FOA Vestsjællands sektorformand René Strunch har i denne uge udtalt skarp kritik af Holbæk Kommunes påtænkte indførsel af nye Id-kort og ikke mindst beslutningsprocessen herom.
Kritikken er rejst med afsæt i fællestillidsrepræsentanternes bekymring, som stammer fra medlemmerne ude på arbejdspladserne.
Holbæk kommune besluttede at indføre ID-kort med medarbejdernes fulde navn og billede. En ledelsesmæssig beslutning, som blev taget uden inddragelse af MED-hovedudvalget, og dermed uden at tage behørig højde for de bekymringer samt konsekvenser det potentielt kan have for medarbejderne.
Et ID-kort med medarbejdernes fulde navn og billede, vil i de fleste tilfælde ikke udgøre en øget risiko. Men der er specifikke arbejdspladser, hvor man som arbejdsgiver bør tage sine forbehold. På vores område gælder dette specielt for medarbejdere som arbejder inden for socialpsykiatrien, hvor et Id-kort med fuldt navn kan være yderst uhensigtsmæssigt.
Det danske Politi har for eksempel valgt at fjerne alle personoplysninger fra deres medarbejderes personalekort, og erstattet dem med et identifikationsnummer.
FOA Vestsjællands kritik har medført en ændring.
På bagkant af vores kritik, har Holbæk Kommune valgt at ændre deres instruktion til medarbejderne om brugen af de kommende Id-kort, så det ikke længere er et krav, at kortet skal bæres synligt.
FOA Vestsjællands holdning til Id-kort:
At der er et tryghedsbehov fra borgerne og at et ID-kort kan være med til at afhjælpe dette, er vi ikke uenige i. ID-kortene må dog aldrig medføre en øget risiko for medarbejdernes ve og vel.
Et enkelt fornavn samt et medarbejdernummer er nok til at borgerne kan identificere, hvilken medarbejder de har været i kontakt med. Dertil kan arbejdsgiver så identificere ’hvem’ medarbejderen måtte være, ud fra medarbejdernummeret. At kunne identificere ’hvem’ en medarbejder er, bør være et anliggende som er forbeholdt arbejdsgiver – ikke et krav borgerne har ret på.
Hvis du ønsker at læse René Strunchs fulde debatindlæg, kan det gøres her: "FOA-formand kritiserer beslutningsproces om nye ID-kort"