TRIO-dag: Ledertrivsel skaber vi sammen

Efterårets TRIO-dag er for ledere, for TR og for AMR, og den handler om ledertrivsel. For hvis lederen mistrives, gør hele resten af medarbejdergruppen også. Arrangementet foregår i Nørrebrohallen mandag den 3. november fra 9 til 12. Der er morgenmad fra klokken 08:30.

Der er i tiden kommet mere fokus på ledertrivsel, for hvis lederen ikke trives, smitter det af på hele personalegruppen.

Vi har mere end nogensinde før brug for at have ledere, der trives, ledere der kan lykkes med deres opgave og ikke mindst ledere, der bliver i organisationen og i lederjobbet længe nok til rent faktisk at tage livtag med nogle af de komplekse problemstillinger, der løbende melder sig på lederens bord. 

Men trivsel for ledere er en sammensat størrelse – og det er ikke noget, den enkelte leder kan ”fixe”.

Ledertrivsel afhænger både af organisatoriske rammer og relationelle forhold, det vil sige, at både nærmeste leder, TRIO'en eller ledergruppen og medarbejderne spiller en væsentlig rolle. Ledertrivsel er noget, vi skaber sammen! 

Vi har inviteret organisationspsykolog Mette Kjærgaard Svendsen, chefkonsulent i Arbejdsmiljø København, til at sætte spot på ledertrivsel sammen med os. Vi kommer omkring følgende: Hvad ved vi egentlig om, hvad der skaber trivsel hos lederne? Og hvad belaster dem? Hvordan kan man konkret arbejde med at styrke ledernes trivsel? Formiddagen byder på masser af input og drøftelser, og I vil gå derfra med konkrete redskaber, så I fremadrettet kan arbejde videre med at understøtte ledernes trivsel fra hver jeres position.

I opfordres til at komme samlet som TRIO, da I hermed øger jeres handlekraft og udvider jeres indflydelsesrum. Men I kan også fint komme alene.

Dagen er for ledere, TR og AMR.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Der er sandwich to-go efter mødet.