En ny kæmpe ser dagens lys

Af: Fagforeningsformand Ken Petersson

Når vi tager hul på det nye år, ser en helt ny gigant dagens lys i det danske sundhedsvæsen. Den 1. januar 2027 bliver Region Hovedstaden og Region Sjælland lagt sammen til én stor region med navnet Region Østdanmark.

Og stor er næsten et for beskedent ord.

Den nye region kommer til at strække sig fra Nakskov i syd til Helsingør i nord og fra Nykøbing Sjælland i vest til Rønne i øst. Næsten halvdelen af Danmarks befolkning og næsten halvdelen af landets kommuner bliver samlet under én regional paraply. Med mere end 65.000 medarbejdere bliver der tale om en arbejdsplads af en størrelse, vi ikke tidligere har set i Danmark.

Det er en kæmpe organisatorisk forandring. Men bag de imponerende tal gemmer der sig noget langt vigtigere: Tusindvis af medarbejdere, hvis arbejdsliv bliver påvirket af beslutningerne.

Et år med forberedelser og stadig ubesvarede spørgsmål

Hele 2026 er gået med at forberede den nye region. Der er blevet holdt møder, tegnet organisationsdiagrammer, fordelt opgaver og truffet et utal af beslutninger.

Men selv om kalenderen snart siger 2027, er der stadig spørgsmål, som mangler svar.

For nogle medarbejdere betyder sammenlægningen nye kolleger, nye ledere og måske nye måder at arbejde på. Afdelinger skal lægges sammen, kulturer skal mødes, og gamle vaner skal finde plads i en ny virkelighed.

For andre bliver forandringen endnu større. De skal nemlig ikke blot vænne sig til en ny organisation – de skal have en helt ny arbejdsgiver og måske også en anden overenskomst.

Det gælder de mange kommunalt ansatte, hvis arbejdsopgaver med sundhedsreformen flytter fra kommunerne til regionerne.

Det drejer sig blandt andet om akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, dele af den patientrettede forebyggelse samt specialiseret genoptræning og rehabilitering.

Mange hundrede medarbejdere skal derfor skifte arbejdsgiver. De fleste vil fortsat møde ind på deres hidtidige arbejdsplads og udføre de opgaver, de kender. Men navnet på arbejdsgiveren bliver et andet, og det kan få betydning for både ansættelsesvilkår, ledelse og den fremtidige organisering.

Det er især plejepersonale, sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, der bliver berørt. Men også teknisk personale skal med på flyttelæsset.

For det er ikke kun opgaver og medarbejdere, der flytter. Det gør murstenene også.

Når hele bygninger eller dele af bygninger overgår fra kommunal til regional drift, følger nogle af de medarbejdere, der passer og vedligeholder dem, med.

For FOA 1 betyder det konkret, at fire tekniske servicemedarbejdere og en portør skifter fra kommunal til regional ansættelse.

Derfor vil jeg gerne allerede nu opfordre vores medlemmer på de regionale arbejdspladser til at tage godt imod deres nye kolleger. For selv om fem medarbejdere måske ikke fylder meget i en organisation med 65.000 ansatte, så er det en stor forandring for den enkelte.

Og netop den enkelte medarbejder må vi ikke glemme, når de store organisationsdiagrammer tegnes.

Nye sundhedsråd, hvem bestemmer egentlig?

En anden væsentlig forandring er de nye sundhedsråd, som i løbet af 2026 har været med til at forberede den nye struktur.

Sundhedsrådene skal være et af de vigtigste bindeled mellem kommunerne og regionen. De bliver organiseret omkring hospitalerne og de kommuner, der hører til hospitalernes optageområder.

Tanken er sådan set fornuftig. Borgerne skal opleve et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor man ikke bliver tabt mellem to stole, blot fordi den ene stol står i kommunen og den anden i regionen.

Men den nye konstruktion er også interessant set med politiske briller.

