Af: Anni M. Wiecka
”Vi, der har valgt et job i velfærdssektoren for at gøre en forskel, har et ansvar for at råbe op, og I, der skaber rammerne for vores arbejde, har et ansvar for at lytte. Tag os med på råd, stol på vores faglighed og lad os løfte velfærden i fællesskab.”
Sådan lyder de afsluttende ord i LFS’, SUKA’s og Venner af Captums brev til de politikere, der ikke dukkede op til vores debataften om moralsk stress og systemstress i forrige uge.
En række lokalpolitikere havde nemlig fået buddet om at deltage i debataftenen, men ingen endte med at gribe muligheden til trods for emnernes ellers så relevante karakter.
Det var psykolog og forfatter Dorthe Birkmose og socialrådgiver og forfatter Karin B. Nissen, der holdt oplæg om moralsk stress og systemstress, og som efterfølgende sammen med formand for specialområdet i LFS, Lisbeth Waidtløw, lagde ører og perspektiver til den livlige debat.
Brevet, som LFS på vegne af arrangørerne har sendt til politikerne, finder du herunder.
Kære politiker,
Da du ikke kunne deltage i vores debataften om moralsk stress og systemstress den 27. marts, har vi i dette brev samlet nogle af de perspektiver, du gik glip af.
Det var en aften, som handlede om de følelser af skam og afmagt, velfærdspersonale, borgere eller pårørende får, når de er afhængige af et system præget af besparelser, rigide retningslinjer, målstyringer m.m. Det er det, som psykolog Dorthe Birkmose og socialrådgiver Karin B. Nissen kalder moralsk stress og systemstress.
Systemstress opleves hos borgere og pårørende, der kommunikerer med det offentlige, fordi de har brug for hjælp, men ikke bliver mødt.
Mellem 75 og 85 procent af dem, der har brug for hjælp fra det offentlige, oplever at ansøgningsprocesserne er for komplicerede, at de ikke forstår, hvad der bliver sagt eller skrevet, at vigtige forhold i deres sag bliver overset, eller at de ikke forstår deres muligheder for at klage.
Der stilles enormt store krav til borgerne. De skal ikke blot kunne identificere, hvad deres behov er, men også hvad løsningen er. Kan de ikke det, er de 100 procent afhængige af deres pårørende. Eller af en god økonomi, som kan finansiere en privat socialrådgiver, der kan hjælpe med at føre deres sag.
Men hvad med dem, der ikke har de muligheder? Er politikerne ligeglade med dem?
Det kan de, der befinder sig i brændpunkterne, godt komme til at føle. For hvorfor gør du – og generelt mange på ledelsesniveau – ikke noget for at afbureaukratisere og omstrukturere personaleressourcerne?
Svaret er formentlig, at du som politiker simpelthen ikke ved, hvad du skal gøre, eller hvor du skal starte med at afbureaukratisere. Måske er du ligesom velfærdspersonalet også offer for såkaldt moralsk stress. Og måske fører den moralske stress for eksempel til, at du ikke dukker op til en event, hvor du skal konfronteres med den.
Velfærdspersonalet oplever moralsk stress, når de ikke kan gøre deres arbejde lige så godt, som de gerne vil, fordi rammerne for deres arbejde ikke tillader det.
Det resulterer i, at de enten 1) resignerer og selvcensurerer sig selv, går ned i tid, skifter arbejdsplads eller helt flygter fra faget, fordi de finder ud af, forholdene ikke er bedre andre steder, at de 2) quiet quitter ved akkurat kun at gøre det, de skal, og dermed mister deres arbejdsglæde, eller at de 3) overpræsterer sig selv i stykker ved at arbejde overtid og ”i det skjulte” gøre det, der skal til for at hjælpe de mange mennesker, der har brug for hjælp.
Sidstnævnte gør, at samtlige velfærdsområder kan holde sig selv oppe. For det kan de ikke, uden at nogen gør mere, end de skal, når rigide tidsplaner og retningslinjer presser velfærdspersonalet til 100 procent.
Som Dorthe Birkmose forklarer, kan mennesker presses til 70 procent, hvorfor der er brug for 30 procent til at håndtere de mange uforudsete problemer, som mennesker, der har brug for hjælp, står med.
Det, der imidlertid er allermest brug for, er, at problemerne i velfærdssektoren ikke bliver tysset ned.
Vi har ikke brug for at høre, at ”det er værre andre steder” eller ”der er så meget andet, der fungerer”, for det fjerner fokus fra de problemer, som vi er fælles om at løse.
Ikke gennem møder uden indhold eller indsamling af data, der aldrig bliver brugt til noget, men gennem konkrete, hverdagsnære indsatser, der er til gavn for det velfærdssystem, vi alle er så afhængige af.
Vi, der har valgt et job i velfærdssektoren for at gøre en forskel, har et ansvar for at råbe op, og I, der skaber rammerne for vores arbejde, har et ansvar for at lytte.
Tag os med på råd, stol på vores faglighed og lad os løfte velfærden i fællesskab.
På vegne af arrangørerne
Venlig hilsen
Lisbeth Waidtløw
Formand for specialområdet, LFS