Mød Thomas Busk fra pædagogisk sektor og tag med på rundtur i hans arbejde
Skrivebordet ser pænt ud i starten af dagen, men inden klokken er 8.30 ser det gerne anderledes ud og vores vigtige redskaber i form af overenskomster, løntabeller og igangværende sager fylder godt.

Nye sager og henvendelser er kommet til i de forskellige postkasser, både ens egen men også pædagogisk, teknik, Trekanten og fra ”mit FOA”.
Vi er til for at hjælpe medlemmerne og når jeg skal ringe ud, prøver jeg på at ringe til dem, på et tidspunkt der passer bedst ind i deres dag.
Sager og henvendelser prioriteres, så det passer ind med de andre opgaver, der ligger på dagen.
Alle der er ”hjemme” i afd. mødes kort hver dag inden kl. 09 til morgenmøde, en kort orientering om hvad der rører sig i huset eller i de forskellige sektorer – 10 min stående orientering i receptionen, lige for at høre hvad kollegerne har gang i.
I sidste uge stod det meste af fredagen på møde med Vejle kommune omkring fortolkning af overenskomsten. Der blev også tid til et løntjek og henvendelser fra medlemmer der har brug for hjælp. Medlemmernes spørgsmål udfordrer også mig en gang i mellem, hvor jeg må undersøge og selv blive klogere inden jeg vender tilbage J
Torsdag havde et medlem brug for hjælp ved en sygefraværssamtale, der var personalemøde og forberedelse til lokallønsforhandlinger med Kolding Kommune i næste uge, samt at jeg havde brug for lige at vende en problemstilling med min gode kollega Karen Birgitte.
Et lille kigge frem…….
Mandag er der team møder på pædagogisk og på teknik-service området, som er de områder jeg har som ansvarsområder. Vi vender kort ugen der kommer, får fordelt og planlagt, vendt forskellige medlemsager – det hele tager ikke mere end en halv time og så vi er klar til, at telefonerne åbner efter weekenden.
Dagen bød også på en sygefraværssamtale og to løntjek samt senere et netværksmøde med det specialiserede område i Kolding.
Tirsdagen står den på TR Træf – det bliver fantastisk at møde alle vores engagerede TR og sparke OK 26 i gang. Men dagen står også på sygefraværssamtale i Vejle, så det bliver desværre ikke hele dagen jeg får lov til at deltage i. Sådan må vi nogle gange jonglere lidt rundt og få det til at gå op.
Onsdag formiddag er vi klar til forhandlinger med Kolding kommune….. strategien er at få så mange penge som muligt hjem til vores medlemmer - vi er SÅ klar.
Samlet set er vores mål at få på den gode side af 450.000 hjem til det pædagogiske personale i skoler og på daginstitutioner i forhåndsaftaler og individuelle tillæg/engangsbeløb ved denne forhandling,
Derefter følger endnu en sygefraværssamtale, medlemshenvendelser og et kort kursus over teams i grundlæggende sygedagpenge. Det er godt at have en bred viden, så jeg også ved lidt om hvad mine kolleger inde i socialteamet arbejder med. Og pludselig er den dag også gået.
Sådan er en uge fyldt med både planlagte ting og opgaver der kommer ind fra højre ……medlemmerne kommer i første række og ofte kræver det at man ændrer på det planlagte, for at prioritere at hjælpe medlemmer her og nu, og andre opgaver må så vente og løses på et andet tidspunkt.
At tage med et medlem til en svær samtale, vil altid have første prioritet….. ingen medlemmer skal stå alene – VI SKAL STÅ SAMMEN.


