Hvor bliver lønstigningerne af?
FOA 1’s mange medlemmer på Overenskomst for teknisk service fik en lønstigning pr. 1. april 2025 med grundlønsstigninger, pensionsstigninger og ændring af lørdagstillægget. Desværre er implementeringen af lønstigningerne forsinket.
Af: Claus Windfeldt, Faglig sekretær FOA 1
Det burde være en formssag for lønoperatørerne KMD og Silkeborg Løn at implementere lønstigningen, men det er ikke gået gnidningsfrit.
Ændringerne i overenskomsten er primært:
Der er grundlønsstigninger for både tekniske servicemedarbejdere, ledere og ejendomsserviceteknikere.
En del af stigningen på grundlønnen er finansieret af grundlønstillægget, som er faldet fra 2.923 kr. for tekniske servicemedarbejdere til 650 kr. efter 1. april. For tekniske serviceledere og ejendomsserviceteknikere er grundlønstillægget helt bortfaldet.
Grundlønningerne er steget for tekniske servicemedarbejdere fra løntrin 14 til 16, eller fra løntrin 17 til 18, for tekniske serviceledere er grundlønningerne steget fra løntrin 17 til 20, løntrin 22 til 23 og løntrin 27 til 28.
Ejendomsserviceteknikerne er steget fra løntrin 22 og 24 til løntrin 25. Samtidig er ejendomsserviceteknikerne blevet omfattet af overenskomstens § 5 om funktionsløn, hvilket man skal være opmærksom på ved kommende nyansættelser.
Dernæst er pensionen steget fra 13,6 % til 14,01 % og hvis fritvalgstillægget bliver brugt til pension, er pensionen 15 %. Fremover vil tilbagefaldsparagraffen om fritvalgstillægget betyde, at tillægget bliver brugt til pension, hvis ikke man tilkendegiver, at man vil have løn for beløbet på 0,99 %.
For dem, der arbejder om lørdagen, kan det også nævnes, at lørdagstillægget for lørdag kl. 11.00 til 17.00 bortfalder og erstattes af søndagstillægget, så det bliver næsten dobbelt så stort.
Overenskomsten er blevet implementeret men med vekslende helt. Derfor er FOA 1 begyndt at skrive til de kommuner, hvor grundlønsindplaceringen ikke er kommet på plads.
Der er følgende problemer:
- Lønstigningen har været forsinket – det er efterhåndende løst
- Den er enkelte steder ikke implementeret. Vi har i den forbindelse skrevet til tre kommuner om grupper eller enkelte medarbejdere, der endnu ikke har fået reguleret deres løn
- Der er grupper, som har en anderledes grundløn – primært i København og Frederiksberg, hvor implementeringen ikke er sket. Vi går ud fra, at systemet ikke kan klare den automatiske regulering på grund af de anderledes grundlønninger
Vi har temmelig travlt i øjeblikket, men hvis din løn ikke er blevet reguleret efter de nævnte stigninger, så kontakt FOA 1. Men forvent, at der kan være en lang sagsbehandlingstid, da juni traditionelt er en måned, hvor kommunerne holder oprydning i form af afskedigelser på grund af lange opsigelsesvarsler, og at budgettet skal være på plads pr. 1. januar 2026.