Mangler jeres dagtilbud en teenager?

Ved årsskiftet gjorde Beskæftigelsesministeriet det muligt at ansætte unge fra 13 år til pædagogiske opgaver. Der er dog lige nogle praktiske forhold, som skal være på plads, før de 13-årige kan facilitere lege, assistere på gåture, læse højt og spille spil for børnene i jeres daginstitution.

Af: Anni M. Wiecka

Før vi gik ind i 2025, skulle unge på 13 år, som var ansat i en daginstitution, holde sig til at dække borde, rydde af efter måltider og foretage lettere rengøring. Sådan er det ikke længere.

Beskæftigelsesministeriet ville ”gøre det nemmere for unge at få et fritidsjob”. Derfor blev en række nye opgaver tilføjet til listen over ”lettere opgaver”, som unge fra 13 år nu må udføre i daginstitutioner. Det indbefatter højtlæsning, facilitering af lege og sport, hjælp på gåture eller kortere ekskursioner. Altså mere pædagogisk arbejde.

Men selvom Beskæftigelsesministeriet har åbnet en dør for de 13-årige til daginstitutionerne, og FOA indgik en aftale med KL om at sikre ungarbejderes arbejdsvilkår i forbindelse med OK24, gør formand for almenområdet i LFS, Martin Kragballe, opmærksom på, at daginstitutionerne endnu ikke kan ansætte de 13-årige til pædagogiske opgaver.

”Der blev åbnet en mulighed for, at kommunen kan lave de her inspirationsansættelser, ungarbejderordninger, med OK24, men førend kommunen, det vil sige Børne- og Ungdomsforvaltningen, kan igangsætte de her ordninger, skal de have en drøftelse med LFS om rammerne for ordningen. Det har vi ikke haft endnu, men det antager jeg, vi får,” forklarer områdeformanden og tilføjer, at aftalen mellem FOA og KL gælder for unge fra 14 år - ikke fra 13 år. 

 

Reklame for faget

Martin Kragballe er da også positivt stemt over for muligheden for i højere grad at kunne ansætte unge mennesker til mere pædagogiske opgaver.

”Det kan være en rigtig god idé, fordi det kan være med til at tænke de helt unge mennesker som en del af det pædagogiske læringsmiljø. Og så kan det være en måde at få flere til at blive interesserede i vores fag,” siger Martin Kragballe Rasmussen og tilføjer:

”Man skal i hvert fald ikke underkende, hvor mange der starter i en institution som ”bare et lille fritidsjob,” men så ender med at blive i faget. Der er rigtig mange pædagogmedhjælpere, som starter på den måde. Det gjorde jeg selv. .”

Han tilføjer imidlertid, at der også er flere ting, man skal være opmærksom på, hvis man vælger at ansætte en ungarbejder til pædagogiske opgaver:

 ”Man skal selvfølgelig være opmærksom på, hvordan man passer på de unge mennesker; hvordan man laver nogle procedurer for ansættelsen af en ungarbejder. Når det så er sagt, er jeg ikke umiddelbart så bekymret for den del, fordi vi har haft ungarbejdere i Københavns Kommune og i Børne- og Ungdomsforvaltningen i mange år. Men de nye opgaver, de kan varetage, skaber selvfølgelig nogle nye opmærksomheder.”

 

Det kan pædagogerne sagtens

Det er fx vigtigt, at de unge bliver lært op i de forskellige pædagogiske opgaver, at de har en vejleder, de kan gå til med spørgsmål, og at de ikke lades alene på hverken institutionen eller på gåture.

”Min påstand er, at det vil falde det pædagogiske personale naturligt at vurdere, hvor meget ansvar de kan lægge på de unges skuldre.  Både fordi de jo ikke er så gamle, og fordi de ikke kan være der meget mere end nogle timer en gang i mellem om eftermiddagen. Så det er begrænset, hvor meget ansvar man kan lægge over på dem,” siger områdeformanden.

De unge kan være noget ekstra” i institutionen, og det, mener Martin Kragballe Rasmussen, kan være gavnligt for ikke bare børnene, men også for det pædagogiske personale.

”De helt unge leger med børnene på en anden måde, og det kan man lade sig inspirere af,” siger han.

  

Bemærk, at der er ændret i artiklen siden udgivelse. Det er nu specificeret, at FOA og KL's aftale om inspirationsansættelser i forbindelse med OK24 gælder for unge fra 14 år. 



 

Fritidsjobindsatsen i Københavns Kommune

I Københavns Kommune er der i forvejen en fritidsjobordning, som hjælper 15-24-årige i fritidsjob ved at give lønrefusion til arbejdsgiveren til ansættelsesforløb på fem timer ugentligt op til fem måneder.

Indsatsen retter sig mod kriminalitetstruede og udsatte unge og er i perioden 2024-2026 udvidet til også at omfatte 13-14-årige i et begrænset omfang.

De nye landsdækkende regler fra Beskæftigelsesministeriet erstatter ikke fritidsjobindsatsen i Københavns Kommune.