer at vide, at det kan være en særlig belastning, hvis man har ADHD, og at det kan være forklaringer på eventuelle reaktioner.”
Cabi, Center for aktiv beskæftigelsesindsats, har udarbejdet tre dialogværktøjer, man som leder kan anvende, hvis man har medarbejdere, der er neurodivergente, det vil sige også medarbejdere med ADHD.
De tre værktøjer kan bruges i samtalen med den enkelte medarbejder og kan hjælpe med, at man som leder kan blive konkret og afdække, hvad der skal til, for at medarbejderen kan trives og bringe sine kompetencer i spil.
Du kan hente værktøjerne her