Sundhedsrådene består nemlig af både kommunale og regionale politikere, som i fællesskab skal træffe beslutninger om sundhedsvæsenets udvikling og drift.

De regionale politikere har flertallet og mulighed for at løfte beslutninger til regionsrådet, men udgangspunktet er, at en betydelig del af den politiske ledelse skal ligge i sundhedsrådene.

Tag eksempelvis Sundhedsråd Amager og Vestegnen.

Her skal kommunale og regionale politikere ikke alene sikre et bedre samarbejde mellem kommunernes og regionens sundhedstilbud. De får også et væsentligt politisk ansvar for Amager og Hvidovre Hospital, de bliver den nye øverste politiske ledelse.

Det betyder, at borgmestre og andre kommunalpolitikere pludselig skal være med til at træffe beslutninger om hospitalsvæsenet.

Det kan godt blive interessant.

For selv om man er en dygtig borgmester, er det jo ikke ensbetydende med, at man også har særlig indsigt i hospitalsdrift, specialiseret behandling eller de mange faglige og personalemæssige udfordringer, der findes på et hospital.

Det kræver nye kompetencer, ny viden og ikke mindst en forståelse for, at et hospital ikke bare er endnu en kommunal institution.

Man må håbe, at de nye sundhedsråd bruger mindst lige så meget energi på at lytte til medarbejderne og deres faglige erfaringer, som de bruger på at finde ud af, hvem der skal sidde for bordenden.

Medarbejderne skal få det hele til at fungere

For mens politikerne diskuterer strukturer, kompetencer og ansvarsfordeling, er der en gruppe, som ikke kan nøjes med at diskutere.

Det er medarbejderne.

De skal møde på arbejde den 1. januar, præcis som de gjorde den 31. december. Patienterne skal plejes, bygningerne skal fungere, transporterne skal gennemføres, og alle de tusindvis af opgaver, der tilsammen får sundhedsvæsenet til at hænge sammen, skal fortsat løses.

Det er også medarbejderne, der skal få nye arbejdsgange til at fungere, finde løsninger på de problemer, ingen havde forudset, og få samarbejdet mellem gamle og nye kolleger til at lykkes.

Derfor er det afgørende, at de bliver inddraget og lyttet til.

Forandringer skaber næsten altid usikkerhed. Ikke nødvendigvis fordi medarbejderne er imod forandringer, men fordi de gerne vil vide, hvad der skal ske med deres arbejdsplads, deres kolleger og deres ansættelsesvilkår.

Det er både forståeligt og rimeligt.

En kæmpe reform, men bliver den også en forbedring?

Når vi når frem til den 1. januar, bliver den nye region en realitet. Men det betyder ikke, at arbejdet med at få den til at fungere er afsluttet. Tværtimod er det på mange måder først dér, det begynder.

For politikerne bliver det en prøve på, om de kan omsætte de store ambitioner til en bedre hverdag i sundhedsvæsenet.

For medarbejderne bliver det en prøve på, om de nye strukturer også giver mening i praksis.

Og for patienterne?

Ja, forhåbentlig bliver det dem, der mærker mindst til selve omorganiseringen, men mest til forbedringerne.

For hele formålet med reformen er jo, at sundhedsvæsenet skal hænge bedre sammen, at færre patienter skal falde mellem kommunale og regionale ansvarsområder, og at borgerne skal opleve et sundhedsvæsen, hvor hjælpen tager udgangspunkt i deres behov frem for i organisationsdiagrammer.

Det er en ambition, som er værd at bakke op om.

Men hvis reformen skal blive en succes, kræver det mere end nye navne på skiltene og nye politikere omkring mødebordene.

Det kræver, at vi husker dem, der hver eneste dag får sundhedsvæsenet til at fungere.

For man kan tegne nok så mange nye organisationsdiagrammer. Det er stadig medarbejderne, der skal få stregerne til at hænge sammen.