LFS Nyt lukker, men vi er her stadig
På vegne af forretningsudvalget i LFS fortæller forkvinde, Kirsten Gunvor Løth, her, hvorfor LFS har besluttet at lukke medlemsbladet LFS Nyt. Beslutningen betyder ikke, at I kommer til at høre mindre fra os, men mere fra os.
Vores kære medlemsblad LFS Nyt lukker. Der er ikke så mange andre måder at sige det på. Kort og præcist. Er det vemodigt – ja det synes jeg faktisk nogle dage. Men de fleste dage ved jeg, at det er den rigtige beslutning. Det har været drøftet med medlemmer både på vores repræsentantskab og efterfølgende i hovedbestyrelsen. Der er ingen vej uden om. Det kommer til at koste os langt over en million kroner om året at sende bladet ud til jer medlemmer. Det kan vi ikke længere forsvare.
Og når man er valgt til at tage vare på LFS og vores medlemmer, så kan man ikke undgå svære beslutninger. Sådan må og skal det være.
Siden 1974 har bladet været en trofast følgesvend i vores faglige fælleskab - LFS. Det var en tid uden internet og sociale medier. Medlemmer kunne dog lægge telefonbesked om møder, de ville have annonceret i bladet, og vi havde et velfungerende og billigt postvæsen.
Siden da har bladet gennemgået mange forandringer. Men opgaven har været den samme: At være inspirerende, oplysende og debatterende.
Når tiderne forandrer sig, gør måden, vi kommunikerer på, også. Vi vil nu bruge alle kræfter på at styrke vores digitale platforme og være endnu tættere på dig.
Det betyder, at vi styrker formidlingen af historier, nyheder og faglige pointer digitalt – via vores hjemmeside, nyhedsbreve og sociale medier. Her vil du stadig kunne læse om pædagogisk faglighed, løn, arbejdsmiljø og vilkår – og vi vil kunne reagere hurtigere, dække bredere og nå længere ud.
Vi siger farvel til papiret, men ikke til fællesskabet. Ikke til fagligheden. Og slet ikke til kampen for bedre vilkår og synlighed for alle medlemmer af LFS.
Det sidste LFS-Nyt er nu udkommet. Sæt dig godt til rette, nyd duften af papir og nyd den særlige udgave.