Pas på svindlere – ferietid er højsæson for fup og fiduser
Sommerferien står for døren, feriestemningen har allerede sneget sig ind på os, og vi er begyndt at sænke skuldrene. Men svindlerne og IT-kriminelle holder ikke sommerferie men udnytter, at vi er mindre opmærksomme.
Når vi er på ferie, er vi mindre opmærksomme på sikkerhedsrisici, og det udnytter hackerne. De sender falske mail og sms’er eller ringer dig op for at forsøge at franarre dig personlige oplysninger eller kreditkortoplysninger. Det kaldes som phishing og her i sommerperioden kan det være ferierelaterede fup-mails, der handler om ændrede feriebookinger, falske boardingkort eller falske hjemmesider, der ligner velkendte rejseplatforme som Booking.com. Det kan også være en opfordring til, at du skal foretage en hurtig handling, fx en betaling.
Hvis du bliver bedt om at klikke på et link i en mail, sende personlige oplysninger, kreditkortoplysninger m.m. eller handle hurtigt, bør alarmklokkerne ringe. Så stop op og undersøg mailen.
Sådan spotter du phishing:
- Bliver du opfordret til at udlevere personlige oplysninger, bankoplysninger eller kreditkortoplysninger?
- Er der sprog- og stavefejl?
- Er der mistænkelige eller direkte links eller vedhæftede filer?
- Insisterer afsenderen på, at du skal handle med det samme?
- Ser afsenderadressen på mailen underlig ud?
- Er mailen eller henvendelsen fra en officiel virksomhed eller organisation?
Stol på din mavefornemmelse
Hvis noget føles forkert, eller for godt til at være sandt, så er det det sikkert også. Stop kommunikationen og kontakt afsenderen af mailen, hvis du er i tvivl.
Har du mistanke om, at du er blevet udsat for phishing, så kontakt straks din bank for at spærre kort og konto og anmeld svindlen til politiet via politi.dk eller ved at kontakte Cyberhotline på 33 37 00 37.
Pas på ”Free Wi-Fi”
Hoteller og caféer tilbyder ofte gratis wi-fi, men de åbne netværk kan være usikre og give nem adgang for hackere. Undgå derfor at bruge åbne wi-fi-netværk til at åbne mails, netbank, foretage betalinger eller til at logge ind på vigtige konti. Hvis der er wi-fi på hotellet med navn og en tilhørende kode, kan man godt bruge det, men man skal bruge en VPN-forbindelse, som skjuler din IP-adresse og krypterer din internettrafik. (VPN står for Virtuelt Privat Netværk).
5 gode råd til digital sikkerhed på ferien
- Hold dine enheder og sikkerhedsprogrammer opdateret
- Brug stærke kodeord
- Pas på med at åbne mistænkelige mails/links
- Undgå gratis åbne wi-fi netværk på caféer, hoteller, lufthavne (medmindre du bruger VPN, (virtuelt privat netværk)
- Lav backup af dine data
Tag Rådet for Digital Sikkerheds råd om sikkerhed med på rejsen.
Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden har udviklet appen ”Mit digitale selvforsvar”, hvor du kan se, hvilke svindeltricks der er i omløb. Appen bliver hele tiden opdateret med advarsler med de nyeste fuphenvendelser. Appen kan downloades på Tænk.dk
Kilder: FOA, Sikkerdigital.dk, Rådet for Digital Sikkerhed