Faggruppe i LFS kan glæde sig til stor efterbetaling
Har du været ansat som pædagog på en bemandet legeplads i København inden for de seneste 10 år, er det en god idé at kontakte LFS for at høre, om du skal have penge tilbage.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
En gruppe LFS-medlemmer kan glæde sig til at få efterbetalinger, og de højeste beløb kan komme op i omegnen af 45.000 kroner.
Den faggruppe, der er tale om, er de pædagoger, der har været ansat på LFS-overenskomst på de bemandede legepladser. En lang række af dem er nemlig blevet snydt for deres grundlønstillæg i en årrække.
”Det var en af de rigtigt gode dage som faglig sekretær, da vi opdagede fejlen. For det betyder, at vi kan sende nogle pænt store beløb tilbage til vores medlemmer. Og det er jo det, vi som fagforening gerne vil,” siger faglig sekretær Michael Monberg.
Fejlen, som ligger i Teknik og Miljøforvaltningen i København, blev opdaget, da trepartsmidlerne skulle udmøntes, fortæller Michael Monberg.
”En af vores dygtige tillidsrepræsentanter undrede sig over, at der ikke kom trepartsmidler ind på hans lønkonto. Da jeg begyndte at grave i sagen, viste det sig, at fejlen var systematisk. Grundlønstillægget er for mange af legepladspædagogernes vedkommende bare forsvundet på et tidspunkt - eller også er det kommet og gået igen,” fortæller Michael Monberg.
Da det er grundlønstillægget for pædagoger, der udløser trepartsmidler, betyder det, at faggruppen heller ikke har fået del i midlerne – før nu.
Forældelsesfrist ophævet
Der er normalt en ”forældelsesfrist” på fem år på lønsager, men LFS har lavet en aftale med forvaltningen om, at man i denne sag går ti år tilbage.
Det betyder, at en legepladspædagog, der har været ansat siden 2015, og som ikke har fået sit grundlønstillæg, kan forvente efterbetaling på cirka 35.000 kroner plus pension. Dertil kommer efterbetaling af trepartsmidler på cirka 10.800 kroner.
”Der er selvfølgelig også legepladspædagoger, der kun har været ansat i en kortere årrække, hvor efterbetalingen vil være mindre. De vil til gengæld kunne mærke lønløftet, når de fremadrettet får del i trepartsmidlerne lige som alle andre pædagoger. Der er snart tale om et lønløft på hele 8000 kroner om året,” siger Michael Monberg.
Han ved naturligvis hvilke pædagoger, der for indeværende arbejder på de bemandede legepladser, og han har også fået en liste fra Teknik- og Miljøforvaltningen over tidligere medarbejdere.
”Men jeg kan ikke være sikker på, at den er udtømmende. Så jeg vil opfordre til, at man tager fat på mig, hvis man er pædagog og har arbejdet på en bemandet legeplads som medlem af LFS inden for de seneste 10 år. Så kan jeg sikre, at man får eventuel efterbetaling,” siger Michael Monberg.
Michal Monberg kontaktes via mimo@foa.dk