Det var et pavestolt panel bestående af regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), der præsenterede den nye aftale for økonomien for 2026.
De kunne nemlig berette om ”flere penge til velfærd” og ”mere forudsigelighed i kommunernes økonomi”. Det er, fordi der afsættes 2 milliarder kroner mere til anlæg, end i aftalen for 2025, og fordi kommunerne igen har fået et ”ekstraordinært finansieringstilskud på 1,8 milliarder kroner”, ligesom de gjorde i 2025.
Forkvinde for LFS, Kirsten Gunvor Løth, påpeger imidlertid, at de penge ingenlunde er nok til at indhente kommunernes økonomiske efterslæb.
”Kommunerne havde brug for 6 milliarder kroner mere til at renovere og etablere børnehaver og skoler. De fik 2 milliarder. Kommunerne havde brug for 6 milliarder kroner bare til det specialiserede socialområde. De fik 1,8 milliarder til hele budgettet,” siger Kirsten Gunvor Løth og tilføjer:
”Martin Damm siger, at sidste års økonomiaftale var den bedste i 15 år, og at denne er bedre. Det svarer til, at den t-shirt, jeg lige har købt i sort, er bedre end den t-shirt, jeg købte sidste år i hvid. Det er to fuldstændig ens t-shirts, men den sorte dækker mavedellerne bedre.”